fredag, februar 19, 2016

Klimaforandringer: Ånder (Mom eat dad) LP

Klimaforandringer er et band der er samlet på foranledning af guitaristen Lars Bech Pilgaard. Det er nomadeorkester der rejser rundt i musikkens verden. 6 mennesker der alle har et solidt fundament i forskellige bands fra den alternative musikscene. En scene der ikke har noget navn og hverken er jazz eller rock. Medlemmerne spiller bl.a. i bands som SVIN, Maskinvåd, Under Byen, Dødens Garderobe, Horse Orchestra og Yes Deer. Klimaforandringers nye og første LP Ånder er et kalejdoskopisk udsyn, hvor enkle figurer fra afrikansk musik blandes med elementer fra syre, blues og krautrock. Klimaforandringer trækker spor tilbage til slutningen af 60’erne og starten af 70’erne, hvor danske bands som f.eks. Maxwells, Blue Sun og Days of Phoenix eksperimenterede på grænserne mellem rock, jazz og improvisation. Klimaforandringer er dog mere end et opdateret udknaldet hippieorkester. De er gode til at være organisk udknaldede - som på åbningsnummeret Ånder, Ånder ud - hvor de synger: “Der er vilde træer og knogler i skoven… Ånder, ånder ud.”

De er også gode til at være i et scifi økolignende univers, som på Karavane, hvor jeg spores ind på noget der minder om en blanding af old school sci fi og steampunk. Pladen bevæger sig ubundet og frit med naturen, mennesker, dyr og universet på en rejse, hvor de 6 musikere laver original og intens musik. Bandet består ud over Pilgaard, af Rune Lohse på trommer og sang, Peter Skibsted på bas og sang, Anders Vestergaard på trommer, Lil Lacy på cello og sang, Taus Bregnhøj Olesen på guitar og Rasmus Kjær på keyboards og duduk.

Ingen kommentarer: