Viser opslag med etiketten verden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten verden. Vis alle opslag

mandag, april 20, 2026

9ICK: Smile (9ICK) LP/CD/digital

 

Jazzhop, jazztronica, instrumental hiphop etc. Call it what you want. 9ICK er alias for Nicolas Stephensen og han har lavet et ambitiøst album inden for de førnævnte genrer. Han har på pladen samarbejdet med nogle fremtrædende musikere fra instrumental hiphop- og lo-fi-genren på verdensplan. Det drejer sig bl.a. om pianisten Søren Søstrom, der er et alias for amerikanske Elijah Fox, som bl.a. har spillet med Yussef Dayes og Childish Gambino, trommeslageren Gregory Phan-Clifford, den tyske saxofonist Mauricesax samt den engelske saxofonist og synthspiller Alex Bone, der er kendt for sit samarbejde med Cory Wong og Nile Rodgers. Det er musikere der indgår i et stort, løst netværk, hvor man arbejder på tværs af grænser og sender filer til hinanden.


9ICK har også inviteret et par danske jazzmusikere med ind i projektet. Det er pianisterne Rasmus Sørensen og Jonas Cook (fra Athletic Progression), der hver medvirker på et enkelt nummer. 9ICK har skabt et album, der viser, at der er en vej videre fra lo-fi- og chillgenren, hvor han også tidligere har lavet musik. Roen og det tilbagelænede udtryk er bevaret, men han har tilføjet lidt flere musikalske proteiner, så det går fra at være lækker baggrundsmusik til også at insistere på at være til stede i rummet.


Der er en behagelig uro og uforudsigelighed undervejs, som klæder musikken. Det er både charmerende og glad musik, der i den grad fremkalder et stort smil – ligesom titlen på pladen. Pladecoverets billede af København med glade huse komplementerer det i høj grad. 9ICK er meget anbefalelsesværdig, hvis du trænger til jazzy instrumental hip hop.

Instagram

onsdag, august 03, 2022

Kenneth Dahl Knudsen: Atlas (Kenneth Dahl Knudsen) CD/DL/stream

Det er ikke tilfældigt, at den aalborgensiske bassist, komponist og bandleader Kenneth Dahl Knudsen kalder sin plade for Atlas. Han er en verdensmusiker. Han henter musikalsk inspiration overalt og samarbejder med et hold internationale musikere. På det forrige album var det Grønland. Denne gang er det en hyldest til de mange steder hvor han har hentet inspiration. 


Han er sammen med Wassim Mukdad på oud fra Syrien, Ertan Tekin fra Tyrkiet på duduk/zurna, Eyal Lovett på piano fra Israel, Ganna Gryniva fra Ukraine på vokal og Marius Ungureanu fra Rumænien på bratsch mens han selv spiller bas og holder styr på musikerne.


Kenneth Dahl Knudsen tager os med rundt til Polen, Libanon, Argentina, Litauen, Israel, Skotland, Grønland, Marokko og hjembyen Arden i det jyske. Han bruger elementer fra de enkelte landes musikalske kulturer i kompositionerne. Han er også bevidst om at bruge den unikke besætning og deres individuelle evner. 


Det er kalejdoskopisk og sammenhængende rundrejse. Kenneth Dahl Knudsen har skabt et grundudtryk, så Atlas blive en sammenhængende plade. Det kræver mod ud over det sædvanlige, at lave sådan en plade. Kenneth Dahl Knudsen har modet, evnerne og overblikket.

Kenneth Dahl Knudsen

 

torsdag, februar 24, 2022

Olga Witte: Organ Trio No 1+2 (Olga Witte) CD/stream

 

Kombinationen kirkeorganist, musiketnolog der har brugt over 15 år på, at studere det balinesiske instrument gamelan, underviser, komponist, Big band arrangør og jazzpianist er ikke hverdagskost. Det er baggrunden for østjyske Olga Witte, der er aktuel med albummet Organ Trio, der er delt op i to.


På den første del, Please crawl out of My eyelid spiller Olga Witte på pibeorgel. Hun er sammen med de to basunister Jens Kristian Bang og Jens Balder. Første del er et klangmaleri, hvor en let dyster stemning sniger rundt. Herefter åbnes der i anden del op for den mere udadrettede og ekspressive og abstrakte jazz. I tredje del er Witte i fokus med orgelet. Fjerde del lukker ned med et nærmest filmisk tema.


Olga Witte er bla. fascineret af orgelet fordi man kan gå fra det milde til det vanvittigt vilde. Sidstnævnte kommer i spil med det samme på den musikalske fortælling i syv dele om den østjavanesiske heks Calon Arang. Her er hun sammen med Anja Nedremo på altsax og Jacob Rønne Danielsen på tenorsax.


Nedremo kommer fra den klassiske musik mens Jacob har huseret på den århusianske jazzscene i mange år. Olga Witte bruger principper, strukturer og praksisser fra den balinesiske gamelan. Det er et ukendt område i musikken for mig. Til gengæld er både den eksperimenterende jazz og pibeorgelet ganske velkendte for mig. Dog ikke i kombination. Det er her hvor Olga Witte har skabt sit helt eget og dybt originale musikalske sprog. Hun er så dybt inde i musikken at det smelter sammen på forunderlig logisk vis. Det er vildt og mildt - og værd at gå på opdagelse i.

Olgawitte.dk

søndag, marts 14, 2021

Juma: Juma (JUMA/Gateway) LP/CD/DL/stream

 

I Sverige er der lige kommet et album, Jazz på Nysvenska, som en del af en reaktion på, at det ledende medlem af Sverigedemokraterne Mattias Karlsson bla. havde udtalt at Jazz på Svenska-skaberen Jan Johansson var svaret på ursvensk kultur. Derfor besluttede Peter Bryngelsson at lave albummet Jazz på Nysvenska, hvor den gamle plade blev nyfortolket med en blanding af svensk jazz, klezmer, arabisk, indisk og blues.


Jeg ved ikke om der er den samme politiske agenda i det danske Juma-projekt. Jeg tror det ikke. Projektet er skabt ud fra spørgsmålet: “Hvad sker der, når den arabiske og nordiske religions- og traditionsmusik mødes?”


Det er både et modigt og sympatisk projekt. Det er modigt fordi de blander musikalske traditioner, der er meget langt fra hinanden. Der er det rent tekniske og praktiske omkring rytme og tonesprog som adskiller dem. Når det er sagt, så kan musikken mødes på tværs af kultur og etnisk ophav på fascinerende vis.


Mødet lykkedes særdeles godt fordi musikerne har en lydhør og nysgerrig tilgang til mødet mellem kulturerne. Det er den syriske flygtning Bakri Hemmami der på vokalen fører flot an. Særligt i sammenskrivningen af Sensommervise, hvor Thilde Fjord Madsen, der også spiller harmonika på pladen, starter ud med at synge den vemodige sang, hvor Hemmami på dansk synger duet med Thilde Fjord Madsen, inden han begynder at synge den arabiske folkemelodi Hal Asmar Ellon, så de to sange smelter sammen, godt understøttet af Bilal Irshed’s magiske oud-spil. Det er så vildt og stemningsfuldt. 


Pladen rummer bl.a. også et flt møde mellem Musens sang og den arabiske folkemelodi Juma - der betyder mor. Jonas Muff Rytz Jørgensen spiller percussion, Niklas Emborg Gjersøe spiller bas og Thomas Brunbjerg spiller guitar. Juma tager på turné til efteråret - jeg har på fornemmelsen at der er en stor oplevelse i vente derude. Indtil da kan man varme op med pladen, der selvfølgelig er ude på vinyl.

Juma på Facebook

lørdag, marts 04, 2017

Thommy Andersson: Wood Spine (Gateway)

Der er gået 9 år siden, at Thommy Anderssons første plade i eget navn udkom. Det var dengang Boris Rabinowitsch huserede i Politikens spalter og gav pladen 6 hjerter. Dengang havde Andersson komponeret musikken, mens han opholdte sig i Bali under en turné med Jungleorksteret. Nu er musikken skrevet i Andalusien. Han har ladet sig inspirere af Baltikum, Norge, USA, fædrelandet Sverige, en landsby i Vestafrika og en stjernehimmel på Færøerne i forhold til enkelte kompositioner. Det er verdensmusik i den fineste mening. Han har brugt 15 forskellige musikere, som alle er nogen Thommy Andersson kender godt. Han har skrevet musikken med dem i tankerne. Efterfølgende er det indspillet i overvejende first takes, som Andersson bagefter har redigeret og sat sammen. 

Enkelte musikere er repræsenteret ganske mange gange. Saxofonisten og klarinettisten Anders Banke og tuba/trombonisten Jakob Munck dukker ofte op. Det gør Josefine Cronholm (sang), Kiki Brandt (sang), Bent Clausen (vibrafon), Gunnar Halle (trompet), Philip Sandholt (valdhorn) og Henrik Lindstrand (piano) også. Mens Lisbeth Diers, Lelo Nika, Paolo Russo, Jaak Sooaar, Gustaf Ljunggren og Morten Pedersen indtager nogle mindre roller. 

På pladens afslutningsnummer medvirker 35 mands stort kor. Det bliver aldrig massivt. Mere som en suitelignende rejse, hvor Anderssons fokus på stemninger dominerer i musikken. Kompleksiteten er stor i de mange lag og detaljer. Det har Thommy Andersson heldigvis haft styr på, så man lytter til et samlet hele, fra en musiker der fortæller spændende historier. I øvrigt er bassen hovedfortælleren. Anderssons lækre trælyd i bassen er rygraden i musikken.

tirsdag, maj 24, 2016

Kenneth Dahl Knudsen: We’ll meet in the rain (Two Rivers Records)

Stilen er ubetinget international og storladen. Det kan da godt være at Kenneth Dahl Knudsen er fra det nordjyske. Men han er også en bassist der har rejst rundt i verden og suget en masse indtryk til sig. Det er fire år siden at hans forrige album udkom. I mellemtiden er der sket meget med musikeren Kenneth Dahl Knudsen. Han er modnet som musiker. Det er blevet endnu tydeligere, at han har noget på hjerte. Han vil gerne fortælle en historie med musikken. Det er et nyt kapitel i Kenneth Dahl Knudsens liv.

Han bruger hele 19 musikere til at fortælle historien. Han har selvfølgelig selv skrevet og arrangeret al musikken, hvor der både er blevet plads til vokal, strygere og blæsere. Han er god til at give plads til de enkelte musikere undervejs. Musikken kan være solbeskinnet - som på det brasiliansk inspirerede nummer Dapo, hvor Linda Jozefowski’s fløjte sætter sit tydelige præg. Den ti minutter lange A Merry Song har trukket strygerne langt frem. Ligesom Marie Seferian’s ordløse vokal får lov til at fylde på nummeret, der næsten opfører sig som et stykke småsymfonisk filmmusik. 

Kenneth Dahl Knudsen er god til at bruge melodistykkerne og indenfor den ramme lade musikken vokse frem. Stemningerne svinger i mellem regnen, skyerne og solen. We'll meet in the rain er et vellykket album fra en omrejsende dansk jazzbassist, der har opfanget indtryk fra verden omkring ham (og os). Pladen er udgivet på det engelske pladeselskab Two River Records og i det hele taget et glimrende eksempel på at jazzen trives på tværs af grænser - noget musikken i høj grad symboliserer.