Det er en personligt udviklende rejse for komponisten, musikeren og bandleaderen Magnus Thuelund. Det er ud-, af- og undersøgende. Hvad sker der, hvis jeg går denne vej? Thuelund søger at definere sig selv og musikken med denne plade. Til den proces bruger han bassisten Graig Earle og trommeslageren Jonas Johansen. Det er en spændende trio, der uden problemer finder sammen om Thuelunds komplicerede kompositioner.
Det enkle og næsten spartanske udtryk som trioen har, klæder Thuelunds musik. Der er former og figurer, der er skåret helt ind til benet. Thuelund er en saxofonhaj. Han spiller den komplicerede musik med stor vellyst og gåpåmod. Jonas Johansens erfarne trommespil tilsætter unikke elementer af rytmisk skønhed. Graig Earle udstråler ved bassen en vuggende ro, der samler trioen og kører tilpas sikkert hjem. Det er saxtriojazz, der i al sin enkelhed har elementer fra den aldrig helt færdige jazz. Det er velspillet og melodiøs jazz. Det er en spændende plade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar