MAdHAs er en groovy og avantgardistisk jazzfest. Bassisten Emil Brun og trommeslageren Morten Hæsum leverer et pulserende fedt beat, der bruges af trompetisten Jimmy Nyborg fra Sverige og saxofonisten/klarinetisten Lubos Soukup fra Tjekkiet til, at sende nogle drøje jazzhug til højre og venstre. Alle musikerne har huseret på konservatorier og i den danske jazzundergrund i flere år. De spiller med et åbent og direkte udtryk, hvor der ikke tages nogen gidsler.
Kan man lide en funky basgang, en sejlende trommerytme, en rå og upoleret trompet og en risky saxofon, så er MAdHAs et rasende godt bud. Pladen er deres debut og fungerer godt i sit blomstrende rod. Der er en dynamisk vekslen mellem ultrakorte numre og andre af mere normal længde. Kvartetten må helt sikkert være et suverænt liveband, når de kan lave en plade, hvor de transformerer så megen energi og spilleiver ud gennem højtalerne hjemme i stuen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar