Den amerikanske saxofonist Ken Vandermark kaster sit altid eventyrlystne og free jazz influerede saxofonspil ind i et effektivt mix af støj, funk og impro. Vandermark har tidligere gjort opmærksom på sin eksistens i projekter sammen med Peter Brötzmann, Mats Gustafsson og i egne projekter. Her er han sammen med Christof Kurzmann, (electronics), Jasper Stadhouders (bas) og Tim Daisy (trommer). Det er særligt sidstnævnte der er med til at holde et pace, som de andre følger i et overvejende rytmisk flow, der ikke er i en utællelig taktart for ikkemusikerlyttere.
Pladens tre numre er lange og former sig som forløb, hvor elektronik og improviserede afsporinger får plads og lov til at udfolde sig. Made To Break er med i en spændende tendens indenfor free jazzen, hvor der gerne må være et rytmisk indhold der appellerer mere til krop end hjerne. Andre bands indenfor den bevægelse er f.eks. finske Plop (med Mikko Innanen) og danske Boujeloud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar