Man kan vælge at udgive sin musik på mange opsigtsvækkende måder. Torben Snekkestad har valgt en kunstnerisk ambitiøs og ærefrygtindgydende måde. Tre LP’er på en gang! Alle med solomusik. Den 43 årige norske saxofonist er bosiddende i Danmark. Han har gennem årene arbejdet sammen med folk fra flere eksperimenterende felter inden musikkens verden. Han bevæger sig mellem jazz og klassisk, hvor han i de senere år primært har haft fokus på frie udtryksformer. Her er den nærværende trilogi en kulmination på det arbejde. Fælles for alle udgivelserne er at de både udkommer på CD og LP - den sidste The Reed Trumpet udgives i pladeselskabets ILK’s White Label Series, hvor kunstneren selv skriver titler og andet på coveret.
På den første plade, Plateau spiller Snekkestad kun på tenor- og sopransaxofon. På det store vindomsuste Plateau har han grundlaget fra de blæserinstrumenter han oftest har spillet på. Det indgående kendskab til instrumenternes klang- og lydmæssige muligheder, giver ham så stor tryghed, at han frigør sig fra faste planer. Det kommer i høj grad til at handle om, at Snekkestad udforsker instrumentets muligheder, langt ud over det umiddelbart tænkelige. Det er han ikke den første der gør. Han gør det til gengæld på et meget rent og uforstyrret grundlag, i modsætning til eksempelvis Colin Stetson, der nogle gange forsvinder ind i et effektjageri.
På den anden LP Winds of Mouth tager Snekkestad til gengæld munden fuld. De førnævnte saxofoner er med, sammen med reed trumpet, slide trumpet, klarinet og water bowl. Det er mange spor og effekter der kobles på musikken. Der er stadig et undersøgende element i musikken. Hvor Plateau er en nærmest enstrenget oplevelse, frembringer Winds of Mouth et multifacetteret lydbillede. Det er sonisk dragende og underfundigt.
Den sidste plade The Reed Trumpet er den nye dreng i klassen. Den utilpassede dreng, der både vil være god til fodbold og andengradsligninger - på en gang. Instrumentet som Snekkestad benytter er en trompet, hvorpå der er sat et saxofonmundstykke (reed). Det var noget som Eddie Harris allerede eksperimenterede med i 70’erne. Snekkestad har forfinet idéen. Han har skabt sit eget mundstykke til instrumentet. Hvor den undersøgende nøgenhed på Plateau blev svævende og rummelig, er solomusikken på The Reed Trumpet af en anden karakter. Instrumentets klangmæssige stoflighed får Snekkestad til at forsøge sig som noget andet end det han som udgangspunkt er. Han bevæger sig over i trompetverdenen og kan lige pludselig frembringe helt andre lyde. Det er dybt eksperimenterende og underfundigt spændende.
Torben Snekkestads trilogi er som skabt til first mover lytterne. Her får man så meget nyt materiale til ørerne, hjernen og hjertet, at man ikke bliver færdig foreløbig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar