Kvindelige jazzvokaler med udgangspunkt i jazzstandards har jeg skrevet om mange gange før. Er det en debutant? Der har jeg også været...adskillige gange. Der skal med andre ord en hel del til før mine ører blafrer af vellyst, når endnu en debuterende dansk jazzvokalist dukker op. Barren skal sættes så tilpas højt, at ørerne justerer ind og opfanger en sangerinde, der har et helt særligt talent.
Det har Cecilia Engelbrecht Heick. Af flere grunde. Hun har for det første indkaldt et topband til, at omsætte sine musikalske idéer og så har hun for det andet, selv skrevet musikken. Af CD’ens 11 numre (LP har 8 numre, grundet pladsmangel) er der kun 2 standards. Cecilia Engelbrecht Heick placerer sig til gengæld så tæt op ad standardgenren, at jeg sagtens kunne forledes til at tro, at det var Jerome Kern der havde skrevet pladens åbningsnummer Spring is a promise of fall. Det er en imponerende flot bedrift.
Anders Larson på trombone, Thomas Clausen på piano, Thomas Fonnesbæk på bas og Anders Kjellberg på trommer leverer ikke kun rutine og driftssikkerhed. De giver hende et akkompagnement, der er passende til de flotte numre. At indføje Anders Larsons trombone i projektet er en gylden detalje. Som på den dansksprogede Marts, hvor Cecilia og trombonen mødes i en bevægende duet. I pladens linernotes placerer Thomas Clausen hende et sted mellem Liva Weel og Billie Holiday. Det er ikke helt skævt. Melankolien i Cecilias stemme er både sanselig og nordisk. Hendes stemme er den afrundende grund til, at bruge tid på denne plade. Hun er ingen vårhare og har tidligere arbejdet med musik til de allermindste.
Når hun synger fornemmes der en afklarethed, der er behagelig og beroligende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar