fredag, april 07, 2017

JazzNyt Kommentar! Hvem er Alon Farber egentlig?

Copenhagen Jazz Festival og ikke mindst festivalbossen Kenneth Hansen er havnet i en shitstorm. Det sker fordi Kenneth Hansen har sagt nej tak til den israelske saxofonist Alon Farbers tilbud om, at komme og spille på Copenhagen Jazz Festival. Her brugte Kenneth Hansen nogle formuleringer der meget let kunne misforstås. Derfor udsendte Copenhagen Jazz Festival en pressemeddelelse for at rette op på fejlen. Men det var for sent. Det nye højrenationalistiske medie 24nyt fangede hurtigt nyheden og interviewede endda Alon Farber, der nu var blevet til den "berømte israelske saxofonist".

Alon Farber havde offentliggjort Kenneth Hansens email afslag på sin facebookside. "Kenneth Hansen sendte onsdag 23. marts et fejlagtigt svar til den israelske musiker Alon Farber i forbindelse med en henvendelse om at blive engageret på Copenhagen Jazz Festival 2017. Selvom det ikke var hensigten, så kunne svaret læses som, at Copenhagen Jazz Festival af politiske årsager ikke engagerer kunstnere fra Israel, hvilket på ingen måde er tilfældet. Copenhagen Jazz Festival diskriminerer ikke, hverken på baggrund af nationalitet, politisk overbevisning eller andet" som Copenhagen Jazz Festival skriver i deres pressemeddelelse.

Radio24syv har også gravet i historien. Nu er kulturborgmesteren fra Dansk Folkeparti også blevet sur og truer med at trække støtten. Desuden vil den anden økonomisk støttende kommune, Frederiksberg have en liste over israelske musikere, der har spillet på Copenhagen Jazz Festival de sidste 5 år. Kulturborgmesterens trussel er både pinlig og helt ude af proportioner. Mens Frederiksberg Kommunes ønske sætter spot på, at Israel på ingen måde er verdens jazznavle.

Hvem er Alon Farber egentlig? Der er tale om en dygtig, men i international forstand perifer jazzmusiker, der ligesom mange andre unge og håbefulde musikere brugte en del af ungdommen på Berklee i 90erne. Det er som medlem af Alon Farber-Dani Benedikt Hagiga Sextet, at han bl.a. har etableret sig som jazzmusiker. De har udgivet tre CD'er. Den forrige Optimistic View kom i 2007. De har spillet på jazzfestivaler i Israel og en enkelt gang på Paris Jazz Festival i 2010. De har lige udgivet et nyt album og spiller i den forbindelse på klubben The Zone i Tel Aviv, Israel. Og nå ja, så spiller de på Copenhagen Jazz Festival d. 11. juli kl. 15.00 i Skuespilhusets Foyer. Jeg har ikke fundet flere koncertdatoer med sekstetten på nettet. Det er med andre ord ikke et eftertragtet verdensnavn vi har med at gøre.

Nu skal Alon Farber altså spille i Danmark. Det kommer han udelukkende til, fordi der har været så megen uro omkring Kenneth Hansens uheldige formulering i en email. Musikken de præsenterer på det nye album, New Directions lyder spændende. De siger at de er inspireret af Booker Little og Art Blakey. Men hånden på hjertet. Der er tusinder af den slags velspillende orkestre rundt omkring i verden, ikke mindst fra Danmark. Mange af dem har også fået afslag af den ene eller anden grund. Oftest af den simple grund, at de ikke var specielt originale. Gad vide om Kenneth Hansen ikke går rundt og ønsker, at det var det svar han havde givet Alon Farber. 

Berlingskes interview med Kenneth Hansen: https://www.b.dk/kultur/festival-leder-sagen-har-intet-paa-sig


Interview med Alon Farber fra det højrenationalistiske medie 24nyt: http://24nyt.dk/alon-farber-jeg-bare-spille-musik/


2 kommentarer:

Eyal Hareuveni sagde ...

Alon Farber is by no means a "famous" Israeli jazz musician but one of too many neo-cons jazz musicians. We call his kind of music here 'falafel jazz' due to the focred, unnatural manner of incorporating local, so-called Middle-Eastern colors. But his media spin worked and now he can add the CPH jazz festival to his resume. I hope that in the next time that the CPH jazz festival would like to invite an Israeli musicians, the choice will be more interesting and original, music-wise. Eyal Hareuveni

Niels Overgård sagde ...

Thank You, Eyal! It's great with an insider israeli comment :-)