Det ligger lige for, at drage nogle paralleller mellem gruppen Elektrojazz og Nils Landgren. Smooth funky jazz med trombonen i front. Manden bag Elektrojazz er ligesom Landgren også svensker, men bor i Danmark. Anders Larson, der til daglig bl.a. slår sine folder i DR Big Band har på det andet album med Elektrojazz lavet en tribute til New York. Musikerne er de samme som på det første album. Anders Rose på keyboards (primært Rhodes), Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen på trommer er kernen i projektet, der besøges af diverse gæstekunstnere undervejs.
Gæstekunstnerne er fundet under et ophold i New York, hvor albummet også er blevet til. Anders Larson har byen helt oppe i trombonen. Lyset, asfalten, pulsen, dampen og lugten. Det er ikke svært at forestille sig en tur på tværs af Manhattan i en yellow cab, mens et nummer fra Elektrojazz flyder ud af radioen. Det kunne være åbningsnummeret Shine, hvor vokalisten Michael Stephenson medvirker.
Elektrojazz kan minde om et acid jazz band fra 90'erne, som f.eks. Incognito. Inspirationen fra 70'ernes funky jazz er stor, ligesom den var i acid jazzen.
Anders Larson vil også lidt mere end det. Der er numre som spoken word sagen Midtown march med Cary Goldberg eller Subway Song med bassisten Gonzalo Silva. Det er numre der passer godt ind på pladen, samtidig med at de stikker ud. Min helt store favorit er East Village Blues, der er en instrumental drønnert. Det er blevet nat og jazzen griber fat i Elektrojazz, der groover afsted. Er du til funky jazz, vil jeg ikke tøve med at anbefale endnu et vellykket album fra Anders Larson og Elektrojazz.
Bonusinfo:
Du kan høre al musikken i appen Elektrojazz, der ganske gratis kan hentes i App store eller Google Play.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar