Hvis jeg kun skulle anmelde denne plade ud fra pladecoveret alene, så ville roserne komme ret hurtigt. På coveret kan jeg se at 3 af musikerne er fra mit yndlingsjazzensemble Snorre Kirks Quintet. Jeg er med andre ord stærkt forudindtaget. På den anden side er forventningerne også skruet umanerligt meget i vejret. Er det muligt at lave noget i samme lækre klasse som Snorre Kirks musik? Bassisten og manden bag pladen, Lasse Mørck må om nogen vide det, da han har ageret fast mand hos Kirk i flere år. Selv om der er mange ligheder med Snorre Kirks musik, er der ingen tvivl om, at det er Lasse Mørcks projekt.
Tobias Wiklund på trompetens mindre pæne forfader kornetten er på plads og får masser af rum i musikken, da der ikke er noget piano med i kvartetten. Wiklund giver musikken en mindre pæn kant, der er meget klædelig. Snorre Kirk sidder urokkeligt ved trommerne og på saxofon og en smule klarinet er det uforlignelige Jesper Løvdal.
Musikken er som at tage på en jazzrejse i technicolor. Vi befinder os i en parallelverden med inspiration fra westerns, drønhede ørkener og mexicansk mysticisme. El Conquistador er den sejrende. Prairie Sunset er den ensomme rytter på vej hjem. Danza de Yucatan er mystik og tågede drømme. Afslutningsnummeret Under the coconut tree får temperaturen til at stige. Det er en rejse til steder som Mørck ikke har været. Måske findes stederne heller ikke. Det er ikke så vigtigt. Mørck er med på bassen og rejsen som en tro følgesvend, der viser os til rette. Han viser os en blanding af det kendte og det ukendte. Det er både originalt og personligt.
Mørcks debutplade er meget overbevisende. Anbefales til mange, men også kritiske jazzlyttere, der gerne orienterer sig mod ældre pre-bebopjazz og ikke gider at høre noget de har hørt før.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar