Nu har jeg efterhånden anmeldt jazzplader i over 14 år. I den tid er der dukket mange nye navne op på jazzscenen. Der er også mange der er forsvundet. Hvor de forsvinder hen er et godt spørgsmål.
Denne aktuelle plade er med en af dem, der forsvandt før jeg overhovedet begyndte med bloggen. Det er selvfølgelige en smart tilsnigelse at sige, at pianisten og organisten Henrik Sørensen har været forsvundet, da jeg har anmeldt fire plader med ham siden 2007. Den ene var en klassisk plade og de tre andre var med kirkeorgel improvisationer. Op gennem halvfemserne lavede han flere jazzplader i eget navn og var medlem af Ensemble New, der også udgav en stribe plader. Siden har arbejdet som kirkeorganist og den klassiske musik fyldt mere og mere.
Det nye album er med til, at markere at Henrik Sørensen også hører hjemme i jazzen. Vi møder Henrik Sørensen på Hammond orgel i nogle liveindspilninger fra Assens spillestedet Tobaksgaarden. Her spillede Henrik Sørensen sidste år en række sommerkoncerter med New Organ Trio, bestående af Casper Tovgaard Christensen på guitar og Anders Senderrovitz på trommer. Der var forskellige solister ved hver koncerte.
Pladen åbner med altsaxofonisten Christina von Bülow, der erfarent og med overskud leverer East of the sun, hvor Stan Getz lurer i kulissen. Trioen præsenteres også med en solo til Casper Tovgaard Christensen. Han placerer sig i den klassiske jazzguitar tradition, som Wes Montgomery og Jim Hall. Pernille Bevort medvirker på My Favourite Things, som John Coltrane indspillede kort efter at den havde haft premiere på Broadway, som en del af musicalen Sound of Music. Melodien er så enkel og stærk og med tilpas tyngde til, at det er blevet en af jazzens favorit standards. Det er ikke uden grund. Hvis solisten har noget på hjerte, så bliver det aldeles smukt - og det gør det med Pernille Bevort på tenorsaxen. Hun leverer også pladens eneste original, Miss P.B. II, et skønt Hammond-boogaloo nummer. Sidste kvinde på saxen er en mand. Det er altsaxofonisten Nicolai Schultz, der bl.a. spiller en veloplagt udgave af Bobby Hebb’s Sunny. New Organ Trio er jazz af den klassiske slags. Sammen med de tre blæsere bliver det aldeles vellykket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar