Jazzen og i særdeleshed jazzhistorien er spækket med eksempler på regler og love for, hvordan jazzmusikken skal spilles. Det gælder både bebop, swing, fusion og såmænd også free jazzen. Gudskelov er der også mange eksempler på lovovertrædere, der gør som de har lyst og talent til. Her er den danske pianist Jeppe Zeeberg er godt eksempel på en lovovertræder, der insisterer på at gøre det på sin egen måde. Det er ikke fordi han ikke har styr på jazzens love. Han ved godt hvordan en ragtime skal spilles. Det handler mere om at Zeeberg blander lovene. Noget han gør med lige dele humor og alvor.
Når Zeeberg laver en soloplade er det en plade, er det nærmest selvfølgeligt at den er indspillet på tre forskellige kontinenter. Lige fra kirken i Sønder Ho over Dresden og Tokyo til New York. Han er rejsende i jazz. Rejser i jazzen. Rejser sig i jazzen. Undervejs møder vi Zeeberg ved kirkens orgel, ved stumfilmens uptempo klaverbokser tirader, ved improvisation over en imaginær højskolesang, ved freejazzens balstyriske frigjorthed og ved ragtimeklaveret.
Jeppe Zeeberg er så meget jazz og sig selv, der både imponerer og triumferer. De otte tilsyneladende ikke relaterede stykker piano musik, er Zeebergsk jazz, når den er bedst. Jeg føler at jeg har overværet en fest i jazzens tegn. Omtumlet og tumultarisk. Smukt og insisterende virtuost.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar