En af dette årtusindes skarpeste nordiske jazzkvintetter er uden tvivl svensk/norske Atomic. De er aktuelle med deres 15. album. Denne gang spiller de ikke deres egen musik. De har i stedet valgt en række numre fra musikkens mere eksklusive områder. Pladen åbner med det eneste originale nummer på albummet Pet Variations, der er skrevet af pianisten Håvard Wiik, den går over i The Beach Boys’ Pet Sounds fra det album, der gang på gang er kåret som et af rockens vigtigste albums.
Det er en god måde at åbne albummet på. Det er kun helt særlige kompositioner der får en tur i Atomic-universet. Det univers der skylder så meget til 60’ernes “edgy jazz”, hvor man gerne eksperimenterede. Atomic har også lyttet til nordisk jazz, bare ikke den slags, hvor folkemusikken er grundlaget.
Det som gør det til noget helt særligt st lytte til albummet, er Atomic’s måde at spille på. Fredrik Ljungkvist på sax, Magnus Broo på trompet, Håvard Wiik på piano, Ingebrigt Håker Flaten på bas og Hans Hulbækmo på trommer spiller numre af de klassiske komponister Varese og Messiaen og af fine jazzfolk som Steve Lacy, Alexander von Schlippenbach og Carla Bley.
Overraskelsen blandt numrene er Jan Gabareks Karin’s Mode. Atomic opstod som et modsvar til ECM jazzen, som Gabarek i den grad har været med til at definere. Atomic hylder alligevel Gabarek med nummeret, der er fra før ECM opstod. Det er Atomics raffinerede måde, at fortælle, at norsk jazz også er noget andet end ECM’s fjordjazz
Ingen kommentarer:
Send en kommentar