Hvis du ikke allerede kender Tobias Wiklund, så har du ikke læst mine anbefalinger her på bloggen godt nok. Han er fast mand hos Snorre Kirk og har spillet med i flere af Maria Fausts ensembler. Når han spiller med Snorre Kirk, så er det altid på kornet. Det samme instrument er ligeledes i centrum på Tobias Wiklunds første plade i eget navn, Where the spirits eat. Sammen med bassisten fra Kirks band, Lasse Mørck, pianisten Simon Toldam og trommeslageren Daniel Fredriksson har Wiklund lavet en plade der helt sikkert vil blive husket, når de bedste jazzplader skal kåres ved årets afslutning.
Det er meget sjældent at jeg har hørt en jazzplade, der i så stærk og insisterende grad står oven på jazzhistorien samtidig med at den befinder sig i nutiden. Tobias Wiklund står i dyb gæld til Louis Armstrong og forsøger samtidig ikke at lyde som Louis Armstrong. Det her er ikke en New Orleans jazzplade - men den kunne aldrig have lydt som den gør uden New Orleans.
Tobias Wiklund har skrevet al musikken, pånær to numre, Song of the Vipers og Weather Bird af Louis Armstrong. Numre der sidder helt inde under huden på Wiklund. Det gør de i en grad, så han får skabt sine egen versioner. Tobias Wiklund har med denne plade kravlet ind under huden på mig - og er blevet der. Heldigvis ikke i bogstavelig forstand, jeg er stor nok i forvejen. Det er selvfølgelig i overført betydning - og jeg vil gerne overføre min begejstring for Wiklund til dig. Lyt, hvis du har ører.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar