onsdag, april 24, 2019

Claudia Campagnol: I’m strong (Giant Sheep) LP/CD/DL/stream

Pladeselskabet Giant Sheep der også har mundharpevirtuosen Mathias Heise i deres stald, har sat alle sejl til i forbindelse med lanceringen af sangerinden og pianisten Claudia Campagnols debutalbum. I april udgaven af det britiske jazzmagasin Jazzwise var der en helsides reklame på side 2(!) for albummet og den forestående koncert på den internationale jazzmesse Jazzahead i Bremen.

Claudia Campagnol kommer oprindeligt fra Ungarn og flyttede med familien til Sverige, da hun var barn. Ad flere omveje mødte hun den svensk-italienske trommeslager Niclas Campagnol, blev gift og bor nu i København sammen med Niclas, der selvfølgelig spiller trommer på pladen.

Musikken på albummet har stærk rod i fusionsjazzen med udløbere til soul og r’n’b. Claudia Campagnol har skrevet al musikken og spiller både keyboards og bas på albummet. Hun kan synge efter noderne, hun har groove og feeling. Det er med andre ord den rigtige pakke, når man har valgt teknisk krævende arrangementer, hvor der skal kæles for detaljerne, så der er noget til musik-nørderne og hvor overblikket bevares, så den almindeligt dødelige musiklytter også bliver fornøjet.

Der er nogle enkelte stjernegæster med på pladen, hvor fusioholics får tilfredsstillet lysten med tilstedeværelsen af Vinnie Colaiuta og Jimmy Haslip på Conquer The World. Den i København bosatte cubanske conguero Eliel Lazo medvirker på Z-Song. Mens britiske Gerard Presencer kigger forbi på et par numre.

Gabor Bollas saxofon indleder nummeret Do you love me, der har soul-feeling og giver mindelser om 90’ernes acid jazz og navne som Incognito og Brand New Heavies. Claudia Campagnol er både musiker og sanger, så hun sparer ikke på muligheden for at levere en synth-solo med akkompagnerende sang. Det gør hun f.eks. i nummeret Do you love me.
Pladen lukkes ned med pladens eneste covernummer Chaplins Smile, hvor Claudia Campagnol, som på de andre numre, synger kor så det næsten lyder som en kommenterende duet.

Ja hun er Strong, som hun synger på det stærke titelnummer I’m Strong. Hendes insisterende evne til at holde styr på alle virkemidlerne er en af de mange gaver på pladen. Det er en debut af den sjældne slags.

Ingen kommentarer: