mandag, juni 17, 2019

Den smalle danske musik uden podcasts! - Jazznyt kommentar

Gennem længere tid har idéen om, at lave podcasts puslet i mit hoved. Flere idéer har stået i kø. Den første er at at lave en månedlig podcast, hvor jeg samler op på de mest interessante danske jazzudgivelser, som jeg har skrevet om på min blog Jazznyt.com. Podcasten er en fortsættelse af bloggen - med snak, interviews og selvfølgelig musik.

Jeg har primært været optaget af, at få styr på det tekniske udstyr og så bare komme i gang.
Men!
Det koster penge. Ikke bare til ordentligt teknisk udstyr. Det koster penge at bruge musik i podcasten. KODA, der repræsenterer musikernes ophavsrettigheder skal have penge. Det er helt fint, at musikerne skal have penge, når deres musik bliver brugt - det er deres levebrød.

Det er derfor Koda skal have minimum 252 kr. om måneden for brug af 20 minutters musik i en podcast. Hvis der er mange lyttere koster det 0,29 kr. pr. gang den bliver streamet. Betingelsen er at podcasten er ikke-kommerciel, uden reklamer og gratis for lytteren.

KODA kan herefter fordele midlerne til komponister og musikere.

KODA er opmærksom på, at jazz og andre genrer ikke kan klare sig på kommercielle vilkår. De har en pulje, hvor musikerne kan søge om økonomisk hjælp til deres udgivelser. På mange af de plader jeg anmelder, er der et lille diskret KODA logo i hjørnet, der viser at de har støttet udgivelsen.

Jeg forestiller mig at KODA synes at det er godt, at der findes musikblogs som min, hvor den smalle musik lever. Hvor udgivelserne de støtter økonomisk, får omtale og bliver anmeldt. Specielt i en tid, hvor der rykkes godt og grundigt rundt i medielandskabet.

Den musik jeg beskæftiger mig med er den smalle musik, der hverken kan eller skal klare sig på rene kommercielle vilkår. Musik der ikke finder vej til hitlister og mainstreamradio.

Musikblogs er drevet af nørderne, de passionerede der simpelthen ikke kan lade være med at bruge deres fritid på, at skrive om musik. Der er ingen indtjening på en dansk musikblog. Jo bevares, man får da pladerne som man anmelder og kan komme på gæstelisten til koncerter. Det er bare ikke noget man får mad i maven af - eller råd til betaling for brugen af musik i en podcast.

For helt ærligt! Hvor har KODA forestillet sig at pengene fra en ikke-kommerciel, reklamefri podcast der er gratis for lytteren, skal komme fra? Min egen lomme, måske?

Mit forslag går i stedet ud på at KODA freder små, uafhængige, ikke-kommercielle podcasts, hvor der bruges musik. De kunne eksempelvis tage et par procent fra puljen der støtter de smalle udgivelser.

KODA bliver nødt til at erkende at de befinder sig i en ny tid for mediedækning af musik. En ny tid, hvor mange af deres medlemmer overhovedet ikke får nogen eksponering i mainstream radio eller podcasts. Her er lukningen af P8jazz og P6beat en regulær katastrofe for det danske musikmiljø.

Jeg vil gerne lave aftale med KODA, så de har styr på, hvordan deres medlemmers musik bliver brugt.


Vil KODA lave en aftale med en musikidealist uden penge, der kæmper med åben pande og lyttende ører?

4 kommentarer:

Mads V sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Mads V sagde ...

Har sendt forslag ind til Kodas bestyrelse om at sidestille podcasts med ikke-kommercielle blogs. De er nemlig gratis ;-)

Niels Overgård sagde ...

TAK, Mads. Det betyder meget :-)

Harald sagde ...

Jeg håber at det lykkes :-)