Når jeg tænker på rigtig svensk jazz med kanelbullar, fika og et drys melankoli, så skal der være klaver med. Jan Johansson, Bobo Stenson, Bengt Hallberg, Lars Jansson, Esbjörn Svensson og Jakob Karlzon er blandt dem der lige popper op i min blågule hjerne.
Derfor er det selvfølgelig ekstra modigt, når saxofonisten Fredrik Nordström laver albummet Svensk Standard udelukkende med bas og trommer. Melodierne er taget fra den store svenske sangbog. Der er en indbygget garanti for den gode melodi - på samme måde som svensk stål - det er holdbart og ruster ikke - men går det uden piano?
Georg Riedels Sommar Adjö, som Jan Johansson indspillede i 1964 er en af mine helt store svenske favoritter. Den indkapsler ret præcist den svenske jazzfølelse. Noget som Fredrik Nordström formår at tage et personligt greb på.
Svenskerne kan noget med saxofonen. Barytonsaxofonisten Lars Gullin spillede trio allerede i 50’erne. Det er også hans komposition Kvarteret Oron der åbner albummet. Den enkle, præcise og funktionelle tone med rå kant i Nordströms saxofon er befriende troværdig. Han har den svenske jazz inde under huden samtidig med, at han kommer med et stærkt personligt bud på hvordan musik af Jan Johansson og Alice Tegnér også kan lyde.
Trioens bassist Palle Danielsson er vel også en slags Svensk Standard. Præcisionen er, som den stockholmske Tunnelbana, til at stole på. Svensk Standard er svensk jazz af den rigtigt gode slags - også uden piano.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar