mandag, september 23, 2019

The Contemporary Jazz Quintet: Actions 1966-67 (Centrifuga) LP/DL

I løbet af deres korte levetid nåede The Contemporary Jazz Quartet (og til sidst Quintet) mere end selv mange af nutidens jazzbands nogensinde vil nå. Det er imponerende i betragtning af, at de spillede free jazz og at de eksisterede fra midten af 60’erne og allerede var lukket ned inden 70’erne begyndte. Der kom to plader med TCJQ og så et par stykker hvor Niels Viggo Bentzon og Hugh Steinmetz lagde navn til pladerne. Centrifuga har valgt at genudgive Actions 1966-67, der tidligere er udgivet på CD, i en flot vinyludgave. 

TCJQ bestod af Franz Beckerlee på saxofon, Steffen Andersen på bas, Hugh Steinmetz på trompet, Bo Thrige Andersen på trommer og den sidst tilkomne Niels Harrit, der egentlig var saxofonist - men spillede på sav på hele pladen. Allerede her skiller vandende sig. Jeg har hørt meget free jazz, men ikke meget med sav. Det er en af de medvirkende årsager til, at Actions 1966-67 med nutidens ører bliver ekstra interessant. For det første er det nogle musikere, der er kommet dybt ned i free jazzen. De spiller ubundet frit - men ikke af hinanden. De lytter og bruger hinanden. Det er styrken ved TCJQ, det kollektive udtryk, hvor der ikke er en leder. Niels Harrits sav er som en lim, der løber gennem musikken. Den kan lyde henad det tidlige elektroniske instrument, thereminen. Der er en bro til den nutidige free jazz, hvor spontane klangflader oftere høres. 

Er du først blevet forført af free jazzen, så er The Contemporary Jazz Quintet’s Actions 1966-67 gefundenes fressen. Det er et supervigtigt dokument fra den tidlige danske free jazz, der hverken dengang eller nu søger mod et stort publikum. Udgivelsen er i øvrigt udstyret med nogle informative liner notes skrevet af Tim Thorlund Boisen. 

Den får en kæmpeanbefaling fra Jazznyt.


Ingen kommentarer: