Hvad er det der bestemmer hvor vi bor? Bor vi i samme by eller land som da vi blev født? Er vi flyttet på grund af kærlighed eller arbejde. Eller har vi ikke haft noget valg. I stedet for at flytte er vi flygtet? Det er nogle af de tanker som Marc Bernsteins plade Everybody comes from somewhere sætter igang. Udgivelsen er yderst smagfuld i gatefoldcover og på farvet vinyl. Marc Bernstein er amerikansk saxofonist der har boet i Danmark i over 20 år, hvor han bla. underviser på Syddansk Musikkonservatorium.
Da Marc Bernsteins bedsteforældre, der kom fra Ukraine og Polen ankom til Ellis Island i 1917 holdt de op med at tale modersmålet, ændrede efternavn fra Kibrick til Bernstein og talte ellers ikke om hvor de kom fra. Det eneste der overlevede var musikken. Det var klezmer og religiøs jødisk musik der blev spillet.
Det er fundamentet for Bernsteins musikalske projekt, der bliver spillet af gammelkendte musikalske kolleger; Thommy Andersson på bas og cello, Jacob Anderskov på piano og Fender Rhodes og Anders Mogensen på trommer. Bernstein er gået i dybden med kompositionerne. Tankerne bag de enkelte kompositioner har han skrevet om i et tilhørende hæfte hvor noderne også medfølger.
Everybody comes from somewhere er jazz med stort J. Marc Bernstein har jazzens traditioner siddende dybt i sjælen. Der er stærke følelser og dynamik i musikken. Det er ikke første gang, at han beskæftiger sig med sin families historie i musikken. Denne gang er der tydelige tråde til gaderne i New York, til de gader hvor folk er kommet fra hele verden og har skabt en ny tilværelse sammen og ved siden af hinanden. Der er også en kommentar til nutidens USA i nummeret Hope for America, hvor Bernstein ligesom mange andre er bekymret for den ustabile situation som landet befinder sig i.
Everybody comes from somewhere er et højdepunkt i Marc Bernsteins mangeårige karriere og stærkt anbefalelsesværdig til jazzlytteren der gerne vil høre historiefyldt og meningsfuld jazz, der befinder sig i nutiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar