mandag, april 12, 2021

Jakob Elvstrøm: Electrorleans Funky Sessions vol. 2 (Big Car Records) CD/DL/stream

 

Den østjyske saxofonist Jakob Elvstrøm lavede for mere end seks år siden den første Funky Sessions. Nu er han klar med vol. 2. Den første havde tæt tilknytning til acid jazzen. På den nye plade er han taget til New Orleans. Eller for at være mere konkret så har han sat sig ind i bilen og er kørt rundt i Danmark, hvor han sammen med danske jazzmusikere har lavet en festlig og meget anderledes hyldest til jazzen fra New Orleans. Elvstrøm spiller selvfølgelig på saxofon og har skrevet, programmeret, samplet al musikken. I det hele taget er det New Orleans jazz fra et meget lidt ortodokst perspektiv. 


Den første gæst på pladen er Esben Just der både synger og spiller piano på Come to New Orleans, der er hysterisk festlig. På pladecoveret kan man se Jakob Elvstrøms godmodige makker der sørger for rytme og beats. En analog Roland CR 8000 trommemaskine fra starten af firserne har ikke problemer med at lyde som det den er - en vidunderlig rytmeboks.


Resten af pladen gæstes af fine folk som Henrik Silver på sousaphone, Martin Schack på orgel og piano, Jesper Riis på trompet, Steen N. Hansen på trombone og den legendariske Karsten Vogel, der spiller skæv altsax og trompet på A bird sang in Bourbon Street. Der gemmer sig flere små perler på pladen, som eks. A hard bed to sleep in, hvor Jakob Elvstrøm spiller den smukkeste saxofon sammen med Martin Schack på piano og orgel. Tak til Jakob Elvstrøm for, at gøre det som ingen andre hverken tør eller gør.

Jakob Elvstrøm

Ingen kommentarer: