tirsdag, april 06, 2021

Asger Thomsen: Solipsis (Polyjuxta Records) LP/DL/stream

 

Ifølge Den Store Danske er solipsisme, konsekvensen af en ekstrem erkendelsesteoretisk idealisme, der fraskriver virkeligheden, herunder også andre mennesker, enhver eksistens undtagen som jeg'ets bevidsthedsindhold. Det er en radikal opfattelse af verden - for nogen kan det være ganske virkeligt - det kan også være en tilstand man vælger at gå ind i. Det giver om ikke fuld, så dog nogen mening, at kalde improviserende jazzmusikeres soloprojekter for solipsistiske.


Det er bassisten Asger Thomsen der har fået mig på sporet af solipsismen, da det er titlen på hans nye solo LP, der er udkommet i et lille oplag på vinyl. Den er optaget på spillestedet Mayhem i oktober sidste år. Han bruger kontrabassen og en præpareret udgave, hvor der der sat elementer på instrumentet, der ændrer lyden.


Den herboende polske instrumentkollega Tomo Jacobson har skrevet linernotes til pladen, hvor han skriver: “Thunder sound Asger has. He’s not gentle with the bass...He wants something from it in every gesture.”


Det er nådesløst udforskende af instrumentet og manden - hvor de er sammen og de eneste eksistenser. Asger Thomsen har lavet et album, der er værd at besøge for den musikalsk nysgerrige, der belønnes med renselse og vildskab. Pladen er presset på transparent grøn vinyl ved Nordsø Records. Det er endnu en gang en fornøjelse at få deres håndværk mellem fingrene.

Bandcamp

Ingen kommentarer: