torsdag, oktober 14, 2021

Jeppe Gram: The Doldrums (Storyville) CD/DL/stream

 

Det er svært at lade være med at blande Snorre Kirk ind her. Jeppe Gram er også trommeslager og har lavet en plade hvor han er i spidsen som kapelmester og komponist. Jeppe Gram og Snorre Kirk er vidt forskellige trommeslagere. Hvor Kirk er den stramme, til tider næsten underspillede stilist, så er Jeppe Gram den flagrende trommeslager, der ikke holder sig tilbage for et ekstra indspark hist og pist. De næres inspiratorisk af noget af det samme og så har de begge en indbygget sans for swing.


Jeppe Gram kommer med en bred erfaring - men jeg kan ikke erindre at han tidligere har lavet jazz af dennne slags. Hans forrige plade i eget navn var med det man kalder flydende jazz.


På The Doldrums er han tættere på 50'ernes post big band - små orkestre, der var swing med bebop og nævner også selv folk som Kenny Garret, Joshua Redman og Charlie Haden. Gram omgiver sig med en række yngre jazzmusikere, hvor Anders Krogh Fjeldsted på bas og Tobias Wiklund på kornet kendes fra Snorre Kirks orkestre. Jacob Artved på guitar og Oilly Wallace på altsax tilhører den unge generation mens Tomas Francks tenorsax med alder og myndighed afrunder det meget fint spillende orkester. 


Jeppe Gram arbejder med variationer over The Blues. Det er jazz ud over det hele. Mangler du at blive overbevist, så lyt til The Shooter eller For the love of the old beat.  

Bandcamp

Ingen kommentarer: