I denne uge har jeg fundet tre af de allerstørste navne fra jazzen frem - og de fik ikke megen ros i samtiden for at have valgt discovejen. Herbie Hancock gik hele vejen og fik smæk af anmelderne. Mens Sonny Rollins var på fransk visit i discoen og slap nådigt for tæsk. Den sidste Art Farmer fik ikke så hård en medfart, som det kan ses i anmeldelsen fra MM i 1977.
YOU BET YOUR LOVE
Herbie Hancock (keyboards) 1940-
Feeds, don’t fail me now (Columbia 1979)
Det er svært at komme uden om Herbie Hancock, når historien om disco jazz skal skrives. Han spillede den mest funky jazz, der kunne opdrives i 70'erne. Årene hos Miles Davis satte sit præg på de første mere syrede funk plader i 70'erne, inden han landede mesterværket Headhunters i 1973. Det var her, hvor man fandt en stor del af det fundament, som Herbie Hancock stod på i resten af 70'erne. Det var groovy funky jazz, hvor der blev eksperimenteret og udviklet. Thrust, Man-Child og Secrets er alle top funk favoritter. Det var sent i disco-æraen, at Herbie Hancock endelig tjekkede ind og satte spot på spejlkuglen. I 1978 kommer Sunlight, der ikke er et fuldbyrdet forsøg ud i genren. Herbie begynder at synge - gennem en vocoder og scorede et hit med I Thought it was you i Storbritanien.
Med Feets don't fail me now er han endelig i sync med disco'en. Det sker i 1979 - mens discoen kører på de sidste dråber benzin, inden den går i stå i 1980. Med mere end 40 års afstand behøver man ikke at være i sync når man lytter. I stedet kan man nyde disco jazz genialiteterne You bet your love og Tell Everybody. You Bet your love ramte en 18. plads på den engelske hitliste. Det er heftigt disconummer med tommelfinger-bas, funky guitar, håndklap og Hancocks signatur vocoder vokal. Jeg har den på 12”single og elsker den.
“This album is a real candidate to be a worst Hancock album ever.” Bruger på websitet Prog Archives om albummet Feets, don’t fail me now.
“Herbie Hancock’s electric records up until this point were marked by intelligence and adventure, even at their most earthy. But no, this one doesn't have an ounce of either. Herbie falls hook, line and sinker for the disco fad and submerges his personality underneath the plastic vocals and four-on-the-floor disco beat.” Anmeldelse på Allmusic, hvor albummet indkassererer 1 ud af 5 stjerner.
I 1983 er Herbie Hancock helt i sync med samtiden og skaber det genredefinerende nummer Rock It, hvor scratch, electro, funk og jazz smelter sammen. Han scorer et kæmpehit og en masse nye fans - inklusive mig.
DISCO MONK
Sonny Rollins (tenorsaxofon) 1930-
Don’t Ask (Milestone 1979)
Hvad nu hvis Thelonious Monk havde spillet disco? Så havde det måske lydt sådan her. Det er tenorsaxofonisten Sonny Rollins’ udsagn om Disco Monk. To måneder efter at han havde indspillet nummeret spillede han på Pori Jazz Festival I Finland. Her spillede han nummeret der også blev indspillet. I 2016 dukkede den op på albummet Holding the stage - Road Shows vol. 4. I den forbindelse fortalte han at:
“Disco was everywhere back then—disco this and disco that. You couldn’t escape it. As you know, I love all kinds of music, so we started playing with this soulful, disco feel and I heard Monk in there. I wanted people to know that there were other things out there besides disco. Disco and Monk were supposed to be at two opposite ends of the spectrum. On one end you had disco, which some people thought was superficial. On the other you had Monk’s music, which others thought sounded strange. I wanted to bring them together—to show jazz fans that disco could be beautiful and to show people who loved disco that Thelonious Monk was special, too. You know, disco is great but here’s Monk, that it’s all one in the sense that all good music is one. By bringing the two together, I wanted to find something new in their togetherness, that there’s unity in their forms. That’s what I was seeking. That’s just the way I think, so the song was perfect for me.”
Jeg kan ikke helt gennemskue om der er en form for tilbageholdt begejstring eller decideret flovhed overfor disco mellem linjerne. Begejstringen for Monk kan man til gengæld kke tage fejl af. Faktum er dog at nummeret ikke tilgængeligt på Spotify, hvor den sammen med Don’t Ask pladens andet dansable nummer Harlem Boys holdes skjult for masserne. Det er en skam, for den en forrygende. Den er lidt svær at servere for dansegulvet, da der er nogle rolige balladepassager, der stopper festen flere gange. Efter at det er sket anden gang, så åbnes der til gengæld op for sluserne. Larry Coryell leverer en fed funky guitarsolo, hvor koklokken får tæsk og bassen funker afsted. Sonny Rollins fyldige tenorsax tager over i et sidste balladestykke inden de alle giver den gas.
Pladens åbningsnummer Harlem Boys har et steady groove og egner sig godt til et dansegulv. Sonny Rollins sveder for på saxofonen.
CRAWL SPACE
Art Farmer (trompet/flygelhorn) 1928-199
Crawl Space (CTI 1977)
“Jeg ved ikke, om der er noget at sige til, at jazzfolkene gerne vil have lidt af den kage, de senere elektrificerede år har rørt sammen. Det siges endog fra pålidelig kilde, at et disco-album med Dizzy Gillespie er på vej.
Når imidlertid kagen skæres ud i så velsmagende stykker som trompetisten og flygelhornspilleren Art Farmer gør det på "Crawl Space" er der også musikalsk belæg for at hoppe på vognen. Nu er han godt hjulpet med sin backing - Eric Gale (g), Dave Grusin (keyb), Will Lee og George Mraz (b) og Steve Gadd (dm), og han har en sjældent hørt gæst med sig - fløjtenisten Jeremy Steig.
Da Farmer nogle år i slutningen af 60'erne boede i Wien spillede han bl.a. sammen med pianisten Fritz Pauer. Han står her for et par gode kompositioner, "Siddharta" og "Petite Belle". Musikken er ikke så hektisk som meget af den New York'ske Creed Taylor-musik og der er hele den CTI'ske sildesalat i form af snesevis af sangere, blæsere og strygere. Farmers lidt sentimentale flygelhornspil bæres godt frem af Lee's markante basspil - og Gale siger med meget få ord. En behagelig stille plade i tidens stil - uden dens værste uhyrligheder .”
Jens Jørn Gjedsted i MM oktober/november 1977
Som Jens Jørn Gjedsted skriver, så er Art Farmers plade en behagelig stille plade i tidens stil. Ligefrem “uden dens værste uhyrligheder”. Titelnummeret Crawl Space er en tung funky groovy sag med en helt outstanding fløjtesolo fra Jeremy Steig. Den er er skridt tilbage fra dansegulvet, hvor man kan stå i halvmørket. Disco’en rumler inde i maven på pladen. Måske svigter jeg disco jazz begrebet lidt ved at medtage pladen. Fakta er dog, at du ikke kan stå stille, hvis du har svaj nok i bukserne og et shiny dansegulv i sigte.
Art Farmer lavede gennem karrieren flere albums der hører hjemme i enhver sund jazzhusholdning. Lige fra The Art Farmer Septet, der blev indspillet i 1953-54 og udgivet i 1956 over hans svenske plade fra 1964 til ovennævnte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar