Viser opslag med etiketten ambient. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ambient. Vis alle opslag

tirsdag, februar 10, 2026

Palle Mikkelborg: Light (Loveland Records) LP/CD/digital

 

Der findes ingen dansk jazzmusiker, der har haft større betydning for mit liv som musiklytter end Palle Mikkelborg. Han var med på den allerførste LP jeg fik som 9 årig. Det var Gasolin's Efter endnu en dag. Jeg hørte nummeret Stenalderjazz, som han havde skrevet, igen og igen, forstod ingenting og jeg elskede det. I firserne var det som medlem af trioen med Niels Henning Ørsted Pedersen og Kenneth Knudsen, at jeg oplevede ham adskillige gange på scene. Siden fulgte en opdagelse af alle de fede ting som han havde været inde over i løbet af karrieren. Jeg var med til at lave en af de første koncerter med Palle Mikkelborg og Blood Sweat Drum'n'bass i 2007 og har endnu ikke glemt det. Det var også første gang jeg mødte ham. Han gav hånd på en måde som jeg sjældent har oplevet det. Der var en Yoda-lignende kraft i ham, der fik hele verden til at stå stille i det øjeblik, vi mødtes.


Palle Mikkelborg er her stadig. Han har udgivet det som nok bliver hans sidste plade. Pladen er udgivet kort før han bliver 85 år. Det er Jakob Bro, der har hjulpet ham med at realisere albummet Light. Mikkelborg har med hjælp fra ganske få lavet den plade, som jeg har drømt om at han skulle lave I flere år. Det er ambient jazz, hvor Mikkelborgs ro og musikalske lys får lov til, at skinne. Åbningsnummeret At tænde lys er en hyldest til komponisten Per Nørgaard, på den efterfølgende Ambient spiller Mikkelborg på klaver ledsaget af klangflader. Der er flere numre, hvor trompet og flygelhorn er trådt i baggrunden for i stedet at lade stemningerne flyde. Lyset er det gennemgående tema. Når han på Wind spiller trompet med tilhørende rumklang bliver det ikke mere rent og klart Mikkelborg. Pladen lukker ned Thomas Laubs Stille hjerte, sol går ned, hvor Palle Mikkelborg er sammen med hustruen Helen Davies på harpe og Jakob Bro på guitar, der suppleres af kor soundscapes. Det er monumentalt og enkelt på samme tid. Light er ikke bare et højdepunkt i Palle Mikkelborgs karriere, det er den også i dansk jazz.

Bandcamp

tirsdag, december 23, 2025

Mikkel B. Grevsen: Gartneriet/Gartneriet Brudstykker og Bevægelser (Blue Blitz Music) LP/digital

 

Først og fremmest beklager jeg at det bliver lidt nørdet til at starte med. Men det har betydning for musikken. Først sendte Mikkel B. Grevsen, der er bedst kendt for sit arbejde med Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter, et link til filerne til Gartneriet, så gik der lidt tid, så sendte han endnu et link, der var til filerne til Gartneriet Brudstykker og Bevægelser, der er en selvstændig udgivelse og som titlen antyder, hænger tæt sammen med den første. Nu kommer det nørdede. Begge udgivelser er ude på vinyl og jeg forventede at der kom to vinyler, da det drejede som 2 x 31 minutters (og vinylhovedreglen er at der kan være maksimalt 20 minutter på en pladeside). Det var ikke et dobbeltalbum. Det hele er på en LP og det kan det være fordi musikkens dynamik ikke er så voldsom - der er ikke trommer og den slags.


Han er en mester i at lave musik der skal ledsage noget, som eksempelvis Søren Ulrik Thomsens digte. Denne gang skal det ikke ledsage noget. I stedet er det Grevsen der folder sig ud på hovedinstrumentet trompet, suppleret af mellofon og en lang række synthesizere, der alle er nævnt på coveret. Det er flydende stemninger med betegnende titler som Rolig og vågen, Lyset kommer, Flimrende himmel og Haven. På Gartneriet - Brudstykker & bevægelser får vi andre stemninger fra de samme numre som på Gartneriet. Det hele foregår i en rolig ånd. Grevsen laver lydlandskaber, der ikke befinder sig i nogen tidsalder. Det er elektronisk musik, hvor trompeten flyver henover landskaberne og skaber et overblik og en stringens. Han har et afsæt i klassisk musik og der er linjer til nogle af den danske elektroniske musiks mestre som Else Marie Pade, Fuzzy eller Jørgen Plaetner. Alligevel er Grevsen helt sin egen og begge udgivelser på det der er en samlet udgivelse er fænomenale.

Hvis du vil købe pladen, skal du bare kontakte Mikkel B. Grevsen på Facebook. 

Mikkel Grevsen på Facebook

søndag, december 07, 2025

Niels de Fine Olivarius: Efterklang (Niels de Fine Olivarius) digital

 

Der var noget over navnet, hvor kendte jeg det fra? En hurtig søgning her på bloggen, ledte mig på vej. Niels de Fine Olivarius er trompetist og manden bag bandet Regnfang, der har et par fine udgivelser på samvittigheden.


På den aktuelle udgivelse i eget navn spiller Niels de Fine Olivarius ikke på trompet. Han spiller klaver og er helt alene. 

Efterklang er 6 numre, der tager et lille kvarter. Han nævner selv Nils Frahm og Olafur Arnalds som stilistiske kolleger. 


Olivarius har taget det enkle og smukke klaverspil til sig. Han har et udspring i jazzen og der kan ligeledes høres elementer af klassisk musik og filmiske stemninger. Det er alt andet end en højt råbende udgivelse. Så meget desto mere, er der grund til at tage den til sig. Efterklang er et udspil, der giver lyst til mere af den slags fra Niels de Fine Olivarius.

torsdag, oktober 16, 2025

Occam: Components (New Vehicle) digital

 

Bag navnet Occam finder man fynske Hans Mydtskov, der er kendt for sit saxofonspil i bla. Soul Station. På denne plade er han helt alene og supplerer saxofonen med basklarinet, EWI og looping. Desuden har han selv produceret og skrevet musikken. Alle lydene er frembragt af blæserinstrumenterne. Med loops og effekter er der vokset et originalt musikalsk univers frem fra en musiker, der bekender sig til 70’ernes fusionsjazz og progrock men også psych, moderne klassisk musik og folkemusik.


Det jeg hører er elektronisk musik med soundscapes som basen, hvorpå der lægges et kvalificeret lag af en nysgerrig musikalsk opdagelsesrejse. Der er den folkagtige Was eller den dystre Gravel, hvor lyden af det vi kender som saxofon træder tydeligt frem. Der er også Sight, der har udviklet sig til, at være min favorit. Basklarinetten giver bunden, mens der flyver sfæriske toner ind i det minimalistiske stykke musik, der passer godt til kl. 3 om natten, hvor der er mennesketomt i gaderne. 


Trænger du til filmisk musik, der ikke ligner noget andet, så er Hans Mydtskovs Occam et godt sted at besøge.

Streaming

onsdag, oktober 15, 2025

Jakob Bro & Midori Takada: あなたに出会うまで / Until I Met You (Loveland Records) LP/digital

 

Vi mødte den japanske kunstner Midori Takada i dokumentarfilmen Music for Black Pigeons, hvor Jakob Bro var begyndt at samarbejde med percussionisten. Nu er der kommet en plade med de to musikere. Jakob Bro har gennem mange år nærmet sig de japanske kultur mere og mere. Han har lært sig sproget og Bros søgen mod det enkle og dyrkelse af det æstetiske i musikken går fint i spænd med Midori Takadas musikalske udtryk. Takadas debutplade fra 1983, Through the looking Glass er en klassiker indenfor minimalistisk musik.


Musikken er indspillet i Tokyo for et år siden. Jakob Bro spiller udelukkende på akustisk guitar mens Takada både spiller på klaver, marimba og percussion. Jakob Bro vil udtrykke sig med lyd og har ikke andre ambitioner med sit instrument end at kunne skabe smukke øjeblikke sammen med sine medmusikere. Hvilket lykkes med Takada, der kan forvandle et øjeblik af ingenting til noget meningsfuldt givende.


Albummet svømmer over af skønheden i det enkle. Numre som Floating Forest eller A brief rest of Sisyphos er et par gode eksempler. Pladen viser en ny side af Jakob Bros udtryk. Det er blevet en meget vellykket og holdbar plade, der kun kan få en stor anbefaling herfra.

Bandcamp

lørdag, juni 21, 2025

Tomas Raae feat. Eline Hellerud Åsbakk: …før de spredtes (Kontentum) LP/digital

 

Kort fortalt er …før de spredtes, et ambient nordic jazz album. Den lidt længere version er, at det også er umanerligt vellykket. Det er en genialitet at Tomas Raae har inviteret den norske sangerinde Eline Hellerud Åsbakk indenfor. Hun medvirkede på Svanborg Kardybs debutalbum på et enkelt nummer, Ett Lite øyeblikk bare og satte sig eftertrykkeligt i min hukommelse. Hendes stemme er i særklasse.


Da den første single fra pladen dukkede op på streaming-tjenesterne var jeg solgt med det samme. Åsbakk synger Nordens ældste nedskrevne melodi, Drømte mig en drøm i nat. Sjældent har en frostklar sang været så varm og inderlig som det er tilfældet med deres fortolkning. Pladen indeholder både nyskrevet musik og gamle folkeviser.


Det er Tomas Raae der har skabt det originale musikalske univers. Soundscapes veksler med roligt spillede melodier, hvor lyde, toner, klange og Åsbakks stemme finder sammen. LP’ens side B åbner med Venelite, der også er en gammel folkevise. Den lærte jeg at kende gennem Sorten Muld i 90’erne i deres medrivende folktronica version. I Raae og Åsbakk’s udgave er det dejligt jazzet. Bjørn Heebøll spiller whiskers på nummeret mens Lars Emil Riis spiller piano. Den er med til understrege bredden på albummet der er sammenhængende i lyd og stemning.


…før de spredtes er ny nordisk jazz i sin helt egen klasse. Den får en stor anbefaling herfra.

Bonusinfo:
Tomas Raae og Eline Hellerud Åsbakk spiller i Svenska Gustafskyrkan i København d. 10. juli

Bandcamp


mandag, maj 19, 2025

Rumpistol: Nebula (The Rust Music) LP/digital

 

Det er over 20 år siden, at Jens Berents Christensen aka. Rumpistol udsendte sit første album. Læsere af denne blog kender ham også fra Kalaha. I 2020 udsendte han den første plade, After the flood, i det der blev en ambient klaver trilogi. Man kunne godt tale om en Rumpistol version 2. Alle tre plader blev anmeldt her på bloggen - der var rigtigt meget at komme efter for jazzorienterede lyttere. 


Nu er han gået i gang med Rumpistol version 3. Her tager han elementerne fra hele karrieren og blander sammen. Han går endda længere tilbage. Før der var noget der hed karriere.


Han er draget ud i rummet og har opkaldt pladen efter Nebula, betegnelsen for den sky af støv og gas, hvor solsystemet blev dannet. Han har samlet et stærkt hold af musikere, som han også spiller med live. Emil de Waal på trommer, Sven Meinild på blæserinstrumenter, Maria Jagd på violin og bratsch , Anders Stig Møller på bas, Anna Roemer på guitar etc. Rumpistol tager sig af klaver, Würlitzer og diverse synthesizers.


Musikalsk er det en blanding af elektronisk, jazz, neoklassisk, space rock og ambient. Der er elementer der bringer mig tilbage til den elektroniske musik, hvor Tangerine Dream, Klaus Schulze og såmænd også Jean-Michel Jarre herskede. Musikken har et levende og organisk udtryk, hvor Rumpistol har trukket på de mange erfaringer han har gjort gennem liveoptrædender. Det er her, hvor Rumpistol meget tydeligt er i nutiden. Det er ikke et retro projekt. Det er her og nu. Nebula udkommer på det amerikanske selskab The Rust Music - og selv om jeg ikke er ekspert indenfor elektronisk musik, så spår jeg pladen gode chancer i udlandet. Trænger du til at blive overbevist, så lyt til Pale Blue Dot eller Stargazer.

Bandcamp

søndag, december 01, 2024

Lars Fiil: New Ground (Fiil Free Records) digital

 

Jeg fik musikken i god tid før udgivelsen og nu er der gået præcis en måned siden den udkom. Endelig har jeg fået tid til at sætte ord på en af de smukkeste danske jazzudgivelser der er kommet i år. Det er Lars Fiils New Ground. 


Lars Fiil har bevæget sig rundt i dansk jazz i mange år uden, at få en opmærksomhed der er proportional med talentet. I egne projekter som Fiil Free og Frit Fald, hvor det har været den frie improvisatoriske jazz der har været i centrum eller som sideman i I Think You’re Awesome.

Nu føjer han et nyt kapitel til karrieren, der bør få fleres ører i retning af manden. 


Han er sammen med bassisten Nicolai Kaas Claesson og trommeslageren Matt Carroll aka. SloGlo. De har lavet et moderne nordisk jazzalbum med akustiske klangflader og ambient elektroniske teksturer. Helt grundlæggende står det på nogle gode melodier, der sammen med måden det præsenteres på, går direkte i hjertet.


Klarinettisten Carolyn Goodwyn er gæst på A question of time, ligesom trompetisten Jakob Sørensen er det på et par numre. De tilføjer lidt ekstra til det i forvejen fuldendte univers. Lars Fiils musik bør få samme opmærksomhed som Bremer/McCoy, Svaneborg/Kardyb og Hvalfugl. Den har, ligesom de andre sin egen originale karakter, oven i den umiddelbart lette tilgængelighed, der kommer af det genkendelige melankolske nordiske jazzsprog.


Hvis du ikke forstår hvad jeg skriver, så tjek lige nummeret It is what it is ud.


Lars Fiil får en kæmpe anbefaling herfra.

Bandcamp

lørdag, oktober 19, 2024

Henrik Pultz Melbye: Drømmene (Wetwear) Kassettebånd/digital

Saxofonisten Henrik Pultz Melbye, som bla. er med i SVIN, laver også nogle spændende soloting. Han er ligesom guitaristen Lars Bech Pilgaard fra SVIN, også aktuel med et soloalbum dette efterår. Henrik Pultz Melbye benytter sig af saxofoner, EWI og effekter. Inspirationen kommer fra Brian Eno, Jon Hassel, Harrold Budd, Kate Bush, Jules Reidy og mange andre.


Albummet åbner med Drømmen, hvor saxofonen står rent og alene uden effekter. Gentagelser, der ændrer sig en lille smule undervejs, minder om minimalistisk musik. Henrik Pultz Melbye undersøger stederne, hvor drømmene kommer fra og opstår. Drømmene fra søvnen om natten eller dagdrømmerierne.


Musikalsk er det et filmisk univers, hvor han tager os gennem det storladne og fremtidsagtige som nummeret Månen. Der er det støjende og grumme som nummeret Himlen. Det infernoagtige og summende som nummeret byen. Henrik Pultz Melbyes musikalske fortællinger om Drømmene er som taget ud af underbevidstheden. Farligt og fascinerende.

Bandcamp

 

mandag, maj 27, 2024

Turist: Erobotica (Glorious Records) LP/digital

 

Rasmus Kjær lavede pladen Turist i 2019, nu bruger han den pladetitel som kunstnernavn på det nye album, Erobotica. Han har tidligere bla. været med i Under Byen, lavet jazz og ikke mindst en orgelimprovisationsplade.

På det nye album får han hjælp på noget af pladen fra Anders Bach på trommer og Jacob Haubjerg på bas. Desuden medvirker Marcela Lucatelli på vokal og Jeppe Højgaard på enkelte numre. 

Pladen kan vel grundlæggende kategoriseres som en elektronisk plade, Rasmus Kjær bidrager med synth, trommemaskine, vokal og samples på pladen. Det handler om det erotiske forhold til maskinerne i en parallel tid, hvor AI ikke hersker. Rasmus Kjær bruger den analoge håndspillede elektroniske musik, der på mange måder kan pege tilbage på 80’ernes mere uskyldige og nysgerrige elektroniske musik. Her er elementer af blød funk, ambient, kraut, new age, r’n’b og pop. 

Det kan på mange måder godt minde om Hess is More, der også er lavet af en eksiljazzmusiker. Turist er både med humor og alvor og ikke uden charme. 

Bandcamp

onsdag, april 10, 2024

Anna Roemer: Blåregn (Anna Roemer) LP/digital

 

Jeg tror at det meste musik er lavet til at blive hørt højt. Tag nu den her plade. Anna Roemers anden soloplade. Efter at have hørt den ved lav volume, ganske mange gange og nydt det, så lagde jeg den på pladespilleren og skruede op for anlægget. Detaljerne begyndte at flyde mig i møde. Selv om hun er alene med guitaren, så omgiver hun sig med effekter og klangflader. Ligesom på den forrige, er produceren Rasmus Juncker en vigtig støtte i den flotte lydverden som Anna Roemer åbner op for.

Anna Roemers far døde kort udgivelsen af albummet Azure for halvandet år siden. Det var ham der havde lært Anna de første akkorder og sidenhen altid støttede hende i musikken. Han døde efter et kort sygdomsforløb. Musikken blev efterfølgende brugt som en form for terapi. Frem af det voksede albummet Blåregn, der er opkaldt efter et træ i forældrenes have. 

Det er et meget melodisk og imødekommende album, der i sin sjæl vil favne livet. Det er musik der rækker ud til lytteren, hvilket på mange måder er med til at understrege, hvorfor Anna Roemer er noget særligt. Med nogle enkle melodier sætter hun stemning og følelse. Hun er ikke søgende eller tvivlende. Hun er tilstede for sin far, for musikken og i sidste for lytteren.

Bandcamp

torsdag, januar 04, 2024

Fabrizio Paterlini: Riverscape (Memorec) LP/digital >>
Kristel Schneider: Riverscape - bog

 

Den franske flod L’Allier har sit udspring i Massif Centrale og løber nordpå hvor den slutter sig til Loire-floden, der ender i Atlanterhavet. Den 425 km lange flod er en af de sidste utæmmede floder i Europa. 

Den hollandske fotograf Kristel Schneider der bor i Frankrig tæt ved floden tog kontakt til den italienske musiker Fabrizio Paterlini om et samarbejde. Hendes fotobog med billeder af floden og naturen omkring skulle have et soundtrack, en LP som Fabrizio Paterlini skulle stå for.

Paterlini er en pianist der bevæger sig i moderne klassisk musik med referencer til ambient musik. Det er rolige klavertoner med en masse rum og tid til at lade klangen tindre i luften. Han supplerer med elektroniske klangflader der kan fylde meget og massivt - endda til den let dystre side. De komplementerer en flod der ikke lader sig styre. 

Fotobog og LP er superflotte og hænger godt sammen. Der er givet fuld gas på udformningen. LP’en er på klar vinyl og bogen ligger godt i hånden. Det er en god oplevelse, at sidde i stuen og mærke floden der er så langt væk. De bringer den tæt på.

Bandcamp

tirsdag, november 14, 2023

Rumpistol: Going Inside (Raske Plader) LP/digital

 

Det er den sidste plade i Rumpistol alias Jens B. Christensens trilogi af plader, der startede med After the flood i 2020 og blev fulgt op af Isola i 2022. Going Inside er den sidste plade, hvor Rumpistol har vendt blikket og tankerne ind ad efter, at han i mange år lavede udadvendt beatsinflueret elektronisk musik. Han startede med den rolige musik efter en sygdomsperiode med stress, hvor han var tvunget til, at fokusere på noget andet og nyt. At han så modigt og gavmildt deler oplevelserne med os gennem musikken er stort.

Maria Jagd på violin og Line Felding på cello har været med på alle pladerne, ligesom Kristian Hofmann på lapsteel. De er alle tre en vigtig del af Rumpistols lyd, hvor Jens B. Christensen ofte bruger klaveret og supplerer med modular synth. Den nye plade er mere fyldig også stor i lyden. Der er kommet lidt flere musikere med på mange af numrene. Kammeraterne fra Kalaha, Emil de Waal på trommer, Anders Stig Møller på bas og Niclas Knudsen på guitar er med på flere numre, hvor særligt Be Open med Anders Stig Møllers båndløse bas skal fremhæves. Et af pladens helt store numre er uden tvivl Now, der lader os svømme væk i en smuk melodi.

På pladens innersleeve har Jens B. Christensen brugt plads til, at fortælle om psykedelisk terapi , en nyere terapiform indenfor psykiatrien, hvor man bruger psilocybin-svampen i små kontrollerede doser i terapien. Albummet er inspireret af the Copenhagen Music Program for psilocybin assisteret terapi. Jens B. Christensen har med inspiration derfra inddelt pladen i tre faser; en opstignings fase, en top fase og en nedstignings fase. Du kan også bare læne dig tilbage i stolen, skrue godt op for anlægget - der er en lækker lyd på pladen - og tage den med ro. En flot finale på trilogien. Hvordan kommer Rumpistol mon videre herfra?

Bandcamp

onsdag, maj 03, 2023

Henrik Lindstrand: Klangland (One Little Independent) LP/DL/stream

 

Efter at svenske Henrik Lindstrand startede med, at lave soloklaverplader i 2017 med Leken og siden med Nattresan og Nordhem, har han føjet et vægtigt kapitel til en karriere der også inkluderer rockbandet Kashmir og flere sidemen tjanser i jazzen, ikke mindst sammen med landsmanden Thommy Andersson der også bor i Danmark.

Det nyeste album fra Henrik Lindstrand, Klangland er med strygersektion, hvor Thommy Andersson selvfølgelig er med på kontrabassen. Klangland udvider Henrik Lindstrands musikalske rum. Det er nordisk helt ind i sjælen. Der er ro og meget højt til himlen. Det føles som om Henrik Lindstrand fylder rummet ud, mellem os nede på jorden og den store blå himmel. Han folder et mol-farvet tæppe ud hvor jeg blidt svæver afsted.

Klangland er rolige klavertoner der understøttes af en stor strygersektion på 16 mand. Det er fyldigt uden , at blive svulstigt. Det har en neo-klassisk stemning, hvor elementer fra ambient, jazz og filmmusik udgør et væsentligt tillæg.

Det er en meget velfungerende og vellydende plade der godt kan finde et stort publikum.’

Henrik Lindstrand

tirsdag, april 04, 2023

Haftor Medbøe & Konrad Wiszniewski: Poiesis (Subcontinental/Copperfly) kassettebånd/DL/stream

 

Det er ikke ualmindeligt at støde på elementer af genren ambient i nutidens jazz. Det er til gengæld ikke så ofte at jazzmusikere går hele vejen og laver et ambient jazz album. Ligesom der heller ikke er almindeligt at skotske jazzmusikere udkommer på kassettebånd via et indisk pladeselskab. 

De to skotter, jazzguitaristen Haftor Medbøe og Konrad Wiszniewski på sopran- og tenorsax har netop udsendt albummet Poiesis på kassettebånd med hjælp fra et indisk pladeselskab. Det er frit-improviseret musik, hvor Medbøe med en Fender Telecaster og en bunke effekter skaber og væver et klangfuldt tæppe, der lægges ud under Konrad Wiszniewskis saxofon. 

Det er en blanding af nedtonet og poetisk hvæsende støj og feedback. Enkelte gange kan man høre noget der kan identificeres som en guitar. Ellers er det de lange toner og lydflader der hersker. Wiszniewski kan besvare Medbøes guitar på en rolig og afdæmpet måde. De klæder hinanden og får dermed lavet et overraskende og unikt album, der er helt sit eget.

Bandcamp

mandag, oktober 10, 2022

Anna Roemer: Azure (Emulsion Sounds) LP/DL/stream

 

Hun har varmet op til den her udgivelse med EP’en Bakkedraget, der kom for et år siden. Nu foreligger der et helt album, der selvfølgelig er udgivet på vinyl, fra guitaristen Anna Roemer. Jeg har tidligere begejstret skrevet om duoen KALEIIDO, som hun har med saxofonisten Cecilie Strange. 


Her er hun helt alene - eller næsten. Pladen er skabt i tæt samarbejde med produceren Rasmus Juncker og så er saxofonisten Ned Ferm med som gæst på fire numre. Hun har forfinet udtrykket fra sidste års EP. Det er ambient soundscapes med fordybninger. Hun har skabt musikken ud fra en grundlæggende tanke om at udforske idéer gennem gentagelser. Det må bare ikke blive kedeligt eller trivielt. Hun kalder det cirkler, hun gentager elementer og lader dem langsomt udvikle sig på ny - og det bliver aldrig kedeligt.


Hun bruger selvfølgelig loops og effekter på hendes elektriske Jazzmaster guitar. Der er også et par numre med akustisk guitar. Anna Roemer spiller og tænker i stemninger. Hun har et betagende og malende guitarspil, der omgiver mig. Jeg overgiver mig fuldstændigt til de smukke klange, der på Evening Song letter og får mig til at svæve. Ned Ferms tenorsax er perfekt match til Anna Roemer. Jeg vidste at Anna Roemer er gjort af noget helt særligt. Nu føjer hun nye dimensioner til og har lavet en stærkt anbefalelsesværdig plade. 

Anna Roemer på Facebook

tirsdag, april 19, 2022

Rumpistol: Isola (Raske Plader) LP/DL/stream

 

Jens B. Christensen, manden der er inde i Rumpistol valgte en ny musikalsk vej i 2020 med albummet After The Flood, hvor der blev skruet ned for tempo og beats. Den blev lavet efter en hård periode med stress. Denne gang står musikken ikke oven på en stressperiode. Den er snarere end forfinelse af det som Rumpistol startede med på After The Flood. 


Han har holdt fast i Line Felding på cello og Maria Jagd på violin som også har optrådt med ham live. Strygerne passer godt ind i det semi-akustiske univers, der er lyst og præget af optimisme. Han supplerer strygerne og klaveret med diskrete elektroniske lyde - som på Vindheks. Der er godt styr på virkemidlerne qua hans mange åre arbejde med den elektroniske musik. Han bygger flere gange op til episke stemninger - mere og mere - det hvirvler rundt og tager lytteren med.


Han har også inkluderet bassisten Jonathan Bremer og trommeslageren Emil de Waal som nye mænd i Rumpistols univers, hvor jazzen sniger sig mere og mere ind. En anden markant inkludering er Tobias Elof på ukelele og sopranen Nina Smidth-Brewer. Det tilføjer drama og intensitet i de numre hvor de medvirker. Musikken er forførende og filmisk. Jeg kommer til at tænke på Ryuichi Sakamoto - særligt i nummeret Løvfald eller andre gange på Nils Frahm. Det er primært for at hjælpe dig på vej, at jeg nævner dem. Rumpistol er først og fremmest sin egen. Isola er et stærkt anbefalelsesværdigt album. En stor plade i Rumpistols lange karriere - måske den største.

Bandcamp

tirsdag, april 12, 2022

WeGoWhereWeGo (WeGoWhereWeGo) streaming

 

Meditativ ambient improvisation med elementer af jazz og folk er trioen We Go Where We Go’s betegnelse af deres egen musik. Det er en rammende beskrivelse for den musik som strømmer os i møde på deres debutplade, der er indspillet for et par år siden og endelig er udkommet. Trioen består af Spencer Gross (guitar), Lars Emil Riis (keys) og Carolyn Goodwin (sax og klarinet). Det er enkle, svævende og rolige analoge klangflader, der bæres frem af originalitet og nærvær.

WeGoWhereWeGo

mandag, april 04, 2022

ERNA: Mesh (Wetwear) LP/DL/stream

 

Tromme og percussion duoen ERNA med Anders Bach og Kristian Paulsen er aktuelle med minialbummet Mesh. Her præsenteres vi for en flot pulserende ambient plade. Hvor ambientmusikken vanligvis er trommeløs, så er ERNA’s tranceskabende tromme og percussion spil så flydende og dog alligevel med puls, at jeg ledes over i et ambient landskab. De supplerer begge med synth, der frembringer de mere vanligt kendte klangflader.


Det er et dragende musikalsk univers fyldt med stemning. På nummeret Archive gæster Henrik Pultz Melbye og Nils Gröndahl og tilføjer noget ekstra til duoens ellers klare og tydelige udtryk.

Kristian Paulsen og Anders Bach har tidligere lavet nogle kassettebånd sammen og er nu rykket over på vinyl. Det er både en flot lydende plade (produceret af Jens Benz) og et lækkert færdigt produkt (lavet af Nordsø Records). Er du musiknysgerrig, så er der masser af af originalitet hente på pladen.

Wetwear Bandcamp

tirsdag, februar 08, 2022

SVIN & Aarhus Sinfonietta: Elegi (Dacapo) LP/DL/stream

 

Da jeg anmeldte den første plade med SVIN for ti år siden, kaldte jeg dem for et seriøst spark i jazzens boller. Det var heavy-spade, hvinende saxofon og buldrende rocktrommer. Dengang havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg en dag skulle anmelde en plade, hvor SVIN var sammen med Aarhus Sinfonietta.


Det skal jeg så nu. De tre SVIN, Lars Bech Pilgaard på guitar, Henrik Pultz Melbye på saxofoner og klarinet og Thomas Eiler på percussion er kommet i klassisk selskab. Det er ikke et fisefornemt selskab. Det er til gengæld et af bedste danske kammerensembler ud i ny kompositionsmusik som de er sammen med.


Som SVIN har udviklet sig over årene giver det god mening at møde dem i denne indpakning. Allerede fra starten var der elementer af kraut-og progrock. De arbejder de stadig med - bare i en opdateret udgave. De meditative stemningsskabende droner får et ekstra tryk i dybden, når det ni mand store kammerensemble med tre percussionister, er med til at få SVINs musik ud af det intense trykkammer. Det bliver mere pompøst og dynamisk.


Der er elementer fra den elektroniske musiks klangflader, fra filmmusikkens stemningsstøttende og -udvidende univers og fra gadepercussion. Det fornemmes ret stærkt at de tre SVIN-musikeres vanlige grundlag løftes og intensiveres. Mødet mellem SVIN og Århus Sinfonietta udgives af det klassiske pladeselskab Dacapo på dobbeltvinyl i et prunkløst gatefold cover, hvor udtrykket passer godt til musikken. 


En vigtig detalje er at vinylen skal afspilles på 45 omdrejninger, hvilket ikke fremgår af pladens label, men af et klistermærke på det medfølgende plastikydercover, som jeg selvfølgelig smed væk - og nåede først at opdage afspilningsfejlen efter at have hørt det hele i gennem første gang på 33 omdrejninger - nå men det var nu heller ikke ringe - men dog bedst på 45.

Elegi på Bandcamp