Det er ikke første gang, at den danske tenorist Jakob Dinesen har en amerikansk stjernetrommeslager med på et album. Det blev til nogle stykker med afdøde Paul Motian og en med Nasheet Waits. Denne gang er det Jeff Tain Watts. Dinesen drog til USA, nærmere bestemt til Watts’ hjem, der er en nedlagt kirke, hvor akustikken er fantastisk og Dinesen kunne indspille albummet.
For nylig talte jeg med min far om Dinesen og han refererede til de gange, hvor han have oplevet Dinesen sammen med Hugo Rasmussen, der med sit All Starz hold havde samlet nogle yngre musikere omkring sig. Dinesen fører arven videre og gør noget lignende ved at have de 30 år yngre musikere, Jacob Artved på guitar og Felix Moseholm på bas med sig. Det er et klogt træk. De spiller med et uimponeret overskud og en frisk ligefremhed, der sætter ild til Dinesen og Watts. Artved og Moseholm er stadig på eventyr og ved at finde sig selv i den jazzverden, hvor Dinesen med sin afklarede, sikre og følsomme tone ved hvad han kan og vil. Det passer godt sammen.
Jeff Tain Watts er ikke uden grund en af de helt store trommeslagere i jazzen i dag. Han er træfsikker og præcis, hvilket giver de tre danskere et solidt grundlag. Det bruger de, når de spiller Dinesens musik, suppleret med Geri Allens Unconditional Love og Ellington’s Melancholia. Det er et rigtigt stærkt album som Dino giver os denne gang. Status er, at han stadig er en af mine største tenorhelte herhjemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar