onsdag, august 24, 2022

Kalaha + Hilal Kaya with Aarhus Jazz Orchestra: Tutku (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er kulminationen på samarbejdet mellem electrojazz bandet Kalaha og sangerinden med de tyrkiske rødder, Hilal Kaya. Efter at have været med som gæst på Kalaha albums i ‘19 og ‘21 træder hun nu ind i en mere fremtrædende rolle. Den rolle tager hun med overskud, elegance og finesse. For at toppe det, så var Aarhus Jazz Orchestra under ledelse af “Chappe” også med i studiet. 


Du skal forestille dig en blanding af tyrkisk pop og psych, electronica, big band og al den jazz. Det er storslået, festligt og forførende. 


Albummet åbner med introen Tutku, der går over i hittet Cok Küstüm, dyb dansebas, big band messing riffs og Hilal Kayas vokal, der skinner så flot og klart. Hilal Kaya sang står også tydeligt i den tindrende Dinle Dünya, hvor anatolsk røgelse stiger fra pladen mens Niclas Knudsen sender en velplaceret guitarsolo afsted.


Disconummeret Disko Yolu er en højdespringer.  Melodi Grand prix stemning som i 70’erne tilføjet mellemøstlig mystik og sang. Jeg er lykkelig. Blæserarrangementet af Søren Bang Rasmussen er i Allan Botschinsky klasse. Den efterfølgende Ince Ince er et cover af Selda Bagcan’s sang fra 1976. Den er en forrygende hyldest til tyrkisk psych-folk.


Tutku er med alle sine retninger og inspirationer en sammenhængende og meget anbefalelsesværdig plade - ikke mindst i kraft af Hilal Kaya!

Kalaha Bandcamp

Ingen kommentarer: