Har du fulgt med i mange år på min blog, så er pianisten Morten Schantz ikke ukendt for dig. De to seneste plader som jeg har skrevet om med Schantz, var rene fusionsplader med fokus på analoge keyboards - jeg var begejstret. Skruer vi tiden lidt længere tilbage til 2011 og 2014, så var det klaveret han havde i fokus - og min begejstring var også tilstede.
Nu er han atter aktuel i klavertrioformatet, hvor han som altid er sammen med Morten Ankarfeldt på bas og Janus Templeton på trommer. Percussionisten Ayi Solomon kigger også forbi, ligesom på forrige album. Alt er ved det gamle - bortset fra at der er gået 8 år.
Morten Schantz har melodien som drivmiddel. Den dynamiske slags. Han passer godt sammen med Ankarfeldt og Templeton. De finder sammen med det samme. Trioen er et fyrværkeri. Det er den udadvendte jazz, der kravler ind i kroppen på lytteren. Ayi Solomons dansende percussionspil som vi bla. hører på Mountaineer og Ankarhelten er en fest.
Det er en af den slags plader, der er meget let at anbefale til mange jazzlyttere - og er man som jeg, afhængig af jazzens klavertrioer, så får den en stor anbefaling. Sidste nummer på pladen er titelnummeret, hvor Schantz går i minisuite-mode. Der bygges op og foldes ud. En værdig finale på en vellykket plade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar