John Lamkin: Hot (JazzRoom) LP/digital

 

Her er en plade der oprindeligt kun kom i et begrænset oplag i et private press. Den er med en musiker i hovedrollen, der udelukkende medvirkede på denne ene plade. Det er over fyrre år siden den blev udgivet. Den kunne let hensygne i glemsel.

En gang i mellem dukker de glemte og sjældne plader op til overfladen igen, fordi hard core crate diggers, DJ’s, og nørdede plade arkæologer vil det anderledes. 

Richard Murphy fra pladeselskabet Jazz Room er lige præcis sådan en fyr og cementerer endnu en gang hans store talent i at finde rare shit jazz og udgive det til pladetosser som undertegnede.

John Lamkin var en trompetist fra Washington DC, der i 1981 selv udgav pladen Hot. Titlen indikerer i den grad hvad det handler om. Det er glohed funky jazz med en trompetist der ikke er bange for at trykke den af som en anden Donald Byrd. Dybest set er pladen udkommet alt for sent og har tidligt i 80’erne lydt som noget bedaget 70’er hejs. Men med nutidens ører (og særligt mine) der er mere venligt stemt overfor 70’er lyden end man var i 80’erne, så er pladen Hot en fuldfed genudgivelse. Bevares der er da et par vokalnumre, der ikke holder og er ganske lamme. Det glemmes når man hører resten af pladen. Ticket, 722, Aiya og Hot er fire gode numre til jazz on the floor og en funky jazzfest. 

Bandcamp

Yasuhiro Kohno Trio + one: Song of Island (BBE) >> Masaru Imada Trio: Planets (BBE) >> Per Husby Septett: Peacemaker (BBE)

 

Der er ustyrligt meget dansk jazz der, de seneste 20 år, er udgivet af kunstnerne selv. CD’ens lave produktionsomkostninger gjorde det muligt for mange, at udgive egen musik uden et etableret pladeselskabs indblanding. 

Skruer vi tiden længere tilbage, blev det straks sværere. Alene det, at det skulle udgives på vinyl og at man ikke havde de samme distributionskanaler som i dag, gjorde det til en besværlig proces. Oplagene var små - og det er her, hvor det bliver en omkostningstung affære, at være jazzlytter i dag med hang til den slags. De koster kassen, særligt de mest eftertragtede og dem der aldrig er genudgivet. 

Britiske BBE har lige genudgivet tre af den slags eftertragtede plader. To japanske og en norsk.

Yasuhiro Kohno Trio’s titelnummer fra Song of Island var med opsamlingen J Jazz Deep Modern Jazz From Japan vol. 3 som BBE udgav sidste år. Nu er tiden altså moden til, at vi skal have hele albummet fra 1986, der i sagens natur er ultrasjælden i den oprindelige japanske udgivelse. Pladen tilhører en særlig periode i japansk jazz, hvor dedikerede jazzmusikere dyrkede og værnede om den akustiske jazz mens den digitale musikrevolution buldrede afsted. Vi møder pianisten Yasuhiro Kohno i en kluboptagelse, hvor intensiteten driver nedad væggene. Han er i selskab med sin trio. I dagens anledning er der tilføjet en vibrafonist. Det er kraftfuld og effektiv triojazz i højt tempo, hvor vibrafonisten tilføjer ekstra ild. Blev man forelsket i Song of Island fra J Jazz opsamlingen, er der ingen vej udenom, så er hele albummet en lille guldklump.

Masaru Imada Trio var også med på J Jazz vol. 3 med nummeret Planets. Her får vi hele albummet af samme navn. Tiden er 1977. Igen er det triojazz med melodi og temperament. Masaru Imada, der stadig lever i en alder af 90 år, er en erfaren herre på den japanske jazzscene, hvor han både har været omkring fusionsjazzen og spillet på klubberne i Shibuya området i Tokyo. Pladens højdepunkt er den over et kvarter lange Sea’s Pasture, der er en spirituel triojazz suite.

Per Husby Septetts Peacemaker blev udgivet af Studentersamfundets Plateselskap i 1977 i 500 eksemplarer. Det var deres eneste udgivelse. Med fire blæsere - tre saxofoner og en trompet i front, er der fylde som et lille big band. Albummet åbner og lukker med Charlie Parker kompositioner, der i mellem kommer der et par Kenny Wheeler numre og et par stykker af kapelmesteren og pianisten Per Husby. Pladens titelnummer er en modalkomposition af Harold Land. I det hele taget kommer de godt omkring i jazzen, hvor de også får spillet bossa, bop og ballader. En fin udgivelse der udgives på dobbeltvinyl, der skal afspilles i 45 rpm. Det giver bedre lyd og plads til et ekstra nummer, Lush Life, der aldrig har været ude før. Båndet som Lush Life er taget fra, lyder ikke til at have haft det for godt. Den er markant dårligere i lyden end de andre numre.

BBE Music

Bertil Strandbergs Kvintett: Cirrus (Frederiksberg Records) LP/DL

I 1973 indspillede trombonisten Bertil Strandberg sammen med en kvintet, albummet Cirrus. Det er en af den slags plader, der kun er vokset med tiden. Hvilket også betyder at prisen er blevet rigtigt høj på et original eksemplar af pladen. Det har desværre også været den eneste måde man kunne fat i musikken, da den aldrig er genudgivet. Det har entusiast selskabet Frederiksberg Records gjort noget ved. De har nu genudgivet den i meget gennemført udgave. 

På coveret sidder der en sticker, hvor Sonic Youth legenden Thurston Moore er citeret for at sige: “ A rare-as-hen’s-teeth masterpiece newly unwrapped for your Sonic pleasure head.” Mats Gustafsson har med stor indsigt skrevet nogle omfangsrige linernotes.

Når to musikere fra den hårdt slående ende af musikverdenen anbefaler et album, så kunne man forledes til, at tro at den også er i den vilde ende af jazzen. Det er den ikke. Det er til gengæld et vanvittigt vellykket møde mellem modal jazz og spiritual jazz. Sammen med broderen Göran på piano, Ove Gustavsson på bas, Bjarne Boman på trommer og den på det tidspunkt nyankomne amerikaner til Sverige, Ed Epstein på tenorsaxofon har Bertil Strandberg et stærkt grundlag for at få omsat sin musik.

Göran Strandberg har et nærmest dansende klaverspil, der sprudler af overskud og lethed. Det er Mats Gustafsson også inde på i sine linernotes. Men mest af alt så løber Göran med opmærskomheden i kraft af de fire ud af seks kompositioner som han har bidraget med. Det er melodier med elegance og rigeligt med materiale til de enkelte musikere, at arbejde med.

Arbejde med materialet gør de i allerhøjeste grad. Ed Epstein er bare en ung klør på det her tidspunkt og spiller med en pondus og styrke der passer perfekt til musikken. 

Bertil Strandbergs trombonespil er i den bedste svenske tradition fra både Åke Persson og Eje Thelin. Cirrus er en af den slags genudgivelser der er med til at bekræfte, hvorfor der overhovedet er noget der bør hedde genudgivelse. Det laves ikke bedre - og her handler det både om musik og udgivelse.

Bandcamp

Ben Webster: Plays Ballads (Storyville) LP/DL/stream

Det er en regulær “No brainer”, at lave en plade med ballader spillet af Ben Webster. Det er fair nok, hvis man ikke kan lide det. Der findes også folk der ikke kan lide kaffe, ost eller øl. De går jo ikke nødvendigvis rundt og er deprimerede af den grund. Fra min stol kan jeg til gengæld berette om et lykkeligt liv, hvor kaffe, ost, øl og Ben Webster ballader er med til at skabe så intens en glæde, at den kan sammenlignes med kærlighed.

Storyville har genudsendt Ben Webster plays ballads på vinyl, der oprindeligt udkom i 1988. I øvrigt samtidig med Ben Webster plays Duke Ellington. Fælles for begge plader er at musikken er hentet fra indspilninger fra 1967-71, hvor den amerikanske stjernetenor spillede sammen med danske musikere: NHØP, Ole Kock Hansen og mange andre, samt andre amerikanere på kortere eller længere ophold i Danmark. I øvrigt kan musikken fra alle indspilningerne erhverves som en 7-dobbelt CD-boks, som Storyville lavede i 2007.

Vi præsenteres for et par af de uforlignelige arrangementer for stort orkester af Niels Jørgen Steen, hvor Ben Webster med Cry me a river og Greensleeves sætter ballade-standarden. Ellers møder vi Webster med mindre grupper, hvor cremen af datidens danske jazzmusikere spiller op til deres bedste. Selv om pladen er en blandet landhandel, så er den også totalt og aldeles vigtig at have i nærheden af pladespilleren. Det er en plade, der skal høres en gang i mellem. Måske bliver verden ikke et bedre sted, bare fordi du hører Ben Webster ballader. Men din verden bliver med garanti bedre.

Storyville Records

Sahib Shihab: Sentiments (Storyville)

Det er en af den slags plader, der i den danske original-udgave fra 1972, har rundet 1000 kroners mærket (endnu mere, hvis du tjekker Discogs). Selv var jeg så heldig at finde den vellydende japanske udgave fra 1975 til rimelige penge for få år siden. Det var en af mine yndlingsplader, som jeg fik ind i samlingen. Jeg havde den allerede på den CD, som Storyville havde lavet i 2005, der også indeholdt LP’en Sahib Shihab and The Danish Radio Jazz Group. Har du den, i den originale vinyl-udgave, så er der en mindre pensionsopsparing i den plade.

Nå men tilbage til Sentiments, som Storyville har genudsendt på vinyl. Den amerikanske saxofonist Sahib Shihab boede ligesom landsmændene Webster og Gordon også en periode i Danmark. Han har for længst opnået kult-status blandt jazzens cratediggers. Men har aldrig fået et større gennembrud. Det ændrer genudgivelsen af vinylen, nok heller ikke synderligt på. Til gengæld giver den mulighed for, at jazzlyttere med hang til f.eks. Niels-Henning Ørsted Pedersen kan erhverve sig et særdeles groovy album, hvor den danske stjernebassist spiller røven ud af de brune fløjlsbukser. 

Sahib Shihab, der spiller sopransax og barytonsax på pladen, har skrevet alle numrene. Et af højdepunkterne er det funky titelnummer Sentiments, hvor man skal være en slemt kedelig sag, hvis ikke kroppen reagerer med ryk og dansespasmer. Jimmy Hopps styrer groove-showet fra trommerne Kenny Drew spiller orgel, Sahib Shihab ræser afsted på sopransax og mr. Pedersen spiller el-bas! Pladen er en god blanding af hard bop, modal jazz og skidegod stemning. Åbningsnummeret Ma’nee er også på skydeskiven, når der skal sigtes efter det dansable. Det rolige afslutningsnummer Companionship har Sahib Shihab skrevet sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen. De har begge to nogle gode solopræstationer, hvor Shihab spiller en skøn alt-fløjte, mens NHØP basser den helt ud.

Tak til Storyville for at gøre Sentiments tilgængelig på vinyl igen. Det er en af den slags plader, der holder resten af livet. 

storyvillerecords.com

Lotte Anker: Floating Islands (Centrifuga/ILK) LP

Det er en moderne klassiker fra den danske jazzscene, som entusiast selskabet Centrifuga har genudsendt på vinyl. Optagelsen fra Copenhagen Jazz Festival i 2008 udkom oprindeligt kun på CD - som stort set alle andre udgivelser i 2009. Lotte Ankers album Floating Islands med de to amerikanske musikere Craig Taborn på piano og Gerald Cleaver på trommer er en moderne klassiker af mange grunde. Først og fremmest er det free jazz i sin egen klasse. 

Dengang pladen udkom i efteråret 2009 skrev jeg her på bloggen: “Cleaver og Taborn er nogle højt kvalificerede musikere på den internationale freejazzscene. Sammen med Lotte Anker, der her på pladen både spiller sopran-, alt- og tenorsaxofon, har de endnu en gang lavet en plade, der er totalimproviseret og sammenhængende. Idérigdommen er en af trioens store styrker. Cleaver og Taborn er enten sammen eller hver for sig i opbyggelsen af næsten tranceskabende grooveforløb, som feks. på pladens andet nummer Ritual. Her skaber de et fundament for Anker, der med saxofonen modellerer, forvrænger, pudser og spiller sig ind i musikken. Varmen i Craig Taborns pianospil og nærværet fra alle tre, får ellers svært tilgængelig musik løftet langt udover scenekanten.”

Det er medrivende og har et næsten spirituel løftende forløb henover de to pladesider. Musikken er remastered til denne udgivelse af Lotte Anker og John Fomsgaard, der også stod for masteringen af den oprindelige udgivelse. Da pladen udkom i 2009 var det samtidig med Christian Braad Thomsens bog Drømmejazz, hvor han havde udvalgt de 100 bedste jazzplader, set fra hans stol. Floating Islands var en af få med en dansk kunstner. Braad Thomsen skrev bl.a. om pladen: "Trioen bevæger sig fra det lyriske til det ekspressive, men alle tre musikere er selv i deres vildeste excesser skønhedssøgende, og specielt Lotte Ankers spil er præget af et skulpturelt overblik og har en hymnisk syngende kvalitet.” 

Behøver jeg at nævne, at pladen selvfølgelig kom på Jazznyts liste over de bedste danske jazzudgivelser i 2009. Skal du være god ved dig selv, så køb den og nyd musikken, lyden og sjælen. 

Lotteanker.com

Shackmates (Fiol Records) LP

Kan en jazzplade være charmerende? Den der type, som er helt vildt hyggelig at være sammen med. Der hvor man lader skulderne falde ned med det samme og bare flyder med. Sådan er Schackmates og den plade der udkom for 10 år siden på CD. 8 numre der nemt kunne klemmes ned på den lille sølvskive. 

Fiol Records’ Brian Rindom Larsen holder meget af Schackmates. Så meget at han har genudsendt hele molevitten på vinyl. Da det ikke kan være på en enkelte LP er det blevet til et dobbeltalbum.

Martin Schack på Hammond B3 er i selskab med Jesper Løvdal på tenorsax, Morten Lundgren på trompet og flygelhorn og Karsten Bagge på trommer. Martin Schack har skrevet fire af pladens numre mens Lundgren har skrevet en enkelt. De resterende er standard-klassikeren Tea for two, Charlie Hadens ballade Sandino og Cannonball Adderleys Teaneck. Det er jazz der står på skuldrene af 60’ernes orgelcombos, som blev udgivet af det legendariske pladeselskaber Prestige og Blue Note. 

Det er hard bop jazz, fra tiden efter beboppen, hvor der trækkes tråde til rhythm’n’blues og soul. Det forstår de fire herrer til fulde. Der er en supergod stemning mellem musikerne, hvor Lundgren og Løvdals blæserspil er velformet og lækkert. Bagges swing i trommerne og Schacks Hammond topper det hele på et album, der kan anbefales til alle ungersvendene, der ikke kan få nok af Hammond og klasse-blæs.

Schackmates

Tom Prehn Kvartet (Centrifuga) LP

Det er snart 50 år siden at denne LP blev indspillet i Århus. Det er tidlig dansk avantgarde jazz, der modsat de københavnske kolleger ikke var påvirket i så voldsom grad af John Coltrane, Cecil Taylor, Ornette Coleman eller Albert Ayler. Det var en kvartet der allerede i 1963 gik deres egne veje. Det blev dokumenteret på LP’en Axiom, der aldrig nogensinde udkom. Kvartetten var skuffede over resultatet da de modtog testpresset. Det er med rette den mest sjældne danske jazzplade - og skulle aldrig nogensinde udgives. Det skete dog alligevel sidste år, da amerikanske Corbett vs. Dempsey udgav pladen. Der udkom også et spolebånd - med det 43 minutter lange forløb Centrifuga - inden de i 1967 udsendte denne plade. Den har gennem årene fået en mytologisk status, som en af de mest originale europæiske jazzplader fra perioden.

I spidsen for kvartetten var pianisten Tom Prehn, der var konservatorieuddannet. Det samme var bassisten Poul Ehlers og trommeslageren Preben Vang - der også var janitshar i et symfoniorkester. Sammen med tenorsaxonisten Fritz Krogh havde de den klassiske avantgarde med sig i jazzen. De havde bl.a. hentet inspiration fra Niels Viggo Bentzons Third Stream Music. Det giver kvartetten den unikke europæiske klang. Alligevel er der også en kropslig vildskab og dynamik i musikken, der sender tankerne i retning af den amerikanske freejazz. Læg blot øre til pladens afslutningsnummer Det var en søndag morgen, så er du overbevist. Ehlers er rytmisk flænsende på bassen. Fritz Krogh giver saxofonen en uhæmmet omgang, mens Prehn og Vangs flydende rytmik sender dette nummer op i verdensklasse. Det er meget stærke sager. 

Det er dansk kulturhistorie der skrives her. Kvartetten holdt til i kulturhuset Vestergade 58 i Århus, hvor den senere skuespiller Jens Okking var leder og havde inviteret dem indenfor. Han “producerede” pladen og gav dem et fast øve- og spillested. Kvaliteten er imponerende høj på hele pladen. Fritz Krogh er god til at sende kvartetten mod nye højder, når han trykker den af på saxofonen. Det høres bl.a. på Forløb, et nummer som kvartetten også havde spillet i TV - det var dengang Danmarks Radio turde præsentere smal musik i prime time tv. 

Musikken blev for 15 år siden genudgivet på CD af et amerikansk pladeselskab. Det er først nu, at den atter kan erhverves på vinyl, efter i mange år, at have været en af de mest eftertragtede plader blandt mange jazzsamlere. Det nystartede entusiastselskab Centrifuga har lavet en flot udgivelse, både hvad angår indpakningen med supplerende covernoter og selve lyden. Masterbåndet er gået tabt, så man har brugt et mint eksemplar af det oprindelige album til at overføre lyden til den nye udgivelse. Er man den mindste smule til free og avantgardejazz er denne plade et must i samlingen. Den får en kæmpe anbefaling herfra.

centrifuga.dk