Eva Cassidy with The London Symphony Orchestra: I Can only be me (Blix Street)

 

Da jeg var en ung knægt i firserne købte jeg ofte magasinet Hi-fi & Elektronik. Her var der udover al grejet også musikanmeldelser. Man brugte 13 skalaen som karakter. Her havde man delt det op i Musik, fremførelse, teknik og omslag. Jeg kunne fristes til at tilføje kvalitet på det færdige produkt. Det bliver aktuelt når jeg sidder med det nye album med Eva Cassidy. Jeg har fået fingrene i deluxe udgaven, der er på 2 plader og skal afspilles på 45 omdrejninger. Vinylkvaliteten er i top og helt rolig når der afspilles. Det er i samme liga som det kendes fra det danske presseri Nordsø Records eller de tyske genudgivelses-connoisseurs Speakers Corner. Vi befinder os i klassen lige under MoFi og Analogue Productions. Kendere ved at de koster kassen. Det gør Eva Cassidy pladen ikke. Den sælges i normalt prisleje. Fedt, at der er nogen der holder kvalitetsfanen højt uden at tage ekstra for det.

Musikken er perfekt til en stille aften med partneren eller til en hi-fi anlægs blæresession med vennerne. Det står rasende skarpt.

Der er efterhånden gået 27 år siden sangerinden Eva Cassidy døde i en alder af 33 år. Så det er ikke nyt - men halvnyt materiale som er på pladen. Hun opnåede gigantisk succes med opsamlingen Songbird, der kom 2 år efter hendes død. Pladeselskabet tænkte mange år senere over hvad Eva Cassidy ville have gjort i dag. Der er valgt 9 numre fra hendes repertoire, hvor man har arrangeret musikken for symfoniorkester. Den spilles af London Symphony Orchestra - der suppleres med hendes originale vokalspor og enkelte instrumenter fra originalindspilningerne. Det kunne lyde som gravrøveri. Det gør det ikke. 

Det er gjort nænsomt og resultatet er storladen musik med inspiration fra jazz, folk, blues, soul, pop og country. Det fungerer rigtigt godt med jazzstandards som Autumn Leaves og You’ve Changes og soul-klassikere som People Get ready og Ain’t Sunshine. 

Mine karakterer i bedste Hi-fi & Elektronik stil med tilføjelse af kvalitet på produkt:

Musik: 9

Fremførelse: 10

Teknik: 11

Omslag: 5 (med pil ned)

Kvalitet: 11

Blix Street

Anders Koppel: Mulberry Street Symphony (Cowbell/Unit) LP/CD/DL/stream

 

En af de bedste museumsoplevelser, jeg nogensinde har haft, var besøget på Tenement Museum på Lower East Side i New York City for nogle år siden. Her kan man træde ind i en lejlighed som blev beboet af en italiensk immigrant familie, som den så ud i 1880’erne. Det var fattigt, beskidt og mørkt med en snert af håb. Det er den verden som Anders Koppel har sat musik til på dobbelt-albummet Mulberry Street Symphony. Han har ladet sig inspirere af den danske fotograf Jacob  Riis’ sort/hvid billeder fra bagsiden af 1880’ernes New York. Han har taget udgangspunkt i syv billeder. Symfonien er i syv dele, til hvert billede.

Odense Symfoniorkester under ledelse af Martin Yates spiller Anders Koppels nedskrevne musik. Trioen med sønnen Benjamin Koppel på altsaxofon, Scott Colley på bas og Brian Blade på trommer har en improviserende rolle. De har ikke fået en stak noder de skal spille, de skal forholde sig til det som symfoniorkestret spiller og ud fra det komme med deres musikalske bud.

Det lyder måske rodet. Det er det ikke. Det er tre jazzvirtuoser, der indtager musikken og drysser jazzen ud over den klassiske musik. Det fungerer rigtigt godt. Her er drama og spænding i en grad, så jeg kommer til at tænke på filmmusik, Gershwin, Ellington, Gil Evans eller Claus Ogerman. 

Mulberry Street Symphony er en monumental diamant i rækken af Anders Koppels symfoniske værker. Et mesterstykke, der er gavmildt givende til mange lytninger. Kan klart anbefales til klassiske lyttere med nysgerrighed overfor jazz eller omvendt og nysgerrige lyttere i det hele taget. 

Den er udgivet på dobbelt LP i et flot gatefold cover - og når det er Koppel, så er den selvfølgelig presset hos Nordsø Records.

Turn it over Records

Pharaoh Sanders, Floating Points & The London Symphony Orchestra: Promises (Luaka Bop) LP/CD/DL/stream

 

Som med så megen anden ny musik var jeg nysgerrig og ville lige tjekke den ud. En gennemlytning og jeg var blæst omkuld! Nu er jeg holdt op med at tælle den gange jeg har hørt den. Jeg er overbevist om, at det er et af årets absolut største jazzalbums.

Jeg har ikke fået den tilsendt til anmeldelse men har benyttet mig af Spotify i dette tilfæde. 80 årige Pharoah Sanders har ikke medvirket på en plade med ny musik siden 2014, hvor han var gæst på Chicago/Sao Paulo Undergrounds Primative Jupiter. Alene det burde være grund nok til at spidse ører.

Det nye album har han lavet sammen med den elektroniske musiker og producer Floating Points alias Sam Shepherd og The London Symphony Orchestra. Musikken er et klangflade belagt ambient og minimalistisk univers skabt af Floating Points. Det vokser frem sammen med Pharoah Sanders' magisk varme og flydende saxofon på toppen af det hele. Det er stærkt statement fra en musiker der stadig kan skabe sanselig og spirituel musik.

Musikken former sig over 9 dele eller Movements som de kaldes. Et enkelt stykke spillet af noget der lyder som cembalo eller et lille klokkespil gentages. Strygere fra symfoniorkestret kommer ind og forsvinder igen. Soundscapes fordamper og genopstår. Hen over det hel svæver en musiker, der befinder sig sent i karrieren. Pharoah Sanders spiller med en afklaret inderlighed, hvor der er i livet, er forbindelse hinsides.

Stort stort og meget anbefalelsesværdigt.

Bandcamp

Rikke Sandberg: Playground (Dacapo) CD/DL/stream

Her på jazzbloggen sker det en gang imellem, at der dukker en plade op med noget der minder om klassisk musik. Jazz med inspiration fra klassisk musik eller lignende.

På denne udgivelse er der tale om fullblown klassisk musik. Pianisten Rikke Sandberg er sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester under ledelse af Bo Holten. De spiller Herman D. Koppels 3. klaverkoncert og Pastorale. Jeg kan godt fornemme, at jeg er på udebane - og bliver mildest rusket op ved jazzrødderne. Det er kraftfyldt og medrivende. 

Det er en god optakt til selve grunden til, at den her udgivelse overhovedet er havnet hos mig. 

Anden del handler om Herman D. Koppels 10 klaverstykker opus 20. Her har Koppels barnebarn Benjamin Koppel lavet ni stykker musik, der går i dialog med de oprindelige 10 stykker. De ni nye stykker er duetter mellem Rikke Sandberg og Benjamin Koppel på altsax. Det er dialog mellem generationer. Det er dialog mellem ståsteder. Det er dialog mellem klassisk musik og jazz. Duetterne er også dialoger mellem to gennemmusikalske mennesker, der møder hinanden med nysgerrighed på et meget højt niveau. Man kunne kalde det kammerjazz med en dansk grundtone. Under alle omstændigheder lyder det godt.

Rikke Sandberg

Frans Bak: Sort Symfoni (Unit Shifter) LP/DL/stream

TV-thriller og krimigenren Nordic Noir var ikke klart defineret lige efter årtusindeskiftet. Filmkomponisten og jazzmusikeren Frans Bak havde lavet musik til samtlige film som instruktøren Birger Larsen havde lavet, f.eks Lad isbjørnene danse fra 1990, film der ikke tilhørte krimigenren eller var noir. Selvfølgelig var det Frans Bak der skulle lave musikken til TV krimien Wallander: Den femte kvinde fra 2002. Han lavede musikken før der var billeder at arbejde ud fra. Idéen var at skabe nogle lange dystre sekvenser, der kunne bruges i tv-serien. Frans Bak fik mulighed for, at bruge Sveriges Radios Symfoni Orkester, hvor Ture Larsen havde arrangeret musikken. Han havde to dage med dem; 10. og 11. september 2001. Samme tidspunkt som World Trade Center og USA blev udsat for terrorangrebet. 

Efterfølgende skete der meget med tv-serien og musikken, der ændrede sig. Siden da har Frans Bak lyttet mange gange til musikken fra indspilningerne. Sidste år mødtes han med electronicamusikeren Spejderrobot, der sammen med Frans Bak omarrangerede indspilningerne. De delte den op i fire dele eller movements. Sort Symfoni var skabt. Det er en dyster og dragende omgang, der er et musikalsk svar på nordic noir krimigenren. Der graves dybt, det er mørkt, det regner, rusten tærer på sjælen og først hen mod slutningen fornemmes der en vis lysning. Jeg er flere gange gået direkte til side 2 og 3rd Movement, hvor jeg ikke er blevet direkte bange, men tryg er jeg heller ikke. Sort Symfoni er musik til en tv serie, der ikke findes og så alligevel. Det er meget anbefalelsesværdig og vellydende udgivelse.

unitshifterrecords.bandcamp.com

Steffano Bollani Trio: Mediterraneo Jazz at Berlin Philharmonic VIII (ACT) CD/DL/stream

Det er næppe nogen større nyhed, at italienske Stefano Bollani er at regne blandt de største europæiske pianister de sidste 10-15 år. Herhjemme har vi været så heldige at han ofte har optrådt med Jesper Bodilsen og Morten Lund. Han har også lavet nogle gode plader sammen med dem. Ved siden af det er han også en showmand, der både har lavet TV-shows og spillet med klassiske orkestre. 

På denne udgivelse blandes alle disse elementer. Det lidt pudsige er, at pladen udgives af ACT og ikke af ECM, som han ellers tidligere har udgivet sine plader på. Pladen er en del af ACT's serie Jazz at Berlin Philharmonic. Sammen med Bodilsen, Lund, Vincent Peirani på accordion og Berliner Philharmonikerne spiller Bollani 10 italienske komponsitioner. Filmmusik af Nino Rota og Ennio Morricone, herunder de gamle "hits" Amarcord og The Good, The Bad & The Ugly. Desuden spilles der musik af Monteverdi, Puccini og Rossini. Udgivelsen er en festlig udgivelse, der er med til at udstille Italiensk musikhistorie på en god måde. Misundelig på dem, der var til stede i salen og oplevede koncerten er en lille bitter bonus. At det i øvrigt er arrangeret og dirigeret af nordmanden Geir Lysne tilføjer både kompleksitet og humor. Han har sans for de frække detaljer, som latinmellemstykket i The Good, The Bad & The Ugly er et eksempel på.

actmusic.com

Royal Stockholm Philharmonic Orchestra: E.S.T. Symphony (ACT)

Den største svenske popsucces nogensinde, Abba har for længst sagt at de aldrig bliver gendannet. Det ændrer dog ikke på det faktum, at deres betydning for mange mennesker stadig er meget stor. Hvad gør man så? Så laver man en musical, selvfølgelig med de oprindelige kunstnere involveret. 

Hvad gør man så, når den allerstørste succes i svensk jazz ikke kan optræde mere, da hovedpersonen er død og borte. Ja så laver man da en symfoni. Voila! E.S.T. Symphony er en realitet. Hovedpersonen, pianisten Esbjörn Svensson kom tragisk af dage ved en drukneulykke i den stockholmske skærgård for over 8 år siden. 

Bassisten Dan Berglund og trommeslageren Magnus Öström fra E.S.T. indtager begge deres oprindelige pladser, nu bare udvidet med Royal Stockholm Philharmonic Orchestra og nogle rimeligt seje gæstesolister, finske Verneri Pohjola på trompet og norske Marius Neset på saxofon. Musikken er indspillet i Konserthuset i Stockholm. Symfoniudgaven af trioen ind i mellem tendenser til at blive noget svulstig. Det er muligvis uundgåeligt. Det lugter bare for meget af, at skulle være musik til det helt store lærred. Det er lidt synd, for det var nemlig i de små detaljer, at E.S.T. blev store. 

Jeg ville gerne have været tilstede og oplevet det i koncertsalen. E.S.T.’s musik var det jeg lyttede allermest til i nullerne. Så jeg har et nært forhold til kompostionerne. På plade bliver det dog for meget. Flere instrumentale indsatser skal alligevel fremhæves. Finske Iiro Rantala indtager den svære position ved pianoet og gør det godt. Det samme kan man sige om Neset, der stik mod nummerets sjæl formår at levere en særdeles habil saxofonsolo på From Gagarin’s Point of View.

est-symphony.com

Awareness (Olufsen)

Det er superpræntentiøst at pakke sin musik ind i et cover, hvor der ikke står andet end Awareness. Hvad er det? En CD med mindfullness øvelser? Nej det er det selvfølgelig ikke. Det er Det Jyske Musikkonservatorium der har udsendt en CD med musik fra nogle koncerter de spillede i forbindelse med Images Festival 2013 i Århus. Palle Mikkelborg står øverst på musikerlisten, mens Jens Christian “Chappe” Jensen er nummer to som dirigent for orkester og kor med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Desuden medvirker electronicamusikeren Mike Sheridan, harpenisten Helen Davies, bassisten Moussa Diallo og percussionisten Ayi Solomon. Det fornemmes allerede her på skrift at der er gang i en større musikalsk blanding. Her er dirigenten Chappe i høj grad den samlende person for hele albummet. 

Chappe har i snart 15 år huseret med sit ekstra store big band Blood Sweat Drum + Bass. Musikken på den aktuelle plade er en tilføjelse til det han allerede har skabt der. Siden 2008 har BSD+D arbejdet sammen med Palle Mikkelborg, der bl.a. kommer i fokus sammen med symfonikerne på åbningsnummeret Miles to go og den afsluttende Silkevejen, hvor “fru Mikkelborg” Helen Davies er forbi med harpen. Electric Red fra det over 30 år gamle mesterværk Aura genbesøges med Moussa Diallo i en ikke uvæsentlig rolle på slagbas. 

Electronicamusikeren Mike Sheridan titter frem flere gange undervejs, bl.a. på mellemspillet Mikes Place. Chappe var i Syrien kort tid før krigen startede, hvilket kunne høres på albummet On the road to Damasus fra 2012. Siden hen har det udløst minisuiten Prayer for Syria, hvor han bruger hele musikbutikken til at skildre håbet for Syrien. Her hører vi også de syriske musikere Moslem Rahal på ney fløjte og Maher Mahmoud på oud. Mali besøges på nummeret Fatigue a la Route, hvor Baba Sacko på sang og kora og Kamissa Diabaté sikrer den autentiske vestafrikanske stemning. På det efterfølgende Mali Medley kommer der flere musikere på. Til sidst folder det sig ud i en fest.

Awareness har adskillige musikalske højdepunkter og præsenterer konservatoriets imponerende diversitet flot. Det bliver dog som plade en rodebutik, der bedst gør sig i brudstykker.

musikkons.dk

Snarky Puppy: Sylva (Universal)

Storladent, filmisk og svulstigst af hollywoodske dimensioner. Det er scenariet der udspiller sig, når man tager tidens hotteste jazzband og kobler dem sammen med et symfoniorkester. Snarky Puppys 14 mand store orkester mødes med det store hollandske symfoniorkester Metropole Orkest, der på ingen måde er novicer ud i rytmisk musik. De har lavet fremragende indspilninger med både Elvis Costello pg Vince Mendoza. Snarky Puppy har primært været kendt herhjemme som et youtube-fænomen, med nogle spektakulære koncertoptagelser. De har indtil nu selv stået for udgivelsen af deres plader, men er nu blevet opsnappet af mediegiganten Universal. 

Vi snydes ikke for deres velkendte funky hooklines og catchy grooves. Det er alligevel ikke helt det samme som det plejer, når der et spændt et symfoniorkester ud over Snarky Puppy. Bandets kapelmester og komponist, bassisten Michael League har tænkt stort. Brede strygerflader males ud over musikken, der bygges symfonisk op. Det bliver grandiøst og pittoresk. Snarky Puppy har f.eks. bevæget sig væk fra de world-elementer, der var på We like it here fra 2014. Det er i stedet hjemlandets filmmusik, der præger symfoniorkesterdelene. Det er en flødeskumskage, hvor der ikke er sparet på de kalorieholdige elementer. Okay, jeg bliver måske fed af det. Men for hulan da, hvor er det dog en fråderen fest, når det står på. 

bonusinfo:

De spiller uden symfoniorkester på Fermaten i Herning d. 3. november.

facebook.com/snarkypuppy