mandag, februar 12, 2024

Jacob Anderskov: I sang (April Records) LP/CD/digital

 

Dagbladet Information er begyndt på en serie, hvor de kommer med 20 forslag på den smukkeste danske sang. Jeg har det svært med den slags kåringer - og så i Information?! Heldigvis er det rimeligt forudsigeligt, at mange af sangene skal findes i Højskolesangbogen. Det samme mener Jacob Anderskov også med hans nye album I sang, hvor han fortolker 8 danske sange fra Højskolesangbogen - uden dog at postulere noget om at det er de smukkeste danske sange.

Han åbner sangene op på ny. Som Kresten Osgood så rammende skriver i pladens linernotes: “…i Anderkovs musik er der en modstand, som alle verdens rumklange ikke kan skjule. En ambivalens mellem kærligheden til disse melodier og ønsket om at åbne dem helt op. Tough love.”

Det er imponerende nok ikke noget problem for Anderskov af sende velkendte sange som Carl Nielsens Jeg ved en lærkerede eller Otto Mortensens Du danske sommer jeg elsker dig ind i et Anderskov’sk jazzunivers, hvor melodien vendes rundt og belyses fra nye vinkler. Der er så megen umiddelbarhed og dybde i fortolkningerne. 

Han er sammen med Kasper Tranberg på trompet og Jakob Høyer på trommer. Undervejs dukker Soffie Viemose og Jakob Munck op og synger - ligesom Hospitalskoret Cartilago er med på en helt forrygende Se nu stiger solen. Kasper Tranbergs mutede trompet i stil med Miles Davis på den afsluttende Jeg ved en lærkerede, er sammen med Anderskov beroligende klaver, lyden af en dansk sommer som vi kender den; uforudsigelig og alligevel elskelig. 

Jeg vil anbefale Information, at de lytter til Jacob Anderskov inden de kommer for godt i gang med alle deres ord om danske sange. Det er langt mere givende at lytte til nutidige og musikalsk kommenterende fortolkninger.

Bandcamp

Ingen kommentarer: