Måske falder den ind under genrebetegnelsen Musique Concrete? Christian Windfeld kalder sig for en deadbeat repercussionist - noget der måske skal forståes som en percussionist, der ikke giver en rytme eller et beat til eksempelvis andre musikere. Hvilket heller ikke betyder så meget, da det er en soloplade. Han har lavet et fascinerende album med optagelser, der strækker sig over 10 år og det meste af kloden.
Side 1 er en collage med field-optagelser fra 2012-2022 og eksotiske steder som Lofoten, Tibet og et lager udenfor Sydney. Der er vilde trommeudladninger, simpelt klaverspil, tale, støj og et virvar af lyde.
Side 2 er et stykke for fire bækkener, der fokuserer på støjens æstetik, den fine samklang mellem bækkenerne og deres store frekvensområde. Stykket starter i det lavmælte, hvor det som en drone vokser langsomt frem i horisonten. Det bliver mere og mere og kommer tættere på. Han fordrer bækkenerne med slag og de fremavler en summende vild klang. Det er intenst i en voldsom grad.
Christian Windfeld er som ingen anden musiker herhjemme og har lavet sit eget udforskende område, hvor man som lytter får lov til, at høre noget som man aldrig har hørt før. Albummet får en stor anbefaling og i særdeleshed til lyttere der er vant til at bevæge sig i eksperimenterende lydkunst. Andre vil få en bagovervæltende oplevelse, der kan ændre ens musiklytterliv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar