Bassisten Thomas Munk-Petersen og trommeslageren Stig Halskov startede Featherdrop. De inviterede pianisten Eyal Lovett og trompetisten Thomas Fryland med i gruppen. Thomas Munk-Petersen har skrevet det meste af musikken. Som titlen på albummet indikerer, så er det musik skrevet til aftenen og natten. Der hvor dagen er slut og en ny endnu ikke er begyndt. Der hvor det er for sent at lave mere produktivt og alt for tidligt at kaste sig over det som morgendagen bringer. Tidsrummet, hvor man tillader sig selv at være til, uden at der skal være afkast.
Det er lige præcis den stemning jeg lander i, når jeg hører kvartettens musik. Det er balladerne der langsomt fører mig ind i roen. Thomas Frylands trompet og Eval Lovett’s klaverspil bevæger sig roligt afsted. Det understøttes godt af Thomas Munk-Petersen og Stig Halskovs diskrete og samtidig tilstedeværende spil.
Der er pladens åbningsnummer Noir, hvor Frylands dæmpede trompet og Lovett’s klare og luftige klaverspil sætter smukke stemninger. Der er Strollin’, hvor man stille og roligt læner sig tilbage i vished om, at det nok skal gå. Det molfarvede og meditative jazzunivers som Featherdrop har lavet er både dragende og betagende.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar