lørdag, maj 31, 2025

Iris Bergcrantz: Vi fanns förut (Ladybird) LP/CD/digital

 

Det svenske sprog er noget særligt i mine ører. Når der synges så smukt som her, så sker der noget i mit hjerte og min sjæl. Det er Iris Bergcrantz der er sammen med sit faste band med Calle Brickman på piano, Anders Fjeldsted på bas, Andreas Fryland på trommer og seks strygere. Hun har lavet musikken sammen med Anders Fjeldsted og skrevet alle teksterne til de 10 numre.


Teksterne er lavet med udgangspunkt i tarotkort, hvilket ikke har den store betydning for mig, når jeg lytter til pladen. Jeg hæfter mig mere ved teksternes udspring i dagligdagen og livet. Der er alvor og dybde i teksterne. Vi er i den mørkere ende af den svenske melankoli, hvor der også er plads til et smil eller to. Som hun synger på jazzvalsen Martyren: “Och det är svårt att va dig, det kan jeg väl forstå. För jag är orimligt deppig värje vår. Och det är som att jag inte är mig själv. Kollar på Vänner varje kväll.”


Musikalsk er der en stor bredde. Det er helt grundlæggende jazzen som Iris Bergcrantz står på. Hun trækker mange elementer fra folkeviserne, pop og den klassiske musik. Vi fanns förut er ganske enkelt stærke sager. Hun synger helt fantastisk, teksterne vil noget og musikerne spiller med en lethed og et overskud der passer godt til musikken.

Iris Bergcrantz

Ingen kommentarer: