Det er vildt, at den bare har ligget og ventet på, at blive udgivet. Det er over 9 år siden, at den polske jazzlegende Tomasz Stanko gik i studiet med en polsk/skandinavisk gruppe. Nu er den første plade med dem kommet. De mødtes første gang i forbindelse med JazzDanmarks Summer Session i 2015, hvor internationale jazzmusikere underviser jazzmusikere. De plejer at have en uge sammen, hvorefter de skilles og aldrig spiller sammen igen. Sådan gik det ikke med Stanko. Her blev holdet samlet i februar 2016, hvor de udover at gå i studiet også var på en lille Danmarksturné.
Stanko’s hold bestod af instrumentkollegerne Tomasz Dabrowski og Snorri Sigurðarson, den finske vokalist Johanna Elina Sulkunen, Martin Fabricius på vibrafon, Thomas Hass på tenorsax, Artur Tuźnik på piano, Richard Andersson på bas og Radek Wośko på trommer. Den skarpe iagttager har nok fanget at der udover Stanko er tre andre polakker i bandet.
På vol. 1 spiller de enkelt komposition af Stanko, det er Dark eyes of Martha Hirsch, der oprindeligt er fra 2009-pladen Dark Eyes, hvor danskerne Jakob Bro og Anders AC Christensen medvirkede. Her får vi både en solo fra Hass og Stanko himself. De fire andre numre er skrevet af Sigurðarson, Fabricius, Andersson og Sulkunen. Sidstnævnte er med tekst, hvor Sulkunen ellers medvirker med ordløs sang på andre numre, hvilket passer fint ind i musikken.
Med så mange musikere og temperamenter kunne man godt frygte, at det blev en noget ustruktureret omgang. Det er det overhovedet ikke. Her er nogle musikere, der samles i et helt unikt musikalsk møde, hvor Stanko’s sjæl er med i det hele. En stor og unik udgivelse. Jeg glæder mig til vol. 2.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar