Nutidig jazz med integritet
Guitaristen Jens Chr. Kwella har samlet nogle rutinerede jazzmusikere til at udføre den krævende musik, som han har skrevet til den aktuelle plade Closer. Jesper Løvdal på sax, Torben Bjørnskov på bas og Janus Templeton på trommer.
Musikalsk er det akustisk fusionsjazz, hvor man kommer til at tænke på John Scofields samarbejde med saxofonisten Joe Lovano i slutfirserne og starthalvfemserne. Kwella har en anden lyd på guitaren end Scofield, den er mere tight. På et nummer som Sandros tune trykker Kwella den af på bogstavligste vis, med lange toner, der sender en tilbage i 70'ernes jazzrock, hvis det ikke lige var fordi at han havde besluttet at der skulle smides nogle balkanrytmer i gryden. På sin vis kunne man frygte at pladen blev mere uhomogen end det er tilfældet. Kwella er en de bredest funderede danske jazzguitarister, der både kan spille med Sigurd Barrett, Blood Sweat Drum 'n Bass Big Band, i vokal/guitar duoen Mach/Kwella og sigøjner/trad. jazz i The Dixieland Gipsy Band.
Jesper Løvdal er med rette fremhævet i bandnavnet. Der hviler en ro og afklarethed over hans spil, og som hos Lovano er der kærlige nik til fortidens Rollins og Coltrane, men Løvdal har også som Lovano personlighed og originalitet.
Dette er nutidig akustisk jazz med integritet og stor musikalitet. Jens Chr. Kwella: www.kwella.dk
Groovy intensitet
Pelle Fridell er for mange kendt som saxofonist i div. big bands, bla. The Orchestra og Tivolis Big Band, men feks. også i sangerinden Mai Seidelins brasiliansk jazzede Mais Uma, har han været med til at gøre forskel. Han har også studiet Pelles Room, der i de seneste år har stået for en lang række spændende danske jazzindspilninger. Så der er ikke blevet plads til egne udgivelser. En enkelt plade, Go Jaz fra 2002 er det dog blevet til.
Nu er han så klar med sin plade nummer to. Under navnet Pellecoustic Quartet ryster han op med jazz af den glade groovy slags. Eddie Harris smiler bredt i kulissen og har inspireret en del. Fridell har allieret sig med 3 af de seje jazzdrenge. Kasper Villaume på piano, Thommy Andersson på bas og Morten Lund på trommer. Det er så veloplagt velspillet. Musikerne må have sendt mange smil til hinanden under indspilningerne. Man kan ikke undgå at blive smittet af den livsglæde og intensitet, der stråler ud af musikken. Pelle Fridell har komponeret musikken, der placerer sig et sted mellem fræsende funky soul jazz, som i numrene Tough J I say og Drop blues, hvor sidstnævnte minder meget om Adderleys Sack o' woe. Til det nordisk inspirerede som i Mikro macro og Bubblor. Pladen er anbefalelsesværdig til dem som trænger til en sammenhængende groovy og spændstig jazzplade -og hvem gør ikke det? Pelle Fridell: www.fridell.dk
Onde gamle mænd
Hvis der er noget der ikke holder en meter idag, så er det lyden af en 80'er lilletromme, du ved den med masser af rumklang og en meget skarp lyd. Men hvis man hedder Klaus Menzer, så er det vel en smule tilladeligt. Han var 80'ernes Kong Tromme herhjemme (i bla. Sneakers og One Two). Hvorfor overhovedet fremhæve ham, som den første, når det handler om en plade som er lavet af Karsten Vogel? Fordi Menzers trommer er tilstede stort set hele tiden og ikke er til at overhøre pga. netop den skarpe lyd.
Karsten Vogel der spiller sopran- og altsax på pladen og har komponeret samtlige numre, har været en bestanddel af den danske musikscene i længere tid end de fleste kan huske. Birds of Beauty er et projekt der har eksisteret siden 1977, det opstod i kølvandet på opløsningen af Secret Oyster. Karsten Vogel har på denne plade samarbejdet på en del af numrene med en anden 70'er legende, keyboardspileren Kenneth Knudsen, som vi desværre hører alt for lidt til, nu om dage.
Pladen lyder som noget der kunne være lavet en gang i firserne, hvor man har ladet sig inspirere af fusion og jazzrock, men alligevel har den der utvetydige danske poprocktone. Ligesom når Halberg/Larsen, Sneakers eller Sebastian spillede avanceret. En på mange måder spøjs plade, der i den grad lever op til titlen; Mean old men. Altså de der gamle hoveder, der kender deres eget værd og i den grad er ligeglad med tidens toneklang og smagsdommere.
Karsten Vogel: www.karstenvogel.dk
Blake Tartare på USA/Canada tur
I dagene fra d. 18. juni til d. 26. juni er Blake Tartare med den amerikanske saxofonist Michael Blake i spidsen på tur i USA og Canada. Med sig har han Søren Kjærgaard på piano, Kresten Osgood på trommer og Jonas Westergaard på bas. De spiller bla. på jazzfestivallerne i Rochester, Vancouver, Edmonton og Ottawa.
New Yorker kult på Kaleidoskop
The Claudia Quintet er et af de mest originale bands, som i de senere år er udsprunget fra New York's jazzundergrund. Med instrumenter som klarinet, harmonika og vibrafon har bandets grundlægger, trommeslager John Hollenbeck formået at skabe et originalt lydunivers som består af kaleidoskopiske mønstre, modale beats samt en nærmest uendelig strøm af musikalske idéer som de fem musikere sender ud i en lind strøm. Bandets fire udgivelser er hver især blevet rost til skyerne, og John Hollenbeck's kompositoriske evner er gang på gang blevet fremhævet af anmelderne. Seneste cd med The Claudia Quintet hedder "For" og udkom sidste år på Cuneiform Records.
Koncerten d. 19. marts på Nørrebroteatret Kaleidoskop er deres første i Danmark.
My Space: www.myspace.com/theclaudiaquintet
Nancy Wilson i Tivoli
Tivolis koncertsal byder til sommer på en vaskeægte jazzdiva, når sangerinden Nancy Wilson kommer på besøg. Hun er kendt for sine samarbejder med bla. Nat King Cole, Cannonball Adderley, Sarah Vaughan og i de senere år med Ramsey Lewis.
Hun kan opleves i selskab med Tivolis Symfoniorkester, samt et stjernebesat backingband med bla. Niels Lan Doky (piano), Ron Carter (bas) og Ulf Wakenius (guitar).
Koncerten afholdes d. 27. juni. Du kan læse mere på www.tivoli.dk
Kommende Pladeudgivelser
April
Ulf Wakenius: Love is real, Plays the music of E.S.T. (ACT), med Morten Lund, Lars Jansson og Lars Danielsson.
Peter Erskine: ELB (ACT), med Nguyen Lê.
John Surman: Rain on the window (ECM)
Nils Petter Molvær: Re-Vision (Universal)
Kannegaard/Kornstad/Vågan: Maryland (Moserobie)
Sinne Eeg: Kun en drøm (EMI), med Chris Minh Doky, Rasmus Kihlstedt og Jacob Christoffersen.
30 år og hva' så?
Den ene er lige fyldt 30 år og den anden fylder snart 30 år. De er begge to pladeaktuelle med hver deres plade. Pianisten Søren Kjærgaards og guitaristen Jakob Bros veje har krydset hinanden mange gange. De spiller bla. sammen i postrockbandet Bandapart.
De mange paraleller stopper ikke her. De har begge brugt den amerikanske bassist Ben Street, der er en kendt mand i yngre dansk jazz, 40 års fødselaren (jo, der er mange runde dage for tiden) Jakob Dinesen og Kresten Osgood har feks. også brugt ham. Begge plader er indspillet i New York og de har brugt den legendariske lydtekniker James Farber.
Musikalsk befinder Kjærgaard sig i det dystre hjørne af stuen, nogle få solstråler slipper gennem gardinerne, men ellers er der mørkt. Det er ikke tilfældigt at Kjærgaard benytter sig af trommeslageren Andrew Cyrille, der fra 1964 og elleve år frem arbejdede sammen med Cecil Taylor. Kjærgaards musikalske afsæt er i frie jazztankegang. Han bringer dog ikke musikken i den totale opløsning, og Cyrille bevarer, pudsigt nok, den rytmiske puls. Pladen afsluttes iøvrigt med et rekviem; Radio House Requiem, et hus der har haft en vis betydning for netop Kjærgaards karriere.
Bro har også fået hjælp fra sine musikalske inspirationskilder. Trommeslageren/legenden Paul Motian og Ben Street udgør den faste rytmegruppe på pladens ni numre, hvor de suppleres af saxofonisten Mark Turner på 2 numre, saxofonisten Chris Cheek på 1 nummer, saxofonisten Jesper Zeuthen på 3 numre, basklarinetisten Andrew D'Angelo på 2 numre, Guitaristen Kurt Rosenwinkel på 1 nummer og den vigtigste guitaristen Bill Frisell der er med på 6 numre. Frisell og Bro kommunikerer med hinanden på guitarerne og da de taler det samme sprog, bliver det til nogle velartikulerede samtaler. De lytter til hinanden, tager tråden fra den anden op og råber aldrig i munden på hinanden. Musikalsk befinder vi os i et fritflydende balladunivers.
Jakob Bro og Søren Kjærgaard er to jazzmusikere, der begge får det maksimale ud af deres talent. De udfordrer sig selv ved konstant at være i fremdrift. De er hele tiden på udflugt efter nye musikalske sider af sig selv, og er ikke stagneret eller blevet kedelige, selv om de ikke er unge længere.
Bonus
Søren Kjærgaards trio kan opleves på sommerens to store danske jazzfestivaller
Søren Kjærgaard: www.sorenkjaergaard.com
Jakob Bro: www.jakobbro.com
Mads la Cour sammen med Håvard Wiik
Da Mads la Cour sidste år modtog DR P2's jazzpris ved Danish Music Awards var det en overraskelse af de gode. La Cour havde indtil da gjort mest væsen af sig på Fyn og i Tyskland. Men han havde vikarieret nogle gange i DR Big Band. Det havde DR lagt så meget mærke til, at han skulle præmieres.
Mads la Cour har sammensat et nyt orkester til denne indspilning. Den norske pianist Håvard Wiik, der bla. er kendt fra freejazzgruppen Atomic og i det hele taget har markeret sig en del på den norske jazzscene, trommeslageren Kresten Osgood, som her er tilbage på jazzlandevejen, la Cour's makker fra gruppen Quartz bassisten Andreas Lang og den tyske saxofonist Philipp Gropper, der også spiller med Lang i den dansk-tyske gruppe FUSK.
La Cour har valgt flygelhornet som primærinstrument på pladen. Den pæne forfader til trompeten, men la Cour er ikke en "pæn dreng". For det første er musikken ikke af den let tilgængelige slags og for det andet gør han ikke det mest indlysende; at sælge sig selv som musiker. La Cour vil mere end det, den her plade er der mere fokus på hans kompositoriske evner og kapelmesterrollen. Han har heldigvis evnerne til at gå ind i de to roller. Han giver plads til de fire medspillere. Håvard Wiik på klaveret og Andreas Lang på bassen spiller sig flere gange helt ud.
Bonusinfo
Mads la Cour er på miniturné i Danmark i slutningen af september med musikerne fra pladen.
My Space: www.myspace.com/madslacour
Jazz på seniorordning
På arbejdsmarkedet har man brug for de gamle rutinerede kræfter, dem der har erfaringerne og kan noget som ingen andre kan. Men de bliver tit presset ud, der kommer nye krav og rutiner og dem som egentlig gerne ville have taget nogle år mere på arbejdsmarkedet, hvor de kun gjorde det som de var gode til, stopper som regel. Fordi de mødes med krav om at lave ting som de ikke har lyst til.
Chick Corea fylder 67 år til sommer og Gary Burton er lige fyldt 65 år. I starten af 70'erne var de ustoppelige og var med i meget. Som feks. på en tysk jazzfestival, hvor arrangøren havde bedt de forskellige musikere om at optræde ved en fælles jam, sidst på aftenen. Der dukkede kun to musikere op: Corea og Burton.
Det blev starten på et musikalsk venskab, der har varet ved lige siden. Plademæssigt startede de med pladen Crystal silence på ECM Records, der siden fik klassikerstatus. Idag spiller de stadig sammen og den nye udgivelse The new crystal silence er en kraftig understregning af at de stadig er i en klasse for sig selv. Det er en dobbeltCD der indspillet sidste år i Australien og Norge. På den første CD bakkes de op af Sydney Symphony. Velkendte Corea kompositioner som Crystal silence og La Fiesta kommer i dette lys, til at fremstå som korte symfonier, med afvekslende forløb.
Den anden CD er fra Molde Jazzfestival, hvor Corea og Burton lægger salen ned med musik af Corea (bla. Señor Mouse), Bill Evans (Waltz for Debby) og Gershwin (I love you Porgy). Deres sammenspil er fantastisk. Burton som den store improvisator, hele tiden vekslende og kombineret med Coreas store klaverspil. Det er nok frækt at kalde den her for bedre end en 35 år gammel klassiker som Crystal silence, den er immervæk først lige udkommet. Men den er stor og komplementerer på fineste vis den gamle.
To ikke helt unge jazzmusikere viser her, at man kan lave intelligent og nutidig jazz, uden at gå på kompromis og kopiere sig selv. Der er stadig brug for dem, selv om det ikke længere er dem, der revolutionerer jazzen.
Bonusinfo
Kan du ikke få nok af Chick Corea, er der lige udgivet en 6 CD boks i Japan, med 5 forskellige triobesætninger. Du kan læse og lytte her: www.5trios.com
Chick Corea: www.chickcorea.com
Nyt fra den århusianske undergrund
Trioer i jazzen er ikke ualmindeligt, men konstellation sax, piano og trommer er ikke hverdagskost. Det berører så ikke ikke den århusianske trio Saft, men de er heller ikke hverdagskost. Trioen består af Mette Rasmussen på saxofon, Kasper Bjerg på piano og Wurlitzer og Søren Mehlsen på trommer. De var med i Dansk Jazzforbunds konkurrence Ung Jazz i 2006, hvor de blev nr. 2. De to herrer i trioen Mehlsen og Bjerg er særdeles aktive i det århusianske jazzmiljø omkring bla. Sunship og Konservatoriet. De spiller bla. i Berne/Bjerg/Mehlsen, Feed Your Head, Khrat og Opération Zéro, der ligeledes er en trio og pladeaktuelle. Her er Mette Rasmussen skiftet ud med guitaristen Kristian Westergaard.
Begge bands udgives på Kakofone, et nyt pladeselskab der udgiver moderne impro, eksperimenterende, støj og avantgarde. Kakofoni betyder mislyd eller ildelydende musik. De to første udgivelser er ikke musik skabt til en mintgrøn hotellobby, men ildelydende musik er det ikke.
Opération Zéro står for vildskaben og det utilpassede. Der stræbes efter et lydtryk og et udtryk, hvor støjen er gud. Der spilles ikke opløsningsagtigt frit, der veksles mellem støjrock a la Sonic Youth og undersøgende lydeksperimenteren med instrumenterne; feedbackstøj fra guitaren (har Kristian Westergaard Lou Reed's Metal Machine Music?) etc. Det er musik der hører hjemme i en fugtig kælder der kun er oplyst af en 25 watts pære.
Saft trioen trækker mere på nogle af de erfaringer som Mehlsen/Bjerg har fået via samarbejdet med den amerikanske avantgardesaxofonist Tim Berne, og når man lige har hørt pladen med Opération Zéro er den nærmest straight jazz. Men så nemt er det heldigvis ikke. De musikalske bindinger og strukturer slippes mange gange på pladen, søgende mod den komplette opløsning, hvorefter det gribes, bruges til noget nyt og genopbygges, så en anden idé kan nedbrydes.
Det bliver spændende at følge pladeselskabet Kakofone i fremtiden, niveauet er meget højt fra starten.
Bonusinfo
Opération Zéro's pladecover er sort som bare...men ser man godt efter kan man se at der står noget.
Opération Zéro: www.myspace.com/leoperationzero
Saft: www.myspace.com/saftmusicdk
Kakofone på You Tube: www.youtube.com/profile_videos?user=Kakofone&p=r
Cadentia Nova Danica -en klassiker?
På den gode amerikanske jazzblog Destination-out har man kastet sig over pladen John Tchicai & Cadentia Nova Danica fra 1968. Det var gruppens første plade. Pladen er ultrasjælden og er aldrig genudgivet. På Destination-out kan man høre tre af numrene i MP3 udgave. Blandt de medvirkende musikere finder vi Max Brüel, Karsten Vogel, Kim Menzer og Hugh Steinmetz.
I 1969 kom gruppens plade nr. 2, Afrodisiaca, der fik de gamle intellektuelle jazzanmeldere Boris Rabinowitsch (Politiken), Arnvid Meyer (BT) og Erik Wiedemann (Information) op af stolene og roste den til skyerne. Thurston Moore fra rockgruppen Sonic Youth, der har inspireret mange unge jazzmusikere, har den med på sin Top 10 over plader fra "The Free Jazz Underground"
Denne er iøvrigt heller ikke genudgivet på CD. Hvem kommer først?
Skip det danske
Esben Just er en fremragende sanger, entertainer og pianist. Søren Frost er swingende formidabel trommeslager og SP er ikke med længere. Han er skiftet ud med Ole Skipper Moesgaard. Så bandet hedder nu Skipper Just Frost.
De har eksisteret i over 10 år, hvor de har underholdt og holdt festgryden i kog på mange danske spillesteder. De er ganske enkelt uovertrufne på deres felt, når de med New Orleans inspireret rootsfunk trykker den af på scenen. Ved siden af har de udgivet plader. I 2004 valgte de at synge på dansk på pladerne. Det har de fået en del hug for siden. Men ligesom en bokser heller ikke holder op, fordi han har fået et sæbeøje, så holder trioen endnu en gang fast i, at det skal være på dansk.
Problemet er at man kan høre, at det er nogle stinkende dygtige musikere der spiller noget medrivende musik. Men hvorfor skal sangene lyde som ringeste tankstationsdansktop? Det er forvirrende og værst af alt, så kommer det til at lyde dårligt.
På den nye plade er der kommet toner med fra det cubanske, og musikalsk forsøger de at lægge op til fest. Men er det til enkebal? Man kan godt blive i tvivl.
Skipper Just Frost: www.spjustfrost.dk
Big band møder norsk brutaljazz
Jørgen Munkeby er medlem af den norske gruppe Shining, der spiller en norsk udgave af brutal metaljazz. Han spiller både på EWI, saxofon og guitar. På den nye plade med BSDnBB der er optaget på sidste års udgaver af Roskilde Festival og Aarhus International Jazzfestival medvirker Munkeby både som solist og komponist. Den første del af pladen er helliget hans arbejde, bla. med numre fra Shinings repertoire, der af gode grunde kommer til at fylde endnu mere end de gjorde i forvejen, når de bliver spillet af et 25 mand stort big band.
Numret Airborne er en perle fra dengang Jørgen Munkeby var medlem af Jaga Jazzist, herefter følger to numre med Munkeby på EWI. De minder på mange måder om en klassisk Kenneth Knudsen analog synthsolo, ikke dårligt! Så følger der nogle numre fra BSDnBB's eget repertoire og The Phrygian Axedeath er et sikkert hit, med blandingen af gammeldags heavyspade og heftige blæserarrangementer.
Inden pladen afsluttes med det vilde Munkeby nummer Fight dusk with dawn, møder vi sangerinden Turid Guldin på sangen Crawl right in, hvor hun sammen med René Damsbak på trompet står for pladens smukkeste nummer. Björk er ikke langt væk, men Guldin har sin egen stemme, og får rigtigt meget ud af den og BSDnBB.
BSDnBB fremstår lige nu som det mest originale danske big band, der er i kontakt med nutiden. Dem er der måske heller ikke så mange af, men det gør ikke BSDnBB mindre gode.
Bonusinfo
Blood Sweat Drum'n'Bass Big Band tager i midten af marts på tur med Palle Mikkelborg, hvor de bla. spiller i Ringsted (12. marts), Odense (13.), Herning (24.), Randers (28.), Grenå (29.) og Århus (30.)
BSDnBB: www.bloodsweatdrumnbass.com
My Space: www.myspace.com/bloodsweatdrumnbass
Norsk Pauseland
Den norske guitarist Jacob Young udsendte i 2004 sin første CD på det tyske pladeselskab ECM, med stor anmelderros til følge. Nu er han klar med en opfølger og musikerne er de samme. Det er en blanding af unge og garvede norske jazzmusikere. Mathias Eick på trompet, Vidar Johansen på sax, Mats Eilertsen på bas og Jon Christensen på trommer.
Styrken i Jacob Youngs musik finder man i gruppen. De afvikler musikken i et roligt tempo. Jacob Young byder som guitarist ikke på meget lir, der er ikke deciderede guitarsoli. Han spiller på akusitisk guitar på 6 af numrene. På den elektriske guitar kan han godt minde noget om Pat Metheny. Det lidt pudsige med pladen er at den på mange måder minder om århusianske Pauseland. Den store forskel er at Young udgives på ECM og som følge deraf kommer ud i hele verden. Pauseland klarer selv pladeudgivelsen.
Jacob Young: www.jacobyoung.no
Biblioteksjazz
På Gentofte Bibliotek bydes der i den kommende tid på to spændende jazzkoncerter. Den første er d. 26. feb. hvor Jan Kaspersen Kvartet spiller op sammen med Kaspersens mangeårige samarbejdspartner Simon Spang-Hanssen. D. 4. marts er det Thigpen-Bodilsen-Dahl der præsenterer musikken fra deres seneste CD Tribute to Night Train.
Gentofte Bibliotek: www.genbib.dk
Mangfoldigheden er her igen
Pianisten Jakob Davidsens gruppe Mangfoldighed er atter pladeaktuelle. Pladen At kaste sand op i luften præsenteres ved to releasekoncerter. D. 26. feb spiller de på Huset i Ålborg og d. 28. feb. er det på Copenhagen Jazzhouse man kan høre dem.
Jakob Davidsen: www.jakobdavidsen.dk
Hancocks pladesalg steg med 967%!
Efter at Herbie Hancock fik to Grammyer for pladen River: The Joni Letters, steg pladesalget voldsomt. Helt nøjagtigt med 967%, hvilket også medfører en plads som nr. 5 på den amerikanske Billboard Top 200. Hancock har aldrig tidligere været så højt placeret på hitlisten.
Kilde: www.jazztimes.com
Kirkeligt lydlaboratorium
Musikken på denne CD stammer fra 8 timers improviseret musik, der er kogt ned til 3 kvarter. Steinar Nickelsen spiller på kirkeorgel og synthesizer, Gunnar Halle på trompet og elektronik og Jeppe Kjellberg på guitar og elektronik. Musikken er indspillet i Brorsons kirke og Vor Frue Kirke i København, hvilket både har indflydelse på lyden (rumklangen), at Nickelsen kan spille på kirkeorgelet og at man kan høre fodtrin og andre ikke musikerskabte lyde.
På de fleste numre skaber musikerne store klangflader, hvor de med elektronik og deres individuelle instrumenter laver lange rolige forløb, hvor den ene krydser ind over den anden. Et enkelt nummer afviger lidt fra den form. På Canis Lupus spiller Gunnar Halle en forrygende lead på trompeten, med Kjellberg på akustisk guitar med en minimalistisk guitarfigur og Nickelsen på det store kirkeinstrument, og de får skabt et mere traditionelt stykke musik.
Trioen har skabt en plade med musik der ikke er hørt før, der er værd at høre. Det er behageligt, udfordrende, spændende og uforudsigeligt.
Gunnar Halle: www.myspace.com/hallegunnar
Forelsket i Örebro
Pladen hedder Se, det samme som svenske netsider ender på: .se, den er lavet af den danske pianist Rasmus H. Thomsen, som i en periode boede i Sverige. Pladen er lavet af en forelsket ung mand, forelsket i Sverige, forelsket i svenske Marie, som han nu er gift med. Pladen er herlig pop-jazzet sag, med vægt på den gode og enkle melodi.
Örebro er med overalt på pladen, der er lyde fra byens togstation, Musikhögskolans café Prego og Naturens Hus. Bassisten Patrik Hanson og trommeslageren Antti Ojala går igen på pladens numre, hvor der er mange gæstemusikere indover; flygelhorn, sang, marimba, sax og cello. Pladen er dog ikke overlæsset af den grund. Hmmm, tør man nævne den nordiske tone? Okay så en lille smule da, men Rasmus H. Thomsen lyder til at have været alt for glad og forelsket da han skrev musikken til at den havner i den melankolske gryde.
Bonusinfo
Der er releasekoncert på Jazzcup i Gothersgade i København d. 19. februar
My Space: www.myspace.com/rasmushthomsen
Klassisk Bazaarmusik
Bazaar har eksisteret på den danske musikscene i over 30 år. Med fagot/klarinet (Peter Bastian), orgel (Anders Koppel) og percussion (Flemming Quist Møller) har de skabt deres helt egen form for musik. Balkan, cirkusmusik, verdensmusik, schlagermusik, rumba, polka og mellemøstlige toner er bare nogle af ingredienserne. I 1980 og 1983 udgav de henholdsvis Gibbon jump og Nimbus på det hedengangne pladeselskab Amar, de er nu samlet på en CD; Vintage. Her kan man på den ene side høre typisk Bazaarmusik og på den anden siden er det alligevel lidt atypisk. Bazaars koncerter har altid forløbet som lange improviserede numre, der ikke er forudbestemte eller planlagte.
Vintage byder i den grad på arrangeret Bazaar og det trækker ikke ned. Det bliver afvekslende og de tre musikeres idéoverflow bliver tæmmet, men de opfører sig alligevel som tre 1-årige vildheste. Har man fulgt Bazaar gennem årene er denne plade uundgåelig. Det er velkendt Bazaarmusik og man kan ikke lade være med at blive i godt humør af numre som Sigøjnerkrudt og Freetown.
Bonusinfo
Melodien Parat start-! afsluttes med børnesang sunget af bla. Maria Carmen Koppel og Benjamin Koppel.
Bazaar spiller på Global, Nørre Allé 7 i København d. 22. feb. kl. 22.00
Saxophone Summit til København
Supergruppen Saxophone Summit der består af Dave Liebman, Joe Lovano og Ravi Coltrane kommer ifølge Ravi Coltranes site til Copenhagen Jazz Festival d. 6. juli. Bandet består desuden af Phil Markowitz (piano), Cecil McBee (bas) og Billy Hart (trommer). Saxophone Summit havde oprindeligt afdøde Michael Brecker som medlem, der også medvirkede på gruppens hidtil eneste album Gathering of spirits fra 2004.
Hvis Lund lå i Afrika
Den Lund-baserede Saxofonist Cennet Jönsson er en af de svenske jazzmusikere, der rykker mest for tiden. Han er aktiv i mange sammenhænge og er også en af kræfterne bag pladeselskabet Kopasetic productions, der startede i 2003 med at udgive den første plade med Cennet Jönsson Quartet. Nu er de aktuelle med deres anden plade Antelope dance. Udover Jönsson på tenor- og sopransax og basklarinet består kvartetten af Peter Nilsson på trommer, Mattias Hjorth på bas og Krister Jonsson på guitar.
Pladen rummer bevægende smukt og lyriskt saxspil, grovkornet groovy guitar, flagrende bækkenspil og tykt basspil.
Musikerne er i ørehøjde med hinanden, der er masser af plads til improvsation og det er tydeligt at de kender hinandens ressourcer godt, så de kan være med til at fremme det bedste ved hinanden. Musikken er med til at skabe billeder af afrikanske savanner set gennem en surreel farverig og varm tegneserieoptik.
Kopasetic: www.kopasetic.se
Summer Session er flyttet til Nordjylland
Sidste år blev jazz summer session aflyst, i år er den atter på banen. Dansk Jazz Forbund afholder den denne gang i Nordjylland på Vrå Højskole. I dagene fra d. 10. - 17. august er det muligt for danske jazzmusikere at få undervisning og inspiration fra nogle af jazzens store musikere.
Allerede nu er det afsløret at Yusef Lateef -der spillede med Jungleorkestret i Operaen for et par år siden, bassisten Miroslav Vitous og trommeslageren Jeff "Tain" Watts er blandt underviserne.
Du kan læse mere om arrangementet på Dansk Jazzforbunds site: www.dkjazz.dk
Jazzklaverhistorie på Christianshavns Beboerhus
Tirsdag d. 19. feb og de følgende 9 tirsdage kan man opleve en række danske pianister fortolke nogle af de allerstørste jazzpianister på Christianshavns Beboerhus. Jonas Müller spiller Harlem Renaissance, Johanna Borchert spiller Cole Porter, Jonas Müller (m. Anders Banke) spiller Chick Corea, Simon Toldam (m. Sture Ericsson) spiller Thelonious Monk, Søren Kjærgaard & Jonas Müller spiller Duke Ellington/Billy Strayhorn, Søren Kjærgaard (m. Jakob Høyer og Anders Christensen) spiller
Bud Powell og Sun Ra, Heine Hansen (trio) spiller McCoy Tyner, Margriet Naber spiller Mary Lou Williams, Mikkel Mark (m. Anders Christensen og Kresten Osgood) spiller Bill Evans og til sidst Jacob Anderskov (m. Jakob Høyer og Anders Christensen) der spiller Kompositioner af Herbie Nichols, Andrew Hill & Carla Bley.
Læs mere på Beboerhusets site: www.beboerhus.dk
Ny dansk superkvintet
Torsdag den 21. februar slår Paradise Jazz, der holder til i Huset i Magstræde i København, dørene op for en nydannet dansk super-jazzkvintet.
Hovedpersonerne er saxofonisterne Jan zum Vohrde og Thomas Agergaard, som har haft hver deres bemærkelsesværdige karrierer, men som nu går sammen i dette fælles projekt. Med sig har de 3 yngre, men allerede veletablerede musikere, nemlig Niclas Knudsen på guitar, Kaspar Vadsholt på bas og Karsten Bagge på trommer. Om projektet fortæller Thomas Agergaard: ” Det er 30 år siden jeg ringede på Jan zum Vohrde’s dør for at få undervisning i at improvisere over akkorder. Og nu har vi lavet en kvintet sammen. Det er meget spænende at dykke ned i sine egne rødder, og genopleve at de frø som jeg modtog den gang, har udviklet sig så meget, men stadig har en klar linje tilbage til de værdier som Jan satte så stor pris på ved den improviserede jazz. Det er fantastisk som vores klang idealer ligger tæt og hvor naturligt vores linjer arbejder sammen.”
Paradise Jazz: www.paradisejazz.dk
Mazur bliver Artist in residence på Molde Jazz
Som Artist in residence skal hun afholde 4-5 forskellige koncerter på den norske Molde Jazz Festival der løber af stablen fra d. 14. -19. juli. Projekterne bliver afsløret i starten af marts.
Molde Jazz: www.moldejazz.no
Hollænder på ECM
Den 33 årige hollandske pianist Wolfert Brederode har to gange tidligere været med på en ECM plade, nemlig hos sangerinden Susanne Abbuehl. Denne gang er det uden sang. Brederode får hjælp af bassisten Mats Eilertsen (kendt fra Source og Jacob Young), trommeslageren Samuel Rohrer og klarinetisten Claudio Puntin.
Pladen er klassisk højspændt ECM lyd. Trommerne flyder frit, pianoet er stort og med rumklang, Eilertsen på bassen stabiliserer og er ikke uden skyld i at denne plade er særdeles lytteværdig. Den schweiziske klarinetist Claudio Puntin svæver over Brederodes nærmest minimalistiske klaverudtryk.
Wolfert Brederode: www.wolfertbrederode.com
Michel Camilo til Århus og København
Han optrådte der første gang i 1991 med kvintet og igen i 2002 med trio, nu vender den dominikanske pianist Michel Camilo atter tilbage med trioen til Aarhus international jazz festival, hvor han d. 17. juli optræder i Musikhuset.
Han kommer atter til Danmark i efteråret med trioen der består af Charles Flores på bas og Dafnis Priesto på trommer, hvor han indtager Copenhagen Jazz Houses scene over tre aftener fra 17. til 19. november
Michel Camilo: www.michelcamilo.com
Norsk brutaljazz nomineret til megapris
Den norske gruppe The Shining er nomineret til StatoilHydro prisen på 100.000 euro, det er de i selskab med bla. Susanna Wallumrød. Vinderen bliver afsløret på den norske festival By:Larm d. 23. februar.
Shining: www.shining.no
Norsk hjemmehygge
For et par år siden fik den norske sangerinde Solveig Slettahjell en pris på Kongsberg Jazzfestival. Prisen brugte hun til at købe et flygel. Flygelet betød at hun fik ny inspiration og det førte indspilningen af den aktuelle Domestic songs. Den er indspillet hjemme hos Solveig og hendes vanlige musikkammerater Slow Motion Quintet er krøbet gevaldigt, så der kun medvirker enkelte musikere på numrene.
Pladen indeholder flere numre med hitkvaliteter, en sang som One of these days befinder sig i Norah Jones-genren. Man kommer også til at tænke på Tom Waits, bla. med Lennon/McCartney nummeret Because, der er udstyret md bla. trompet, mellophone, euphonium, harmonium, glockenspil etc. Nummeret der følger lige efter er faktisk et Waits nummer, det er den smukke ballade Time fra klassikeren Rain dogs, som her serveres i en nøgen og smuk klaver/vokal udgave.
Solveig Slettahjell nyder stor popularitet i Norge, hvor hun såmænd har huseret på den norske hitliste i efteråret.
Solveig Slettahjell: www.curlinglegs.no/slettahjell/
Dansk amerikansk møde med svenske indspark
Denne plade sneg sig med på Informations liste over de 5 bedste danske jazzplader i 2007, og det er på ingen måde uforståeligt. Hans Ulrik og Jonas Johansen er for tredje gang sammen med den legendariske bassist Steve Swallow. Denne gang er der gæstemusikere med på pladen. Ulf Wakenius på guitar og Bobo Stenson på piano tilføjer flere dimensioner til den i forvejen stærke trio. Materialet er overvejende amerikanske standards. Selvom det er Steve Swallow der er "den store" er det ikke noget man tænker over når man hører Jonas Johansen og specielt Hans Ulrik som folder sig ud på saxofonen med en modenhed som bare gør ham bedre og bedre. Han er herhjemme i en klasse for sig selv, når han spiller som han gør på Believe in spring. Man kan komme til at tænke på både Sonny Rollins, Jan Garbarek og Michael Brecker, når man hører Hans Ulrik, uden at han er noget plagiat af dem.
Denne plade kan anbefales til alle som holder af nutidig klassisk jazz.
Cykeljazz
På coveret er der et billede af et nav fra et forhjul til en cykel. Peloton er for mange danskere noget vi kender fra TV om sommeren. Det er det der står på skærmen, når vi ser et billede af feltet under Tour de France. Det kan godt være at der nogle ryttere som er stukket af i et udbrud, men feltet er som regel samlet det meste af tiden og næsten altid når de er på flad landevej. Peloton er også en norsk jazzgruppe bestående af musikere der ikke har valgt den flade jazzlandevej. Musikken er overvejende skrevet af bandets saxofonist Hallvard M. Godal. Bandet består desuden af Karl Strømme (trompet og synth), Petter Vågan (guitar og lapsteel), Steinar Nickelsen (Arp, Oberheim og Moog) og Erik Nylander (trommer). Musikken er tildels inspireret af 70'ernes avantgarde/fusionsjazz. Det er nysgerrig og undersøgende musik, med til tider fuldstændigt besynderlige synthudbrud, understyret heavyguitar og groovy trommespil.
My Space: www.myspace.com/pelotonjazz
Fermaten i Herning genåbner
Det herningensiske spillested Fermaten har været lukket i en længere periode på grund af opbygning. Det regionale spillested, der er tegnet af arkitekten Kim Utzon er nu udvidet til det dobbelte. Fermatens jazzklub Moor Jazz har i den anledning hyret den legendariske trompetist Palle Mikkelborg til den første jazzkoncert d. 24. marts. Han skal for første gang spille sammen med det 26 mand store Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band fra Århus. Palle Mikkelborg spillede oprindeligt til den officielle åbningskoncert af Fermaten i 1988 sammen med Kenneth Knudsen og NHØP.
Moor Jazz præsenterer også en række andre koncerter: Moreno/Stief/Kock Hansen (d. 4. april), Phil Parnell 3 (d. 23. april) og Return to Forever Tribute feat. Thomas Clausen (d. 8. maj).
Derudover er der hver lørdag frokostjazzkoncerter med bla. Bourbon Street Jazzband, Swingstyrke 7, Steen Nikolaj Hansen, Katrine Madsen og mange andre.
Fermaten: www.fermaten.dk
Han lader træblodet flyde
Gennem årene har den 34 årige bassist og komponist Thommy Andersson spillet meget med Dalia Faitelson og Pierre Dørge, så når han endelig selv får lavet en en plade, kan det nok ikke undre at musikken er skrevet en nat på Bali. Men den lyder ikke specielt meget af verdensmusik, ihvertfald ikke af den fjerne slags. Svensk folkemusik er en del af Thommy Anderssons baggage. Vemod og melankoli præsenteres følsomt og smukt. Vokalerne på pladen består mest af ordløs sang og kan minde en del om samernes joik. Thommy Andersson har tidligere skrevet for symfoniorkester og flere gange undervejs på pladen støder man også på den nordiske klassiske musiktradition. På nummeret Circle blues vrider han bassen, så man høre Charles Mingus stå i kulissen. Musikalsk bakkes han op af musikere som han har arbejdet sammen med i løbet af sin karriere. Det drejer sig om Anders Banke (klarinet og fløjte), Pelle Fridell (sax, klarinet og fløjte), Gunnar Halle (trompet), Jakob Munck (tuba), Bent Clausen (vibrafon), Philip Sandholt (valdhorn), Martin Andersen (div. slagtøj), Perry Stenbäck (nøgleharpe), Henrik Lindstrand (piano), Josefin Cronholm (vokal), Liva Akselbo Andersson (vokal) og Santi Ibarretxe (vokal).
Politikens overstrømmende anmeldelse: http://ibyen.dk/musik/cd-jazz/article469967.ece
My Space: www.myspace.com/thommyandersson
Tribute to Night Train
Der findes enkelte plader som har en helt speciel betydning. Ofte er det plader man har stiftet bekendtskab med i sine unge dage og som fik betydning for ens videre musikinteresse. Oscar Peterson's Night Train er en af den slags plader, som rigtigt mange jazzfreaks er startet med. Jazzpianisten Carsten Dahl er en af dem. I sine unge dage, da han spillede trommer øvede han sig i "time" ved at spille til den plade, og drømte samtidigt om at møde mesteren der sad bag kedlerne; Mr. Taste, Ed Thigpen. Det gjorde han senere i sin karriere da han var skiftet til klaveret.
På denne aktuelle udgivelse forenes Night Train, Ed Thigpen, Carsten Dahl og bassisten Jesper Bodilsen. Men selv om pladen kaldes Tribute to Night Train, så er der kun to numre som går igen fra Petersons. Hymn to Freedom i to forskellige versioner og Milt Jacksons Bag's groove. Stilmæssigt er vi dog i den samme størrelse sko, som Night Train (the original) og den klemmer overhovedet ikke! Carsten Dahl er som vanligt i topform og spiller the blues, som var det derfor han blev sat i verden.
Pladens materiale er af forskelligt ophav. Carsten Dahl har skrevet tre af numrene, en hyldest til den afdøde Bent Jædig, en hyldest til Jædigs enke Tove Enevoldsen og en hyldest til Thigpen. En enkelt fra Thigpen (Small changes) og en fra Jan Johansson (Laverne Walk) etc.
Bonusinfo
Trioen er på turné i marts hvor de bla. kan opleves i Kolding, Tversted, Hjørring, Århus og København.
My Space: www.myspace.com/edthigpen
Nutidig jazz med integritet 
