Morten Windelev og Anders-Peter Andreasens bog om danske jazzpladecovers bliver nu udgivet af Nyt Nordisk Forlag. Den er dermed tilgængelig fra boghandler og netbikse. Bogen der hedder Cool Scandinavians blev udgivet tidligere i år, hvor den kun kunne købes fra forfatternes eget site.
Taschen har også lige udgivet en bog med jazzcovers, hele 1000 styk er der blevet plads til. Bogen er på næsten 500 sider og kan nu købes fra Taschen's egen netbutik. Det site er iøvrigt meget anbefalelsesværdigt at kigge på, for lige nu er det muligt at bladre gennem bogens samtlige sider.
I slutningen af oktober udgives den niende udgave af The Penguin Guide to Jazz Recordings. Det er en uundværlig referencebog på 1600 sider, der indeholder 14000 CD-anmeldelser. Den ene af forfatterne Richard Cook døde sidste sommer, kun 50 år gammel. Men hans mange vidende og særdeles brugbare beskrivelser og anmeldelser lever heldigvis videre.
En tablet Vibrafon på 10 mg
Megen medicin virker som regel som den er tænkt, nogle gange virker den slet ikke eller måske får man kun bivirkningerne. En gang imellem kan medicin være så effektivt at det kan forbedre et menneskes livskvalitet markant. Martin Fabricius' medicin er effektiv, men har også bivirkninger -i form af overdreven afslappethed.
Martin Fabricius er vibrafonist, uddannet fra Berklee School of Music, hvor han i et år fik eneundervisning af maestro Gary Burton. Fabricius er uddannet med speciale i filmmusik, og det kan høres. When sharks bite er Fabricius' første plade, han får musikalsk hjælp af Christian Hougaard Nielsen på bas og Jeppe Wessberg Christensen på trommer. I det jazzmusikalske landskab, er der udsigt til det æstetiske og lækre, med et roligt tempo. Fabricius tager sig god tid, giver melodien tid til at falde på plads. Pladen er en god brugsplade. Den er perfekt som baggrundsmusik, når man sidder og læser en god bog. Det er ikke et ligegyldigt og glat lydtapet Martin Fabricius Trio præsenterer os for. Det er et stemningsmættet univers med stor fornemmelse for melodi og følelse.
Martin Fabricius: www.martinfabricius.eu
My Space: www.myspace.com/martinfabricius
Den mangeårige musikchef på Copenhagen Jazzhouse, Lars Thorborg har været sygemeldt igennem en længere periode. Nu har man ansat en afløser for ham. Det bliver Lennart Ginman, der mest er kendt som musiker i bla. hans eget Ginman/Jimmy Jørgensen (der spiller på Gasværket i Kbh. d. 21. sept.) og i GinmanBlachmanDahl, men som også har vist sine organisatoriske evner i forbindelse med musikstævnerne på Vallekilde Højskole, hvor danske jazzmusikere er blevet undervist af og har spillet sammen med internationale topmusikere.
Lennart Ginman står meget apropos på scenen, på Jazzhouse i aften, som medlem af Sinne Eegs nye trio, der også inkluderer Morten Lund på trommer og Jacob Christoffersen på piano.
Danske 60'er jazzgrooves
Inden Boris Rabinowitsch holdte på Politiken, kort før sommeren rigtigt satte ind, lavede han en anmeldelse af On the spot vol. 2. Han kaldte den forfejlet, men for en enkelt gangs skyld var det Boris der var forfejlet.
Det finske (og ikke tyske, som Boris kalder det) pladeselskab Ricky-Tick Records har tidligere udgivet den første On the spot, hvor det var skandinaviske kunstnere der var repræsenteret. Denne udgivelse koncentrerer sig udelukkende om de danske og udvælgelsen er foretaget af Anders-Peter Andreasen (aka DJ Wunderbaum og medlem af Povo). Han var tidligere i år med til at udgive bogen Cool Scandinavians, der indeholdt fotos af danske jazzpladecovers fra 50'erne til starten af 70'erne. Alle pladerne der er i bogen kommer fra Anders-Peter Andreasens egen samling.
Han har med andre ord, det materiale der skal til for at lave en compilation med gammel dansk jazz. Anders-Peter Andreasen tager som gammel DJ udgangspunkt i musik, der kan bruges i klub-sammenhæng, det er ikke nødvendigvis det der fortæller den rette historie om lyden af den danske jazzscene i de år. Til gengæld fungerer det som en compilation der kan fremtvinge kropslige bevægelser, i form af rokken med benene, trampen på stedet eller anden højstemt kropsuro.
Kender man internationale DJ's som Gilles Peterson eller Rainer Trüby ved man lidt om hvad der er i vente. Andreasen har udvalgt 11 numre og fælles for dem alle er at de kommer fra fuldstændigt uopdrivelige vinylplader. Louis Hjulmand Quartet, Bent Jædig, Max Leth, Bjarne Rostvold, Erik Moseholm, Finn Savery, Jazz Kvintet 60 er blandt dem man finder på pladen, der selvfølgelig også er udgivet som vinyl-LP.
En absolut anbefalelsesværdig plade til dem der ikke var unge i 60'erne eller tidligere.
Ricky Tick Records: www.ricky-tick.com
Brødrene fra drømmelandet
Det er deres femte plade. De har tidligere udsendt en plade på det (dengang meget lille, nu lidt større) selskab ILK. Så skiftede de til det store danske jazzmoderskib Stunt Records så de kunne komme længere ud. Det kom de! Nu er de så skiftet til et nyt pladeselskab, Tactic Records der ellers næsten udelukkende udgiver plader med rock i den tunge ende. Har de så skiftet stil? Nej! Men måske er det mere end nogensinde tydeligt at de ikke er en jazztrio. De har aldrig rigtigt spillet soul-jazz, som 90 % af jazzens orgel-combos har for vane at gøre. På deres forrige studieplade Absinthe var der bla. inspiration fra de tidlige 70'eres progressive rockmusik.
På den nye plade tager brødrene fra drømmelandet Utopia os med på en rejse, hvor ikke alt er helt som det giver sig ud for at være. Titlerne på de 12 melodier leder os på vej, her er referencer til Indien, Nuuk, Borat, Zagreb og Røde Sonja (hvor det tunge groove og de pludselige breaks giver mindelser om en sværdkamp i en Conanfilm).
Stilistisk bevæger de sig mellem det kitschede, næsten fjollede som på nummeret Year of the golden pig, over den surfede sound på Ghost Rider til klassisk tung Ibrahim Electric partymusik, som på Kim Nuuk. Det er værd at notere sig at de tre herrer er alt for gode musikere til at lade sig indfange af en bestemt stil eller lyd. Indenfor det samme nummer bevæger de sig problemfrit rundt med frække riffs, korte soli og snurrige breaks og heftige fills.
Jeg kan kun anbefale at du køber hele albummet, et enkelt download er simpelthen for kort en fest.
Bonusinfo:
Ibrahim Electric er startet på en Danmarkstur der bringer dem til Svendborg (11. sep.), Skive (12.), Randers (13.) i denne uge.
My Space: myspace.com/ibrahimelectric
Forrygende jazz sunget på smukt dansk
Jazz sunget på dansk er en sjældenhed og det fatter man jo ikke en krone af, når man hører pladen Verden lige her med Helle Henning. Hun har skrevet al tekst og musik. Hun synger perfekt, stemmen er personlig, men det allervigtigste er at man kan høre hvert enkelt ord når hun synger. Det er netop derfor at jeg overgiver mig totalt til den her plade. Helle Henning er konsekvent, følger og bruger sine evner til det yderste. Håndværket er iorden, der er ægthed og følelser i Helle Hennings musik og stemme. Det her er stor kunst med bred appeal.
Stilen befinder sig i et jazz-vise-pop univers, med et strejf af noget bittersødt nordisk. Musikalsk bakkes hun op af Nikolaj Hess på piano, der efterhånden har udviklet sig til at være "kvindelig jazzsanger"- akkompagnatør no. 1 herhjemme. Her kan bla. nævnes Caroline Henderson, Sissel Vera Pettersen og Ulla Henningsen. Jens Skou tager sig af bassen og Jonas Johansen spiller veloplagt percussion og trommer. Christina von Bülow og Marc Mommaas gæster på sax på hver to numre.
På sangen Dengang jeg var barn har Helle Henning ramt loftet, teksten om barndommen i 70'erne og den swingende musikalske opbakning er et hit, så download den, hvis du ikke har råd til hele albummet.
Bonusinfo:
Helle Henning har sunget kor på en lang række Disney-film siden slutningen af 90'erne. Hun udsendte i 2005 sin første plade der hed Måske er det aldrig for sent.
Helle Henning: www.hellehenning.dk
I dagene 18.-21. sept finder tre store jazzbegivenheder sted i København.
Europe Jazz Network, der er en sammenslutning af europæiske producenter og arrangører, som er specialiseret i jazz og improvisationsmusik, afholder konference og generalforsamling i København. I den forbindelse afholdes der d. 20. sept. en gratis koncert, hvor alle er velkomne, på Halvandet der ligger på Refshalevej. Emil de Waal+, Pasborgs Odessa 5 og Asta Nielsen Towards the light er de tre fine udvalgte kunstnere man får muligheden for at opleve.
Young Nordic Jazz Comets er den fællesnordiske konkurrence for unge jazzbands. Finalen afgøres i år på Rytmekons d. 19. sept. Fra Danmark deltager Magnus fra Gaarden. De er oppe mod Albatrosh (Norge), Kristjan Martinsson Trio (Island), Kristin Amparo Band (Sverige) og Elifantree (Finland). Orkestrene kan også opleves på Huset d. 18. sept, hvor de spiller en showcase.
Det er Dansk Jazz Forbund der er arrangør af alle tre arrangementer.
I 1949 blev der afholdt en jazzfestival i Paris, som siden viste sig at være en milpæl i, ikke bare europæisk men også international jazz. Miles Davis og Charlie Parker var blandt de optrædende og det svenske orkester, der senere blev kendt som Parisorkestern, hvor bla. Putte Wickman, Alice Babs og Arne "Dompan" Domnerus var medlem.
Klarinetisten og alt-saxofonisten Dompan fik sit internationale gennembrud ved den lejlighed. Han havde allerede slået sit navn fast i fødelandet Sverige hos folk som Thore Erling. I 50'erne spillede han med Lars Gullin, Clifford Brown og Quincy Jones, i 60'erne med Georg Riedel og Jan Johanson og fra 1968 med Bengt Hallberg (ja, det er Arne Domnerus der spiller på TV-køkkenet klassikeren Truddelutter). Han ledte fra 1966-1981 det svenske Radiojazzgruppen. Han har spillet med en lang række danske jazzmusikere, som feks. Bo Stief og Jesper Thilo. Blandt hans mest kendte indspilninger er en af de mest kendte svenske jazzplader overhovedet: Jazz at The Pawnshop, der både er kendt for den fine musikalske kvalitet, men den er også en Hifi-nørd plade, pga den specielle indspilning, der opfangede en masse lyde i lokalet, bla. kasseapparatet.
Arne Domnerus er død efter længere tids sygdom, 83 år gammel.
Ovenstående billede kan købes som plakat her: www.fotolio.eu/Jazz%20Poster.html
Arkitektur og melankoli
Saxofonisten Niels Vincentz debuterer i eget navn med pladen Art Noveau. Han bakkes dog op af to musikere, som han spillet sammen med i en del år i trioen Redshift. Det er den allestedsnærværende Kresten Osgood på trommer og Eske Nørrelykke på bas. De tre musikere dannede trioen i New York, tilbage i 2002 hvor de var bosat på det tidspunkt. De har tidligere lavet pladen The Butterfly effect på ILK. Men nu er det Vincentz's kompositioner og arrangementer der er i fokus, derfor er pladen også i Vincentz navn.
Musikken giver associationer til Charles Mingus, når han er i det følsomme og skrøbelige hjørne. Vincentz finder inspiration i bla. arkitektur. Vincentz er trukket langt frem i lydbilledet men med intim og nærværende sax, Eske Nørrelykke (under)spiller en sagte bas og Kresten Osgood spiller flydende og ikke udflydende og grænseløst. Pudsigt nok er det en Osgood komposition kaldet Instrumental, der er det lettest tilgængelige nummer, den lyder lidt som det gamle Supremes nummer You keep me hanging on. Osgood er iøvrigt også mand for en blues, som han har skrevet til Sisyphos, en mand der i den grad må have haft the blues.
Udover de tre nævnte musikere supplerer Anders Banke på basklarinet og Thomas Caudery og Claus Højensgaard deles om tjansen på trompet/flygelhorn. Pladen er en af den slags der skal mærkes og føles. Der er en stemning af melankoli og tristesse. Numre som Equilibrium og 3-4 er gode eksempler herpå. Pladen rundes af med Mingus-kompositionen Eclipse.
Niels Vincentz: www.nielsvincentz.dk
På DR.dk er der lige lagt et halvanden time langt portrætprogram med bassisten Chris Minh Doky. Programmet hedder besøgstid og kan høres ::HER::
Ny jazzkanal på DR.dk
DR har lanceret en ny netradio DR New Jazz, hvor det er hensigten at spille ny jazz, bla. dansk. Desuden er der ugentlige programmer med DR Big Band. Du finder den ::HER::
I jazzmiljøet tales der ofte om dengang DR var oppe på jazzen. Dengang de var tilstede hvis der var et internationalt jazznavn der skulle spille i København.
Flere af de programmer som blev vist på TV i tidernes morgen kan rent faktisk købes på DVD. Jeg har fundet nogle stykker frem.
Stan Getz Quartet: Live in Copenhagen 1987 (Efor)
-den legendariske koncert på Montmartre optaget d. 6. juli 1987 med Kenny Barron, Rufus Reid og Victor Lewis. Den er netop udkommet.
Lennie Tristano: The Copenhagen Concert (Storyville)
-solokoncert optaget i Tivoli's koncertsal d. 31. oktober 1965.
Duke Ellington: Masters 1965 (Quantum Leap)
-første og andet sæt fra koncert i Falkoner teatret d. 31. januar 1965.
Duke Ellington: Masters 1969 1st and 2nd sets (Quantum Leap)
-optaget i 1969 i Tivoli.
Duke Ellington: Masters 1971 1st and 2nd sets (Quantum Leap)
-med Ben Webster i Tivoli, de tre nævnte udgivelser på Quantum Leap kan være svære at få fat på, men lidt søgning på google kan godt bringe dig nærmere.
Steps Ahead: Copenhagen Live (Storyville)
-optaget d. 1. april 1983 på Ny Carlsberg Glyptotek. Dette er ikke en DR produktion. Her er superbandet i topform, med Mainieri, Brecker, Gomez, Erskine og Elias.
Erroll Garner Quartet: Paris 1972/Copenhagen 1971 (Impro Jazz)
-optaget i København i maj 1971
Tenor Titans: Dexter Gordon Copenhagen 1969, Ben Webster London 1964 (Impro Jazz)
-optagelse med Dexter fra Jazzhus Montmartre marts 1969 med Kenny Drew på piano, NHØP på bas og Makasya Ntshoko på trommer.
Ben Webster: Ben Webster in Denmark 1965-1971 (Universal)
-optagelser fra TV-Byen 1965 og 1968, Odd Fellow Palæet 1969, TV-Byen og Montmartre 1971.
Miles Davis Quintet: Live in Copenhagen & Rome 1969 (Efor)
-med Wayne Shorter, Chick Corea, Dave Holland og Jack DeJohnette.
Bud Powell: In Europe Paris 1959/Copenhagen 1962 (Discover Records)
-fra Montmartre med NHØP på bas og Jørn Elniff på trommer på to numre på DVD'en.
Bill Evans Trio: In Europe (Efor Films)
-et enkelt nummer Emily optaget i København 1970. Resten er fra London og Stockholm.
Eddie "Lockjaw" Davis: Live in Copenhagen (Storyville)
-med Niels Jørgen Steen, Jesper Lundgaard og Ed Thigpen. Optaget i 1985 på Jazzhus Slukefter.
Benny Goodman: The last performance of Benny Goodman at The Tivoli in Sweden (Legends in concert)
-fantastisk titel på en lavpris DVD, men dog alligevel fra Slukefter i Tivoli i København i Danmark, findes og så som: Benny Goodman - Live at the Tivoli Gardens 1981 (Kultur).
Thelonious Monk: Live in '66 (Jazz Icons/TDK)
-den legendariske optagelse fra TV-Byen i april 1966 i super S/H kvalitet.
Overbevisende solodebut
Det er ikke hverdagskost at jazzpianister laver soloplader. Herhjemme har folk som Carsten Dahl, Jacob Anderskov og Jan Kapsersen gjort det. Men at en debutant gør det og så endda så overbevisende, det er en overraskelse. Andreas Møller er uddannet fra konservatoriet i Amsterdam i 2005 og han dyrker specielt soloklaverspil der trækker på den amerikanske jazztradition og europæisk musik med rødder i det klassiske som feks. Chopin og Ravel.
Man kunne vel egentlig godt nævne Keith Jarrett, men Andreas Møller spiller ikke så frit improviseret som Jarrett, dertil er Møllers pianospil alt for sammenhængende og stringent. Andreas Møller tager udgangspunkt i kendt materiale som feks. Stella by starlight, Giant steps, Elefantens vuggevise og My funny Valentine. Den store force ved denne plade er at Andreas Møller har sin egen personlige version og historie han vil fortælle.
Det er særdeles behagelig (ikke behagesyg) plade, der også i fremtiden vil komme til at rotere på CD-afspilleren, Andreas Møller har begået. Jeg undrer mig egentlig mest over, at et så stort musikalsk talent har holdt sig skjult så længe.
Andreas Møller: andreasmoller.dk
My space: myspace.com/andreasmoller
Den norske trompetist Nils Petter Molvær har siden han udgav Khmer på ECM records i 1997 været en eftertragtet musiker i hele verden. Der været bud efter ham fra USA, England, Tyskland, Frankrig, Japan etc. Den unikke (og gode) blanding af electronica og jazz har indfanget et stort publikum. Han har desværre ikke spillet særligt meget i Danmark i de senere år. Nu kommer han så endelig til Odense, hvor han spiller på Jazzhus Dexters lille scene d. 14. november.
Han medbringer Eivind Aarset på guitar og Audun Kleive på trommer. To folk der begge har stor international rutine og iøvrigt også har lavet nogle gode plader i eget navn, hvor de blander jazz og electronica.
My Space: myspace.com/nilspettermolvaer
Tango-Erling
Erling Kroners kærlighed til den argentinske tangomusik er ikke noget nyt. Han har siden 1990 udgivet 6 plader i den genre. Nu er han klar med en syvende. Denne gang med sangerinden (argentinsk, men med danske rødder) Laura Hansen og Carlos Morera på bandoneon. Det er en liveindspilning fra Copenhagen Jazzhouse på en november aften sidste år.
Erling Kroner dirigerer og spiller også på basunen foran det seksten mand store orkester, der tæller en række musikere, som Kroner arbejdet sammen med i mange år. Feks. Niels Gerhardt på basbasun og tuba, der også har arrangeret og skrevet flere af numrene. Laura Hansen er en sangerinde med de helt store teaterfølelser, der er drama, temperament, desperation og kærlighed. Kroners orkester spiller godt op til hendes sang og optræden. Pladen indeholder også instrumentalnumre og der bliver indlysende nok mere plads til at musikerne kan komme til.
Trompetisten Peter Marrott og saxofonisten Jan Harbeck skal have nogle rosende ord med på vejen for deres indsats og de fine takter de viser som solister.Erling Kroner: www.kroner-music.dk
Den populære jazztrio The Bad Plus optrådte på sommerens festivaler i Rochester i USA og North Sea Jazzfestival i Holland med sangerinden Wendy Lewis. Hun er også med på det kommende album, hvor de bla. spiller numre som Bee Gees' How deep is your love, Pink Floyd's Comfortably numb og Nirvana's Lithium. Lewis har spillet sammen med Bad Plus trommeslageren Dave King i midten af halvfemserne i nogle rockgrupper. Ellers er det helt nyt for hende at arbejde med jazz og for The Bad Plus at arbejde med en sangerinde.
Trioen og Wendy Lewis besøger Dexter i Odense d. 4. november.
The Bad Plus: www.thebadplus.com
Så er Jazznyt også røget på Facebook'en, du kan også blive medlem af gruppen.
Gå ind søg efter jazznyt.blogspot.com og meld dig ind. Det er stedet hvor musikerne og læserne mødes når der ikke er koncert.
Sangerinde i samarbejde med Minh
Det er 10 år siden at Chris Minh Doky lavede In a New York minute sammen med Sanne Salomonsen. En plade der kombinerede flere ting, for det første solgte den godt. For det andet boostede den Minh Doky's karriere og vel også Sannes karriere, der på daværende tidspunkt var inde i et dødvande. Siden da har Chris Minh Doky været inde over flere danske vokalisters udgivelser. Lige fra Søren Sko's ulideligt kedelige One for my baby til Maiken Ingvordsens fantastiske Don't be cool og der imellem er der også udgivelser med bla. Sinne Eeg, Karina Kappel, Benni Chawes og Malene Mortensen.
Nu er han igen aktuel som fødselshjælper og producer på en vokalplade.
Sangerinden Mette Halle har været vidt omkring inden hun nåede frem til at hun skulle være jazzsangerinde. Hun er uddannet fra konservatoriet i Haag, hvor samarbejdet med pianisten Mikkel Jakobsen er startet. Han suppleres af Jacob Fischer på guitar og Doky på bas. Der er altså ingen trommer med. Af pladens ti numre har Mette Halle skrevet de syv.
Vi befinder os selvfølgelig i balladeland. Det er stille og roligt. Halle har en fin, klar og elegant stemme og det passer godt til musikkens rolige, let melankolske temperament. Chris Minh Doky er iøvrigt noget tilbageholdende i lydbilledet, han plejer ellers at være mere tydelig og frembusende. Men måske har Mette Halles musik været så klart defineret, at det ikke har været muligt for Doky.
Bonusinfo:
Hun kan opleves flere steder i den kommende tid, bla. på Huset i Ålborg d. 11. september.
Mette Halle: www.mettehalle.com
Er man jazzfanatiker er der nok ikke meget nyt at komme efter, men for mange andre kan denne liste over de 100 bedste jazz CD'er være til inspiration. Det er vist ingen overraskelse at Miles Davis' Kind of blue (der fylder 50 år i år) er på førstepladsen. Herefter følger Coltranes A love supreme på andenpladsen, Mingus' Mingus ah um på tredjepladsen.
Listen rummer ikke vildt store overraskelser. Langt de fleste plader er udgivet fra midten af 50'erne til midten af 60'erne og en del fra før den tid. Men herefter tynder det ud. De nyeste plader er John Scofields A go go og Diana Krall's Lovescenes, der begge er fra 1997. Det gode ved listen er at der står lidt om hver enkelt plade, så der både er noget for novicen og eksperten.
I erkendelse af at nye jazzplader har svært ved at konkurrere med det gamle guld, findes der en liste over de 100 bedste der er udgivet efter 1996. Der er mange flere overraskelser på den liste. Jeg havde feks. ikke forestillet mig at Dave Holland Quintet's Extended play: Live at Birdland ville være nummer 1 eller at den meget sovsede (læs: strygerbelagte) liveplade fra Paris med Diana Krall ville være nummer 2. Jeg kunne foreslå 3-4 andre med hende der er langt bedre. Der følger plader med E.S.T., Brad Mehldau, The Bad Plus på listen længere nede. Tord Gustavsen Trio's Changing places er også med på en 24. plads.
De nye: home.austarnet.com.au/petersykes/jazz100/new_breed.html
De gamle: home.austarnet.com.au/petersykes/jazz100/top100.html
Fotolækre jazzgiganter
Hvorfor er jazzmusikere så skide fotogene? De er jo ikke pænere end mig (okay flere kvindelige musikere er så lige undtaget her). Hvorfor er de så fotolækre, når de står eller sidder der med instrumentet i projektørlyset?
Det er de to fotografer Jan Persson og Gorm Valentins skyld. Jazzmusikerne burde takke dem, for den indsats som de to herrer har gjort i forbindelse med udødeliggørelsesprocessen af dem. Bogen By af jazz er en pornobog for jazzelskere. Den er proppet med skønne billeder af de musikere der har optrådt på Copenhagen Jazz Festival siden starten i 1979 og alle billederne er taget at Jan Persson og Gorm Valentin. Bogen er ment som en hyldest til festivalen der bare er vokset og vokset.
Projektet er lagt i hænderne på Christian Munch-Hansen, der bla. slår sine folder som jazz-anmelder i Information. Han starter bogen med en løselig gennemgang af årene der er gået. Der er selvfølgelig en masse fokus på giganterne, og de kom forbi i de første år, Stan Getz, Oscar Peterson, Brecker Brothers, Sun Ra og masse andre som siden er døde, men som alle har sat et væsentligt præg på jazzen. Siden kommer der flere koncerter til og festivalen breder sig ud over byen efter i de første år at have været koncentreret i den indre by. Montmartre lukker og Jazzhouse kommer til.
Bogen indeholder bidrag fra Ursula Andkjær Olsen, Cæcilie Norby, Henrik Wolsgaard-Iversen, Jan Kaspersen, Peter Laugesen, Ib Skovgaard, Kresten Osgood, Suzanne Brøgger, Per Vers og Thorbjørn Sjøgren. Vi får historien om dengang DR spillede med jazzmusklerne og havde OB-vogne i gang inde ved Montmartre eller Ridebanen ved Christiansborg. Idag er de ikke engang repræsenteret med en diktafon.
Man kan ikke beskylde Copenhagen Jazz Festival at tiden er løbet fra dem. Der er måske ikke en Oscar Peterson der kan stå som hovednavn eller en TV-station der er tilstede fordi at Chick Corea spiller i Operaen. Men Copenhagen Jazz Festival er stadig den største og vigtigste jazzbegivenhed i norden. Idag er den endda endnu vigtigere for Københavns kommune, da de også har fundet ud af, at der er penge i jazzturisterne.
Bogen er en fornøjelig og lækker sag at have mellem hænderne. Billederne er en nydelse af de helt store. Persson og Valentin er stadig de bedste til at fange et jazzsekund.
Jeg savner dog noget fra de små spillesteder som feks. Stengade 30, Huset eller La Fontaine eller de alternative spillesteder som Stubnitz. Det er ganske vist ikke organisationen Copenhagen Jazz Festival (der har bekostet bogen) der har noget med programlægningen at gøre de steder. Men de steder er lige så meget Copenhagen Jazz Festival som Herbie Hancock i Operaen er. Det er lige præcis de steder der får CJF til, at være en anden og tusinde gange federe festival, end den man opleve i eksempelvis Stockholm. Da der ikke noget med fra de mindre steder, er der heller ikke den samme billeddækning af de musikere, der kan nå at spille 20-30 gange i løbet af festivalen som der er af giganterne.
Nå men køb bogen alligevel og nyd den, mens du går og glæder dig til næste års festival.
Læse et uddrag af bogen her: www.thaningogappel.dk/Images/BookCovers/Da%20alting%20eksploderede.pdf
Dekonstruktivistisk trio
Man kan ikke beskylde Matthew Shipp for at være en enøret discipel af post-avant garde jazzen, han har ligesom kollegaen Jason Moran også lyttet til en masse hip hop. Men lyttere med referencer indenfor avant garde jazz, får mere ud af den her plade end en erfaren hip hop lytter gør.
Pladen udkom oprindeligt i 1997 og er med bassisten William Parker, som Shipp havde spillet med i David S. Ware's gruppe og trommeslageren Susie Ibarra der er en dreven avant garde percussionist og trommeslager.
Materialet er interessant, fordi Shipp har valgt at splitte tre jazzrelikvier ad; Autumn leaves, The "C" Jam blue og Take The "A" Train. Det er ikke umiddelbart nogen større revolution. Men Shipp (og de to andre!) gør det alligevel med respekt og ære overfor originalerne. På trods af at melodierne skilles ad og herefter sættes sammen på en anden måde end det var tænkt.
Resten af musikken har Shipp skrevet og den fremstår noget mere skitseagtig, dog er titelnummeret The multiplication værd at lægge øre til, specielt med fokus på Susie Ibarra.
Matthew Shipp: www.matthewshipp.com
