søndag, marts 14, 2010

Jesper Bodilsen: Short stories for dreamers (Stunt)

Stemningsfyldt ro
Her er en plade der skiller sig ud fra den store mængde af danske jazzudgivelser. Jesper Bodilsen har som sin debutplade valgt at lave en rolig akustisk stemningsplade. Bodilsen er kendt fra mange sammenhænge, hvor specielt samarbejdet med den italienske pianist Stefano Bollani og trommeslageren Morten Lund har gjort Bodilsen til en kendt jazzmand ude i verden.
I Bodilsens yngre dage var påvirkningen fra Niels Henning Ørsted-Pedersens basspil endnu tydeligere end den er idag, hvor Bodilsen mere tydeligt har fundet sin egen lyd og tone. Dog er Bodilsen ligesom NHØP grundigt forankret i det nordiske. Der er også en anden kobling til NHØP på pladen, da guitaristen Ulf Wakenius - der var medlem af NHØP's sidste trio - medvirker på akustisk guitar.
Det er to musikere der kommunikerer og mødes i et nordisk univers, hvor tilføjelsen af den fabelagtige svenske trompetist Peter Asplund og den finske vibrafonist Severi Pyysalo fuldender billedet. Bodilsen har selv skrevet pladens 9 numre. Pladen kan med fordel bruges som et behageligt soundtrack til hverdagen. Der er ikke knaster der generer eller anden uro der råber op og vil have opmærksomhed. Det er en gedigen brugsplade der vil kunne finde et stort publikum, også udenfor jazzen.
Bonusinfo:
Jesper Bodilsen er lige nu på tur med Bollani og Lund og rammer i de kommende dage Fermaten i Herning (d. 17/3), Dunkers i Helsingborg (d. 18/3) og Nefertiti i Göteborg (d. 19/3).
Jesper Bodilsen: www.myspace.com/jesperbodilsen

Ingen kommentarer: