St. Regnegade og pænhedenRune Herholdt er en teknisk kompetent sanger, der til fulde mestrer stemmen, fraseringerne og lungekapaciteten. Når det er jazz er der ingen tvivl om, at det er blandt forudsætningerne for, at kunne synge jazz. Men der er også brug for følelser. Ikke nødvendigvis smerte, nedtur eller anden jammer. Næh følelser som i at man har noget på hjerte.
Debutanten Rune Herholdt nævner Pedro Biker og Leo Mathisen i pressematerialet, koblingen til sidstnævnte er på ingen måde hørbar, da det ikke er en swingplade. Pedro Biker var en elegantier og charmør. Her giver det mere mening med en sammenligning. Både Herholdt og Biker har pæne og rene stemmer, der ikke er ødelagt af røg og whisky.
Rune Herholdt mødte den legendariske trommeslager Ole Streenberg og via ham fik han sammensat en kvartet der kan spille jazz, så det lugter af Montmartre i St. Regnegade. Mads Bærentzen på piano, Jesper Løvdal på sax og Jesper Lundgaard på bas er sammen med Streenberg garanter for at Rune Herholdts debutplade køres sikkert i garage.
På pladen er der både standards og selvskrevet materiale men også NHØP's Those who were - som Little Jimmy Scott iøvrigt lavede en forrygende udgave af i 2001. Rune Herholdt synger pænt, han har i mange år arbejdet med gospel og har styr på stemmen. Mindre pænhed havde klædt Herholdt. Jeg kommer til at tænke på Mark Murphy - som en mand Herholdt burde lade sig inspirere af - der netop formår at fremstå lidt farlig i alt det pæne.
Rune Herholdt: runeherholdt.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar