NYSGERRIG - Jazznyt fylder 21 år

 

Om kort tid, så er det atter tid til Spot Festival i Aarhus. Det er ikke kun en branchefestival eller et udstillingsvindue for musik. Den er en festival, hvor mange kommer for at høre fed musik, ny musik - ikke kun musik musik de kender i forvejen. Jazzen har gennem mange år været en naturlig del af festivalen. Ofte præsenteret på sin egen scene. Den er der også i år, hvor man finder navne som Udsyn, Anna Roemer with strings, ELJO, Local Hero, J. Ludvig III, Asger Thomsen, Zinssou Quartet, Aarhus Jazz Orchestra, Veronika Rud, Michaela Turcerová, Nausia, Ahead, Ida Duelund, BITOI, Øyunn, Tabloid, Orbits, Nystalgi, Sanyu og Plum and I er blandt de navn der lugter af jazz og det der ligner på årets Spot Festival. 

Hvorfor går jeg op i det. Det gør jeg fordi jeg er jazzblogger og finder stor fornøjelse i at opsøge og høre ny dansk jazz. Jeg holder selvfølgelig også af de mere etablerede folk i dansk jazz. 

I dag fylder Jazznyt 21 år - jeg har ikke kendskab til andre personlige danske musikblogs, der har eksisteret i så mange år - måske er min blog den ældste? I alle 21 år har missionen været klar. At skrive om ny jazz - allerhelst den danske. Der er så meget jeg gerne vil dele med jer. 

For fem år siden hærgede coronaen og live-jazzen havde det skidt. I dag vil jeg vove at påstå, at dansk jazz er oppe i omdrejninger igen - måske mere vital end nogensinde?

For tyve år siden jublede jeg over at bloggen fyldte 1 år. Dengang skrev jeg: “Jeg har efterhånden fået skrevet en del anmeldelser, de befinder sig som regel i den positive ende af skalaen. Dette skyldes primært, at det her er en fritidsinteresse, og hvis pladen er noget hø, jamen så gider jeg simpelthen ikke at bruge tid på den. Selvfølgelig kan der være nogen, som trænger til en fortjent opsang, men da jeg har arbejde, familie, hus etc. som der også skal bruges tid på, så prioriterer jeg altså at bruge min sparsomme tid foran skærmen på noget positivt.”

Der er ikke meget der har ændret sig…udover mængden af musik jeg får tilsendt - jeg kan ikke nå at skrive om alt det jeg gerne vil. Når jeg ikke skriver om en dansk jazzplade, er det nødvendigvis fordi den er ringe. Der var bare ikke tid til at skrive om den.

Tak fordi du læser med på dem jeg skriver om.

Jeg tager 21 år mere med bloggen. 

Jeg har skrevet en bog om jazz på 4000 sider - og brugt 20 år på det

 

I 2004 var blogs noget moderne stads på internettet. De var nemme at lave og det væltede frem med dem. Nu er der ikke længere så mange der taler om blogs. Nu er det afløst af X, Facebook, Instagram, Tik Tok, podcast etc. Enkelte er dog forsat med at lave blogs som om intet var hændt på SoMe fronten. 

Det var en impulsiv idé der opstod og d. 13. april 2004 kl. 03.56 lagde jeg mit første indlæg op på bloggen. Her kunne man læse at GinmanBlachmanDahl var så utilfredse med deres CD fra 2003, The Library Bar Concerts, at de ikke ønskede at den skulle være tilgængelig længere. De havde de sagt til en koncert på Herning-spillestedet Fermaten - og jeg tænkte, at der nok var andre der fandt det interessant. Jeg vidste dog ikke, at jeg 20 år senere stadig ville skrive om jazz - og havde skrevet så meget, at det ville være en bog på 4000 sider, hvis det ikke havde været en blog.

Allerede ugen efter var der atter nyheder på bloggen - og sådan fortsatte det. Der var ikke nogen sociale medier, hvor jeg kunne komme i kontakt med eventuelle læsere. I stedet sendte jeg linket ind til Jubii.dk og andre som eksempelvis Folkebibliotekernes Netguide, hvor der var moderatorer der tog stilling til om det var noget som de ville linke til. Ligeledes havde Jazzdanmark en hjemmeside og på DR.dk var der også en musikside, hvor man kunne skrive og dele. Det begyndte ganske stille at brede sig. En måned efter at jeg var startet fik jeg tilsendt en CD. Det var Martin Lutz Groups The Journey of the sledgedog and the camel. Det havde ikke været et mål, at få plader - men da jeg altid har samlet på dem, så det gik det så småt op for mig, at jeg kunne få en masse musik, hvis bare jeg skrev om det. Nyhedsdelen trådte i baggrunden og det begyndte at handle om anmeldelser.

Der udkommer sindssygt megen dårlig musik. Det tror jeg - men ved det reelt ikke. Det er ikke noget som jeg beskæftiger mig med. Det er ikke noget som jeg gider at bruge min tid og mit liv på. Til gengæld vil jeg gerne bruge min tid på god musik - og her har jeg fundet ud af, at hvis jeg lytter til det der hedder DANSK JAZZ, så er der meget lille sandsynlighed for at jeg bliver skuffet. 

Det har været en vild rejse at lave Jazznyt. Jeg har mødt en masse mennesker gennem mit arbejde med bloggen. Selvfølgelig er der alle musikerne som jeg har talt med før og efter koncerterne. Men der er også opstået real life venskaber. Som da min kone fik nyt arbejde og en af hendes nye kolleger sagde, at han godt vidste hvem hendes mand var. Der gik ikke lang tid så blev der arrangeret en playdate, hvor min kone var med, men hurtigt blev skubbet i baggrunden. Vi indledte en samtale om musik og livet, der ikke er stoppet endnu. Han bor i øvrigt i Ikast, hvor en af mine allerførste faste følgere også kom fra. Jeg havde kun været i gang med bloggen i ganske kort tid, da jeg mødte ham i Føtex i Herning. Hans uforlignelige og sofistikerede musiksmag var i særklasse - han døde desværre for 10 år siden i en alder af 81. Hans oprigtige smil og store ros af det jeg havde skrevet, kan jeg stadig varme mig ved.

Min pladesamling er vokset voldsomt i løbet sf de tyve år. De seneste 9 1/2 år har jeg anmeldt 500 jazzplader på vinyl. Det har jeg lavet en særskilt blog til. Den hedder Jazzogvinyl. Det er også navnet på Facebook-gruppen som jeg lavede på samme tidspunkt. Her flasher de 1800 medlemmer deres plader for hinanden. Det var også via gruppen, at jeg fik idéen til at lave podcasten Pladesamlerne, hvor jeg taler med pladesamlere, ikke kun jazzfolk, men også samlere indenfor heavy, italo, reggae etc. Der er også sneget nogle enkelte musikere med, Kresten Osgood, Jonas Struck, TS Høeg etc.

I 2013 fik jeg Jazzformidlerprisen. Det var sidste gang at den blev uddelt. Vi var to der delte æren. Cim Meyer fik den på vegne af jazzmagasinet Jazzspecial. Jeg havde aldrig forestillet mig, at man kunne få priser for den slags skriverier jeg lavede. Men siden blev det også til Herning Kommunes Kulturpris i 2015, Jazzselskabet Aarhus’ Gaffelpris i 2019 og P8jazz’ Ildsjælsprisen i 2021.

Der er gået tyve år - og hvis jeg vidste at det ville blive så sjovt, spændende, udviklende og givende at være jazzblogger, så var jeg begyndt før internettet overhovedet var opfundet.

Tak til alle jer læsere der har fulgt bloggen og alle musikerne der har sendt deres musik til mig. Tak til jazzen. Jeg tager 20 år mere.

Jazznyt fylder 18 år

 

For mange år siden, da jeg var 18 år var mine ører dybt nede i den alternative rock, postpunk, den elektroniske musik og i øvrigt også rigtigt meget Springsteen’sk rok'n'røvl, som var godt at drikke øl til. Lou Reed var gud og Sort Sol var de danske ditto.

Det vigtigste var dog, at komme ud for at høre livemusik. Da jeg boede i en middelstor provinsby, Herning brugte jeg ikke tid på, at finde ud af hvor jeg skulle gå hen. Der var kun et spillested og det var et godt sted. Det var Nicodemus, hvor jeg i den periode stort set hørte alt hvad der blev spillet. Det betød at jeg ret hurtigt blev træt af øllede bluesbands, der ikke flyttede en skid. Til gengæld hørte jeg musik som jeg ellers ikke ville have hørt. Der var Tristan T - der findes en optagelse fra den koncert på Spotify, hvor de spiller Iggy & The Stooges' I wanna be your dog - det var et punk højdepunkt i Herning. Der var en masse rock og det der lignede. Der var også jazz og andet, hvor navne som Frontline, Bo Stief, Bazaar, Jørgen Emborg, Haugaard & Carlsen, Jan Kaspersen, Moonjam, Mikkel Nordsø, Simcess, og andre kravlede ind under huden på mig.

Jeg begyndte at købe jazzplader. Jeg synes stadig i dag, at Miles Davis' You're Under Arrest er en af de fedeste plader nogensinde - fordi den ramte mig som ingen anden plade havde gjort. Der gik et par år inden jeg var klar (moden nok?) til, at høre Miles Davis' gamle akustiske hejs fra 50'erne. Det var også som 18 årig, at jeg opdagede trioen med Palle Mikkelborg, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Kenneth Knudsen. Helt sikkert fordi jeg havde hørt deres Imagine fortolkning og var blevet nysgerrig på mere. Jeg købte Heart to Heart pladen og indledte et endnu ikke afsluttet kærlighedsforhold til NHØPs baslyd.

Jeg hørte David Sanborn, Milton Nascimento og Pierre Dørge & New Jungle Orchestra på Ridebanen ved Christiansborg. Jeg hørte Disneyland after Dark til countryfestival i Silkeborg. Jeg var til Riverboat i solskin i Silkeborg. Jeg lavede koncerter med Die Kapelle, Rosegarden, Effy & Eliten, Look Out og Blast på gymnasiet, hvor jeg gik.

Jeg købte vinyler med Hüsker Dü, Jimi Hendrix, Metallica, Golden Palominos, Go-Betweens, Iggy Pop, Keith Jarrett, Laurie Anderson, Lounge Lizards, Martin Hall, Peter Gabriel, Prince, The Rolling Stones, Trouble Funk, Velvet Underground, Woodentops og Lou Reed (der i 1986 lavede sit måske ringeste album, Mistrial, men jeg elskede den alligevel).

Jeg gik på biblioteket for at låne LP’er med Karl-Heinz Stockhausen, Lee Ritenour og Phillip Glass (de var aldrig ridsede, de plader). Jeg nærlæste hver uge Billboard på biblioteket for at holde øje med hitlisterne. Det var i den periode, at Laban sneg sig ind på Hot 100 hitlisten med Love in Siberia. Laban sagde mig ikke noget. Det passede ikke til mit semiprovinspunkede image - allerdybest nede dunkede der alligevel et pophjerte. 

Jeg havde en drøm om at blive musikanmelder...

Nu fylder min blog Jazznyt, 18 år - og drømmen er til fulde opfyldt. Jeg har anmeldt flere tusinde jazzplader. Jeg har brugt en tredjedel af mit liv på bloggen. Punken har ikke helt forladt mig. I næste uge skal jeg til koncert med Iceage, dagen efter et jeg har hørt Cecilie Strange Quartet på Fermaten, efterfølgeren til Nicodemus, der hvor det hele startede for mig og musikliv.

Hov! Jazznyt fylder 17 år

 

Ja så er der gået 17 år her på bloggen.

Sidste år skrev jeg om corona...

...og vidste ikke at det skulle blive så hårdt for livemusikken.

Nå men jazzen spiller videre - på pladespiller og iPhone. Hverdagen spiller også videre. Det var først i morges at jeg opdagede at bloggen fylder 17 år idag. Det poppede op som minde i mit facebookfeed, hvor jeg fejrede at bloggen fyldte 16 år.

Der bliver ikke et længere skriv om dette og hint på bloggen i dagens anledning. Det er en almindelig arbejdsdag, hvor der ikke har været tid til bloggerier om jazzen. 

Stay tuned - der kommer en masse de næste 17 år.

I år blomstrer lyngen ikke - Jazznyt fylder 16 år

Tilbage i februar var jeg den stolte modtager af Gaffelprisen (10.000,- og en ægte stemmegaffel). Jazzselskabet Aarhus, der fylder 50 i år, havde inviteret til prisoverrækkelse på Dokk1 i Århus, hvor The Good Fight med Jens Mikkel, Maria Edlund og Christian Vuust, efter mit ønske spillede koncert. Alle stole var besat på denne smukke eftermiddag. Jeg fik prisen på grund af den blog som du læser lige nu. Lige nu føles det som meget lang tid siden. 

Bloggen fylder 16 år i dag. Den opstod fordi jeg havde læst nogle nyheder om jazz på nettet, som jeg havde lyst til at dele med andre. En af nyhederne handlede om Copenhagen Jazz Festival. Jeg kunne også have skrevet en nyhed om Copenhagen Jazz Festival i den forgangne uge - den værste nyhed om festivalen nogensinde.

En knastør sommer kan gøre heden til et brandfarligt område. En glød fra en cigaret kan på en sommerdag, omslutte heden i flammer inden lyngens lilla blomster er sprunget ud. Tænk hvis man ikke nåede at slukke branden og lod den brede sig til alle danske hedeområder. Så ville man opleve et år uden en blomstrende lynghede. Den eneste blomstrende lyng der var tilbage, var den der stod i potterne i supermarkedet eller måske den dusk man havde i baghaven. 

Hedens lilla hav af lyngblomster ville kun eksistere på billeder og i erindringen. For nogle ville det ikke betyde noget. De kom aldrig på heden og kunne iøvrigt bedre lide mælkebøtter. For andre, både dyr og mennesker ville det være en katastrofe. Hugorme, firben, edderkopper og rådyr ville miste unger der ikke nåede at flygte fra branden. De ville miste deres hjem.

Genrejsning af naturen og hedens lyngblomsterhav skulle iværksættes. Det ville være strengt nødvendigt med store økonomiske investeringer. Der skulle skaffes små overlevende rester af den vilde lyng fra folks haver, der kunne genudsættes på heden. Der ville gå lang tid inden heden og lyngen ville ligne det man kendte før branden.

Dansk jazz er uden lyng og unger i år. Vi ser på en stor afbrændt plet på jorden, hvor der ikke er liv tilbage.

Her på bloggen har jeg som regel fokuseret på de positive sider og gode historier fra jazzen. Jazzmusikere, jazzlyttere og læsere af denne blog er ikke idioter, så lige nu bliver det svært at bilde jer ind, at der kan komme noget positivt ud af coronakrisen. 

Jeg forsøger at finde et lyspunkt midt i denne krise. 

Når heden er brændt ned, opstår der nyt liv. Ved kontrollerede afbrændinger af hedearealer i marts måned oplever man allerede samme sommer, at der dukker nye planter op. På samme måde håber jeg at vi ser de små spæde spirer, der indikerer, at jazzen stadig lever - lige under den afbrændte jordoverflade - måske allerede i løbet af sommeren.

Jazz er øjeblikkets kunst. Improvisationen rådyrkes i jazzen. Den er livsgrundlaget for jazzen. Spontanitet og en griben ud efter elementer der kan farve og præge lyden af jazzen. Den vender tilbage på scenerne, der hvor den lever i samklang med publikum. Jeg ved det! 

Vi ses derude.

JazzNyt fylder 14 år i dag

Der er gået 14 år og der er skrevet 2567 blogindlæg på Jazznyt-bloggen. Det er det samme som et indlæg hver anden dag. 

Glæden ved at bruge tid på at lytte. Glæden ved at mærke hvad musikken gør ved mig. Glæden ved at dele mine meninger og min viden. Glæden over nysgerrigheden ved ny musik. Alt det er uændret. 

I april 2004 skrev jeg om, at Blue Note havde udgivet albummet Revisited. Det indeholdt remixes af gamle Blue Note udgivelser. Matthew Herberts remix af Michel Petruccianis soloindspilning Caravan er i øvrigt stadig suveræn.

I april 2005 skrev jeg at Niels Henning Ørsted-Pedersen var død.

I april 2006 skrev jeg at Kresten Osgood var begyndt at spille sammen med Henry Grimes, der havde været forsvundet siden 1967.

I april 2007 anmeldte jeg Peter Fuglsangs basklarinetplade File under purple. Den kaldte jeg hyggelig, med dybde og sublim lyd.

I april 2008 citerede jeg fra en kronik i Jyllands-Posten, Niels Lyhne Løkkegaard for følgende: "Noget kunst skal man bruge mere tid på end andet, før kunstens skønhed åbenbares, og det samme gælder for musikken som kunstart - den kan være meget mere og andet end bare underholdning.

Musikken i det offentlige rum og i medierne fremstår i dag kun som den fine, ufarlige, slebne top af et musikalsk isbjerg, hvor det, der er farligt, og det som stikker dybere i menneskene, ligger hengemt under overfladen.

Kom nu op af klichepølen - træk ud på det dybe vand - dyk ned og se, hvad der gemmer sig under overfladen."

I april 2009 anmeldte jeg albummet Dino, som det måske bedste fra Jakob Dinesen.

I april 2010 anmeldte jeg Julie Kjærs debutplade med den skønne titel, Baglæns ind i det forkerte rum.

I april 2011 anmeldte jeg DJ 2-Tone Jones' blanding af Wu Tang Clan og klassisk jazz på albummet Shaolin Jazz 37th Chamber, der desværre aldrig er blevet officielt udgivet.

I april 2012 anmeldte jeg Simon Toldam Trios album Sunshine sunshine or Green as grass med ordene uafrysteligt stærkt.

I april 2013 anmeldte jeg SVINs EP Secretly We are gay med ordene: "SVIN er et bragende, originalt og medrivende bud på vild rocket jazz anno 2013."

I april 2014 var jeg til Jazzahead i Bremen, hvor dansk jazz var i centrum.

I april 2015 anmeldte jeg Alex Jønssons Spy on Your friends, med ord om at det var organisk vuggende og med højt til loftet.

I april 2016 anmeldte jeg Johannes Richters album 2 Pieces. Jeg skrev at det i sit inderste væsen var ultrasmal musik, der ikke søgte et publikum. Det var musik der vakte undren og nysgerrighed. Senere viste det sig at Johannes Richter var et pseudonym for Niels Lyhne Løkkegaard.

I april 2017 anmeldte jeg Reverse's andet album Museum, og beskrev den som var det en blomst, der blomstrer flere gange om året.

I april 2018 anmelder jeg stadig. Lige fra eksperimenterende vokal/electronica med IKI over punket free jazz med Yes Dere og kirkeorgelimprovisation med Henrik Sørensen til Chris Minh Dokys nordiske jazz.

I aften skal jeg til koncert med Røgsignal og I Think You're Awesome på Atlas i Aarhus. I næste uge skal jeg torsdag, til koncert med Mathias Heise Quadrillion på Fermaten i Herning. Om fredagen tager jeg til Køge, hvor der er Modern Jazz Days. Her vil jeg skrive om nogle af koncerterne. Desuden skal jeg lørdag aften, spille jazzvinyler sammen med Jonas Visti og Thøger Dixgaard. 

I april 2019 skriver jeg at Jazznyt fylder 15 år!

Jazzen er et vidunderligt sted at være. Tak fordi du følger og læser min blog.

Jazznyt fylder 13 år!

Det tretten år siden at jeg startede denne blog. Undervejs har jeg gjort mig mange tanker om hvorfor jeg overhovedet har bloggen. 

Det er noget med formidling af dansk jazz. Det er noget med at der ikke er så mange der skriver om dansk jazz på nettet. Det er noget med at jeg er pladesamler. Det er noget med at jeg er nysgerrig. Det er noget med, at jeg vil vide det hele før alle andre. Det er noget med at jeg tænker på jazz hver eneste dag. Det er noget med at jeg møder en masse spændende mennesker. 

Så nej der er ikke en velskrevet plan. Det er lyststyret og skal ikke lave penge. Da jeg skrev mit fødselsdagsblogindlæg for 10 år siden var jeg meget optaget af hvor mange der besøgte min blog. Det er jeg for så vidt stadig. Det vigtigste for mig er dog, at der rent faktisk er nogen der læser det jeg skriver. Så til dig der har læst dette, skal der lyde en stor TAK.

Der kommer mange mange flere blogindlæg fra min side.

Billedet viser i øvrigt hvordan bloggen så ud for 10 år siden. 

http://web.archive.org/web/20070614025425/http://www.jazznyt.blogspot.com/

Jazznyt fylder 12 år!

Forleden skrev jeg en anmeldelse med en debuterende dansk kunstner. Der kom en hurtig respons fra den unge musiker, der selvfølgelig var glad for de rosende ord. Han spurgte om jeg tilfældigvis kendte andre der ville anmelde pladen. Her måtte jeg melde hus forbi. Udover det trykte magasin Jazzspecial og til dels netmagasinet Salt Peanuts kan jeg ikke komme på andre, der beskæftiger sig med helt ukendt dansk jazz.

På den ene side er jeg vildt stolt over at gøre nogle kunstnere en tjeneste ved, at lade omverdenen vide at deres musik eksisterer. På den anden side synes jeg ærligt talt, at det er rimeligt desillusionerende at min anmeldelse måske er det eneste der bliver skrevet om udgivelsen.

Skal en ulønnet fritidsblogger virkelig være den eneste på internettet der fortæller folk, hvad der sker på den danske jazzscene?

Ja tilsyneladende. Der er ikke penge i at skrive om dansk jazz - og slet ikke på en blog. Der er heller ikke en smart (eller usmart) bagved liggende strategiplan for bloggen. Det eneste der driver bloggen er lyst, lyst og lyst.

I dag er det præcis 12 år siden, at jeg startede bloggen Jazznyt. Først med nyheder og siden med en masse anmeldelser og omtaler af jazzplader fra den ganske verden - men helst fra Danmark og norden. Det er blevet til over 2000 plader der har fået nogle ord med på vejen. Alene i 2016 har jeg nærlyttet og skrevet om plader med Svend Asmussen, Martin Schack, Snarky Puppy, Dr. Lonnie Smith, Jakob Thorkild, Fire, Pere Oliver Jørgens, August Rosenbaum, Ben Monder, Søren Gemmer, Lina Nyberg, Phronesis, Niclas Knudsen og mange mange flere.

Mit eneste ønske er at læserne af bloggen kan bruge det de læser. Bruge det til at få lyst til, at lytte til noget af al den nye og spændende jazz, der hele tiden udkommer. 

Jeg har ikke penge til promovere bloggen og gøre opmærksom på at den eksisterer. Jeg bruger selvfølgelig Facebook, men har en begrænset rækkevidde - da jeg ikke har et annoncebudget. Du må gerne hjælpe! Du kan være med til at sprede budskabet om at bloggen eksisterer. Det falder tilbage på jazzen og dansk jazz i særdeleshed.

Tak fordi du følger Jazznyt.com - det betyder meget for mig.

Jeg elsker musik og i særdeleshed jazz - det er der ingen grund til at skjule.

Og så går der lige 12 år mere, så er der kun et år til 25 års jubilæet.

ps: Billedet er fra en koncert med Snorre Kirk Quintet, som jeg var til for nylig. Det var stort!

Jazznyt fylder 8 år!

I otte år har jeg blogget løs om jazzen, gerne flere gange ugentligt. Det er blevet til langt over 1000 anmeldelser af danske, nordiske og internationale jazzudgivelser - og jeg synes stadig, at det er fedt!
I den seneste uge har jeg skrevet om Niels Lyhne Løkkegaard og Carsten Dahl. To musikere som jeg er stor fan af. De har med deres seneste udgivelser på ingen måde skuffet, snarere tværtimod. Det giver mig lejlighed til, at konstatere at dansk jazz er inde i en gylden periode. Der er plads til eksperimenter og udvikling. Men så sandelig også jazz der henter stor inspiration i den rigtigt gamle jazz. Jeg var til koncert med Jan Harbeck Quartet i onsdags. De understregede på det kraftigste med deres positive og udadvendte - men også seriøse - tilgang til jazzen, at det i den grad kan være en fornøjelse at høre Sidney Bechet's Petit Fleur, selv om jeg også bruger megen tid på vride ørene af led med at høre monsterstærk freejazz som feks. The Mighty Mouse.
Jeg ææælsker jazzens mangfoldighed. Tak for det, det giver lige energi til at skrive otte år mere.

Jazznyt fylder 7 år

Det er nu syv år siden at Jazznyt opstod. En af de første nyheder handlede om en tjeneste hvor man lovligt og mod betaling kunne downloade musik. Heriblandt jazz fra pladeselskabet Cope. Siden hed musik.dk og eksisterer ikke længere. Til gengæld er der sket en masse på det område. TDC har lanceret Play og Telenor har Wimp. Den meget omtalte Spotify er endnu ikke i Danmark men kan anvendes hos vore svenske naboer. Alle tre har det til fælles at de er streamingstjenester. iTunes er nok fortsat nummer 1 når det gælder køb af MP3-numre. Men der findes mange flere muligheder. Personligt har jeg brugt eMusic i mange år og har gennem den fundet mange spændende sager.
Det jeg egentlig bare ville sige var, at jeg om syv år endnu en gang kan skrive at der er sket rigtigt meget på den måde musikken distribueres ud til lytterne. Hvordan vi så får musikken ind i ørerne om syv år ved jeg ikke. Men i forhold til denne blog er det jo også ligegeyldigt. Så længe der udgives musik der lugter lidt af jazz vil der være behov for Jazznyt. Der vil altid være emner, tendenser og andet spændende der skal indfanges og udbredes til interesserede.
Keep on jazzin' in the free world.