Intet mindre end to CD'er skal der til, når Charles Lloyd hylder hans tipoldemor. Hun blev som 10 årig slave solgt til en ny slaveejer og som 14 årig blev hun gravid. Historien er brugt som inspiration til Hagar Suite, der i fem dele beretter om hvordan man stjal et barns liv. Sammen med pianisten Jason Moran, der også er medlem af Lloyd's kvartet har den snart 75 årige saxofonist skabt et album, der aftvinger respekt. Charles Lloyd's karriere har været noget ujævn. Den periode han befinder sig i nu, er dog meget udbytterig. Specielt samarbejdet med Jason Moran har givet den ældre saxofonist fornyet kunstnerisk energi.
Når de som her, mødes i duoformatet, bliver det meget tydeligt hvad det er de kan sammen. Lloyd har valgt at supplere den selvskrevne suite med velkendte numre som Ellington's Mood indigo, Gershwin's Bess, You is my woman now og Bob Dylan's I shall be released (som han dedikerer til The Band trommeslageren Levon Helm). Som pladens afsluttende nummer har han valgt Brian Wilson's Beach Boys-klassiker God only knows. Charles Lloyd spillede sax på flere af Beach Boys albums i 70'erne. Det er med andre ord Lloyd's album, da han har valgt musikken. Jason Moran er dog ikke kun klistret på. Han fungerer som en velspillende partner, der har jazzhistorien med ved klaveret. Hagar's song er en fornøjelse i kraft af Lloyd's modne balladespil og Moran's afklarede pianospil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar