Attila Zoller: Jazz Soundtracks (Sonorama) >> Now’s The Time Deep German Jazz Grooves 1956-1965 vol. 1 (Sonorama) >> Now’s The Time Deep German Jazz Grooves 1957-1969 vol. 2 (Sonorama)

Genudgivelser af ældre jazz kan håndteres på mange måder. Gå et smut i Stereo Studie eller Fona og du finder ret hurtigt Miles Davis, Louis Armstrong og anden amerikansk jazz til 30 kroner. De er lavet uden respekt for andet end penge. Der er selvfølgelig undtagelser. Herhjemme er der i de senere år desværre kun Little Beat Records (Leo Mathisen serien) og Stunt Records (KB Hallen), der har lavet nogle seriøse og smagfulde genudgivelser. Ellers må vi kigge langt efter ældre dansk jazz i ny aftapning. I Tyskland er selskabet Sonorama helt i front i forhold til behandlingen af ældre musik. Det beviser disse tre plader til fulde. 

Attila Zoller var en ener på den tyske jazzscene. Han var flygtet fra hjemlandet Ungarn i 50’erne og fik ret hurtigt fodfæste i Tyskland sammen med folk som Hans Koller Jutta Hipp. Han var også i USA i flere perioder i 60’erne. På denne plade har man samlet filmmusikken fra tre film af instruktøren Hans Jürgen Pohland. Al musikken er indspillet live og improviseret, mens Zoller og musikerne så filmene. Pat Metheny har kaldt Zoller for en af hans helte. Mens det amerikanske jazzmagasin Jazztimes har kaldt ham “One of the 10 most underrated Jazz Guitarists of all time.” Hvis der er brug for yderligere underbygning af de påstande, er Jazz Soundtracks et godt sted at starte. De tolv numre er fra ’62, ’66 og ’67. Her bruges jazzen som udgangspunkt for et fantasifuldt og swingende lydtæppe til filmene. 

Sonorama udsendte i 2010 og 2012 de to compilations Now’s the time, der bevæger sig i henholdsvis 1956-1965 og 1957-1969. Der er deciderede guldklumper og absolutte ligegyldigheder på begge plader. Souljazz med Die Deutschen All Stars (inkl. Rolf Kühn, Emil Mangelsdorff, Hans Koller og Helmut Brandt). Rolf Kühns klarinet går igen på Meeting at the Barberina sammen med pianisten Horst Jankowski. Der er nogle ikke så gode vokalnume på Volume 1, medmindre man elsker engelsk med tyk tysk accent. Volume 2 byder på Hans Koller Septett med en 22 årig Gary Peacock på bas i 1957 og hele fire sax’er i front. Albert Mangelsdorff Jazztett spiller Nica’s Dream, hvor Dusko Goykovich fører an med suverænt trompetarbejde. Begge plader fortjener et lyt. Det er vanvittig spændende europæisk jazzhistorie pakket yderst lækkert ind med vidende linernotes. Er det for meget forlangt, at ældre dansk jazz også kommer ud på denne måde?

sonorama.de