Det er mig egentlig grundlæggende imod. Men nu gør jeg det alligevel. Sætter fokus på kønnet set i forhold til det kunstneriske udtryk. Vi har ikke voldsomt mange kvindelige jazzsaxofonister, der også udgiver plader i eget navn. Der er heldigvis undtagelser. Lotte Anker, Katrine Suwalski, Julie Kjær, Christina Dahl, Laura Toxværd og Pernille Bévort hører til undtagelserne. Jeg vil så fremkomme med en påstand om, at det har en betydning med kønnet og musikken. Det fornemmer jeg flere gange når jeg lytter til Pernille Bévorts nyeste udspil. Det er en trioindspilning og det er ofte Sonny Rollins' saxtriosager der er et fixpunkt i den sammenhæng. Det kommer ikke til udtryk her. Der er endda ganske langt til Rollins' mere pågående og maskuline spillestil. Og nu kommer jeg så med den: ”Det lyder istedet meget feminint!”. I denne (som så mange andre) sammenhæng skal det forstås positivt.
Det er Pernille Bévorts niende plade. Hun får hjælp af Espen Laub von Lillienskjold på trommer og Peter Hansen på bas. Det er selvfølgelig Bévort der er i centrum. Hun er god til at lukke medspillerne ind i musikken. Det åbner op for et nærværende sammenspil. Hun veksler smidigt mellem tenorsax, sopransax og basklarinet. Hendes melodiske tæft og åbenhed udløser en plade der er et behageligt bekendtskab. Bévort har ikke travlt med at bevise noget og tak for det! Trio Temptations er stemningsmættet og ganske intens. Pladen er et insisterende flot statement fra Pernille Bévort. En plade med en saxofonist der nok har legender med i bagagen, men nu har nået en alder og en modenhed, hvor hun naturligt blander sit danske ophav og jazzhistorien på en flot måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar