I sidste uge var der en rørende historie i Berlingske Tidende om Morten Schantz og hans møde med kærligheden. En dramatisk historie om nærmest umulig grænseløshed kærlighed til en danser og skuespiller i Marokko. Historien var fyldt med forhindringer og endte gudskelov lykkeligt. Inden jeg havde læst den artikel, havde jeg allerede hørt Schantz’ nye plade Unicorn flere gange og havde tænkt at der var sket noget med Schantz. Jeg vidste ikke hvad. Med Berlingske Tidendes historie gav det pludselig mening. Pladen er dedikeret til Rabab Aomari som Schantz mødte første gang i 2009 men først blev gift med i 2012.
I selskab med sine gamle triokumpaner Morten Ankarfeldt på bas og Janus Templeton er Schantz på sikker grund. Han har så tilføjet percussionisten Ayi Solomon til sit musikalske univers, hvilket er godt tænkt. Solomons dansende trommer passer perfekt ind i den musik som Schantz har skabt. Unicorn er et folkloristisk fyrværkeri med mange farver og stemninger. Set i lyset af en karriere der har budt på pågående jazz i Jazzkamikaze af meget vekslende kvalitet og funk i Schantz Segment. Så havde jeg en anden idé om hvordan denne plade kunne lyde. Schantz gav allerede et hint om retningen med pladen Conveyance fra 2011 Men at det skulle blive så fuldendt og helstøbt som denne plade. Den havde jeg ikke set komme.
Der er hældt en diskret dosis arabisk inspiration (og instrumenter) i musikken. Afrojazzen er heller ikke gået ram forbi. Når det så lægges sammen med en pianist der er vokset op med Oscar Peterson og samtidig har noget dansk i sig. Ja så får man den unikke blanding som Schantz byder på. Han har skrevet alle numrene på pladen, pånær den afsluttende We Found Love som Rihanna hittede voldsomt med for et par år siden. En velkommen jazzversion af en nutidig “standard”. Han favner musikken og lader det smelte smukt sammen i et melodisk hele. Unicorn er et foreløbigt højdepunkt i Morten Schantz’ karriere, der allerede har budt på ganske fine plader. Unicorn kan meget vel gå hen og blive en af årets plader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar