Viser opslag med etiketten Afrika. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Afrika. Vis alle opslag

onsdag, juli 10, 2019

The Gambian Folk Project: Jaliyaa Bungo (Gateway) CD/DL/stream

Jazzens døre står pivåbne og byder alle genrer velkomne. Det er ikke kun lytterne der er velkomne. Jazzen er mere end nogen anden genre god til, at byde andre genrer indenfor. 

I The Gambian Folk Project er de tre danske jazzmusikere Troels Buur Jensen på guitar, Benjamin Kirketerp på bas og Martin Maretti Andersen på trommer sammen med de gambianske brødre Yusupha Suso på balafon og Ansumana Suso på kora og djembe. Brødrene kommer ud af en familie med stærke musikalske rødder, der gennem 12 generationer har dyrket traditionel gambiansk musik.

Herhjemme har den herboende gambianske musiker, Dawda Jobarteh været med til, at sørge for at vi kender koraen med de 21 strenge. I The Gambian Folk Project er lyden mere rendyrket traditionel. Jeg hører lyden af solen, der langsomt hæver sig på himlen under nummeret Jula Jekerreh. Martin Maretti Andersens beroligende whiskers og Benjamin Kirketerps flydende elbas finder smukt sammen med Ansumana Suso’s kora.

The Gambian Folk Project er i jazzlytterens ører mere gambiansk end det er jazz. Jazzen er alligevel hele tiden diskret tilstede.

onsdag, september 23, 2015

Simon Spang Band: Stonetown Boogie (Alisio/Gateway) >> Alain Apaloo’s Apipipo with Kurt Rosenwinkel: Nunya (Alain Apaloo) >> Monoswezi: Monoswezi Yanga (Riverboat Records)

Her er tre nordiske plader der alle henter inspiration i Afrika. Den første er med saxofonisten Simon Spang-Hanssen der med pladen Stonetown Boogie tager udgangspunkt i den tur, som han var på i 2012 til Zanzibar. Her spillede han med sit band på en jazzfestival. Grundstammen i bandet består af kora-spilleren Dawda Jobarteh, bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Niclas Campagnol. Herudover medvirker percussionisten Ayi Solomon på de fleste numre, mens sangerinden Claudia Campagnol og den syriske oud-spiller Maher Mahmoud medvirker på nogle enkelte numre. Det musik der befinder sig i spændingsfelt mellem vestafrikansk musik og fusionsjazz. Fonnesbæks elbas bobler vellystigt mens Spang-Hanssen erfarent skifter mellem både fløjte, alt-, sopran- og tenorsax. Det svinger og er meget velspillet. Dog synes Claudia Campagnols ellers fine sang noget malplaceret i denne sammenhæng.

Simon Spang-Hanssen er også med i sangeren og guitaristen Alain Apaloo’s Apipipo. Det er Ayi Solomon i øvrigt også. Men gevinsten på Apaloo’s nye plade er at han har den amerikanske guitarist Kurt Rosenwinkel med på de fleste tracks. Rosenwinkel har bl.a. tidligere arbejdet sammen med Jakob Dinesen herhjemme og medvirkede også på Apaloo’s første album. Alain Apaloo har sit udspring i den vestafrikanske musiktradition, hvor han både inkoorporerer jazz, blues og pop i sin musik. Det er musik hvor der er blevet plads til fængende pop, politisk humor og seje highlife numre. Kurt Rosenwinkel leverer nogle gode soli undervejs og gør med andre ord, det som han er sat til. Drysser lidt stjernestøv hist og pist.

Monoswezi består af musikere fra Norge, Sverige, Zimbabwe og Mozambique. Det er deres tredje album. Denne gang er der fokus på den traditionelle musik fra Zimbabwe. Sangerinden Hope Masike synger og spiller på mbira - det lille fingerpiano med den markante lyd, der er Zimbabwes nationalinstrument og har over 1000 års historie. Igen mødes den vestlige jazz - hvilket Hallvard Godal på klarinet og saxofon i høj grad symboliserer. Det er atter blevet til et naturligt og flot musikalsk møde som Monoswezi har begået. Der er noget at leve op til, da det forrige album The Village gav dem et internationalt gennembrud og flere priser.

torsdag, maj 08, 2014

The KutiMangoes: Afro-Fire (Tramp)

I forbindelse med udgivelsen af albummet i sidste uge tog de på turné i Burkina Faso, hvor forsangeren Patrick Kabré kommer fra. Ellers er afrobandet The KutiMangoes pæredansk. Med udgangspunkt i inspirationskilderne Fela Kuti, Charles Mingus og Ornette Coleman befinder de sig overvejende i afrobeatland. Michael Blicher (sax/fløjte), Gustav Rasmussen (trombone), Lars Greve (sax), Johannes Buhl (keys), Casper Mikkelsen (perc) og Morten Ærø (trommer) udgør The KutiMangoes. Musikerne har alle en solid baggrund i jazzen. På denne plade byder de op til dans og har allerede fået en del opmærksomhed på udenlandske afro og soulblogs. Det hænger bl.a. sammen med at de udkommer på det tyske kultpladeselskab Tramp, der har et solidt rygte indenfor den genre.

Blicher tager flere gange fløjten for munden på pladen. Det er med til understøtte det lækre funky udtryk. Blicher er god til at tænke i store klangflader. Det giver den gode åbne stemning. En stemning der lokker og vil have dig med. Casper Mikkelsen og Morten Ærø på percussion og trommer er stærkt medvirkende til, at Afro-Fire bliver så vellykket. Enten er de født med noget afro i sig eller så har skudt det ind i blodårerne lige inden indspilningen af pladen. Det bobler og sitrer hele tiden. Afro-Fire er en anbefalelsesværdig partyplade.

mandag, februar 03, 2014

Barney Wilen: Moshi Too (Sonorama) LP

Den franske saxofonist Barney Wilen befandt sig i et kunstnerisk tomrum i slutningen af 60’erne. Han havde 10 år tidligere lavet to af jazzens måske vigtigste soundtracks. Ascenseur pour l’echafaud sammen med Miles Davis og Les Liaisons Dangereuses sammen med Thelonious Monk og er i øvrigt hovedrolleindehaveren i tegneserien Barney og den blå tone. Wilen løste sin kunstneriske krise ved at tage på en tur til Marokko, Algeriet, Niger, Mali, Øvre Volta og Senegal sammen med en gruppe musikere, filmfolk og den smukke Caroline de Bendern, et ikon fra studenteroprøret i 1968 i Paris, der siden skulle blive hans hustru. Efter at have været væk fra Europa i 2 år kommer parret hjem uden film. Til gengæld har de optaget 50 bånd med en masse forskellig musik undervejs. En lille smule af det kan høres på Barney Wilens album Moshi fra 1972. Ellers forbliver musikken på båndene i en papkasse.

Sammen med de tyske pladeselskab Sonorama’s Ekkehart Fleischhammer overfører og restaurerer Wilens søn, Patrick i 2012 nænsomt båndene til et digitalt lydspor. Det er det der er blevet til et 80 minutters mesterligt album. En kalejdoskopisk collage over en rejse rundt i det vestafrikanske for over 45 år siden. Wilen havde hentet sax-inspiration fra Pharoah Saunders og John Coltrane. Han havde hørt jazzrocken og tidlig elektronisk musik. Vi får en blanding af afrikansk musik spillet af lokale musikere, hverdagslyde med snak og så en masse velspillet afrojazz. Specielt de to lange numre, den flippede dansefest Black Locomotive og balladen Serenade for Africa er fornøjelige. Det er et meget anbefalelsesværdigt album, specielt for dem der interesserer sig for afrikansk jazz og tror at de har hørt alt.