Første gang jeg anmeldte en plade med Sinne Eeg var i september 2007, hvor hun udgav Waiting for dawn. Den i dag legendariske plade sparkede hendes karriere godt og grundigt i gang. Allerede dengang var hun en afklaret sangerinde, der “kun” beskæftigede sig med jazz. Hun var meget bevidst om hvad hun ville. Det er hun stadigvæk. Efter at have prøvet kræfter med DR Underholdningsorkestret på The beauty of sadness i 2013 er der denne gang skruet ned for antallet af musikere. Hun omgiver sig med tre musikere som har fulgt hende gennem mange år. Jacob Christoffersen på piano, Morten Ramsbøl på bas og Morten Lund på trommer er stilsikre og vanvittigt velspillende. De giver Sinne Eeg passende classy backing. Trompetisten Jesper Riis og saxofonisten Michael Bladt gæster på et par numre.
Vi er havnet i en plade, der med 11 numre giver os 6 originale numre, Hvor Sinne Eeg selv har været inde over de fem. Den sidste er Taking it slow som Thomas Fonnesbæk og Helle Hansen har lavet. Fonnesbæk er eneste medvirkende musiker på nummeret. Det er et nummer, hvor Sinne “leaves me breathless”. En medrivende og smittende musikalitet vælter ud over mig. Det er ikke den eneste vokal/bas duo på pladen, der lukkes ned med Ellington-klassikeren Caravan, hvor Eeg omfavner det gamle swingnummer og danser elegant med Fonnesbæks bas. De to numre er med til at sikre diversiteten på en sammenhængende plade. En plade der også byder på Bernstein/Sondheim’s musicalklassiker Somewhere, Irving Berlin’s Let’s face the music and dance og Harry Woods What a little moonlight can do. Albummet Face the music er Sinne Eeg, når hun er allerbedst. Der væltes ikke paladser. I stedet pudses de og skinner om kap med solen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar