tirsdag, oktober 07, 2014

Narcosatanicos: Narcosatanicos (Mastermindrec.) LP

Bare fordi der er saxofon med, behøver det ikke at være jazz. Det er bare alt for sjældent at saxofonen mere end gæsteoptræder ovre i rocken. Så når det danske rockband Narcosatanicos har en saxofonist med i bandet, bliver de ikke til jazz. Men er man jazzlytter med hang til de mere ekstreme områder af jazzen med en duft af punk, rock, free og avantgarde, så er der i den grad noget tiltrækkende over Narcosatanicos. Det aarhusianske band blander metal, krautrock, punk og psykedelisk rock i en giftig cocktail med saxofonen i en central rolle. Selv om der hele tre guitarister i bandet, så er det primært saxofonisten Zeki Jindyl der tager sig af soloerne. Han svæver ovenover bandets massive mur af guitarer. 

Med fare for mentalt henfald og obstruerende tanker sætter Narcosatanicos musikken på spidsen. Det er brutalt på den smukke måde. Stemningen er en døsig og rødglødende blanding, hvor sangtitler som Voodoo Jesus, Truckstop Prostitute og Halluzinationsrausch fortæller at det er yderområdet af normaliteten af Narcosatanicos har det godt. Bandet spiller det gamle Suicide-nummer Ghost Rider - som Sods (Sort Sol) introducerede for de danske lyttere for i 1979 på albummet Minutes to go. Narcosatanicos’ version kan næsten måle sig med den og er en anderledes hyldest til det ellers supersimple elektronummer. Jeg vil ikke tøve med at anbefale albummet til marginaliserede rocklyttere - og afmarcherede jazzlyttere. Åbningsnummeret på side 2, Filth er i øvrigt et swingsyrejazzet nummer med pornostøn og smadrede flasker. Helt fantastisk!

Ingen kommentarer: