Viser opslag med etiketten syre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten syre. Vis alle opslag

tirsdag, august 06, 2019

The HUM: II (Insula Jazz) >> Blind Man’s Band: Surviving Flies (Insula Jazz) >> Ethan Bokma: Dance Earth! Shake off these borders (Insula Jazz) >> Kogarashi: All sorrow feels ancient (Insula Jazz)

Så er der havnet en ny sending kassettebånd fra Insula på anmelderbordet. Det sker samtidig med at den britiske pladebrancheorganisation BPI melder om fremgang i salget af kassettebånd. Det er vel at mærke mainstream navne der er gået frem. Undergrundsmusikken trives også godt på kassettebånd. Det er de fire aktuelle udgivelser et godt eksempel på. Pladeselskabet Insula er en domkirke for den mærkelige, underlige og ikke klart definerbare musik. Musik, der er som skabt til kassettemediet.

The HUM er tilbage på bånd. To år efter udgivelsen af debutbåndet er der kommet en ny kassette med kvartetten med Henrik Pultz Melbye, Henrik Olsson, Nicolai Kaas Claesson og Rune Lohse. De skuffer ingenlunde med deres deres nye. Det er en grænseløst rå udløsning, hvor elektronisk støj blander sig med deres vanlige instrumenter. De bevæger sig gennem improviserede højenergiske forløb med stor intensitet.

Det er også Blind Man’s Band’s andet bånd. Christian Rønn på würlitzer og effekter, Claus Poulsen på bas og clausophone og Kevin Angboly på trommer har endnu en gang lavet et bånd, hvor syrerock, freejazz og larm mødes i et langt intenst gruppeknald. Surviving Flies kan anbefales til dem, der savner noget der er vildere end Miles Davis’ Pangea og Dark Magus.

Ethan Bokma er fra Canada og spiller på basklarinet. Sammen med trommeslageren Danny Gorham laver han freejazz blandet med drone og noise. På båndet høres de over fire forløb, der bringer lytteren gennem store klangflader, spidse tilløb og voldsomme skift. 

Kogarashi består af guitaristen Tashi Dorji fra Bhutan og saxofonisten Patrick Shiroishi. Dorji har bla. lavet et par plader og været på flere turnéer sammen med saxofonisten Mette Rasmussen. Båndet indeholder en live-indspilning fra klubben Coaxial, hvor de to musikere begiver sig ud i en free jazz samtale. Et møde i nuet mellem ligesindede, der skaber freejazz med et lettere østasiatisk præg.

lørdag, august 03, 2019

Red Kite (RareNoise Records) LP/CD/DL/stream >> Bushman’s Revenge: En hån mot overklassen (Hubro) LP/CD/DL/stream >> Gard Nilssen Acoustic Unity: To whom who buys a record (Odin) LP/CD/DL/stream >> Elephant9: Psycehdelic Backfire I & II (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

Hvis der er noget som nordmændene er mestre i, så er det udsyret heavy/prog/psych med rødder i improvisation og jazz. Red Kite er et af e bedste eksempler. De har bl.a. erfaringer fra Elephant9, Shining, Bushman’s Revenge og Grand General. Det er det engelske pladeselskab RareNoise der står bag udgivelsen af deres debut, der byder på ætsende frisk psych med orgel, guitar og masser af smæk på trommerne. Titler som 13 enemas for good luck og Focus on insanity giver en god idé om det der sker på albummet, der åbner med Alice Coltrane’s spirituelle Ptah, The El Daoud.

Guitaristen Even Helte Hermansen fra Red Kite er også aktuel med et nyt album med trioen Bushman’s Revenge, der efter 7 albums på selskabet Rune Grammofon er rykket til Hubro Records. Bandet holder fast i blandingen af forholdsvis straight jazz, som på deres forrige album, hvor John Coltrane er en helt. Der er også masser af tråde og tråd til Hendrix på et album der peger i nye retninger for Bushman’s Revenge.

Fælles for alle pladerne i denne anmeldelse er, at de udkommer på vinyl (jazzbloggeren har dog måttet nøjes med CD’er i denne omgang) - og at der i det hele taget er gjort noget meget ud af den fysiske udgivelse. Meget profetisk hedder Gard Nilssens album - trommeslageren fra Bushman’s Revenge - To whom who buys a record. Han spillede i år på Copenhagen Jazz Festival med trioen Acoustic Unity med bassisten Petter Eldh og saxofonisten André Roligheten. Her er hverken prog eller psych. Nu handler det om powerjazz uden filter. Det er en nutidig norsk udgave af new yorker loftjazz fra 60’erne

Går du også rundt og savner en norsk dirty bad ass Hammond trio? Så behøver du ikke at lede længe. Elephant 9 er svaret og sør’me om de ikke er aktuelle med hele to albums på samme tid. Trioen med Ståle Storløkken ved stærkt forvredne og distortede Hammond har besøg af guitaristen Reinar Fiske på den ene af pladerne. Her starter de ud med en meget alternativ version af Stevie Wonders You are the sunshine of my life. Musikken er beskidt og psykedelisk med klare rødder til de tidlige 70’eres rock, hvor improvisation og sære farver gik godt i spænd. Trommeslageren Torstein Lofthus er med i Red Kite - hermed nåede jeg vejen rundt.

tirsdag, maj 28, 2019

Mount Meander: Live in Berlin (Gotta Let it Out) CD/DL/stream >> Ocean Fanfare: First Nature (Barefoot) CD/DL/stream >> Vulture Forest: Some things stay broken (Microtone Records) LP/CD/DL/stream >> Tropiques: Into the wild (Headspin Recordings) CD/DL/stream >>

Fire plader med bands, hvis navne tager udgangspunkt i naturen. Fælles for alle fire bands er, at det er deres andet album-udspil.

En lette, en polak og to tyskere udgør kvartetten Mount Meander. De har udgivet deres andet album der er en live-indspilning fra Berlin. Den lettiske saxofonist Karlis Auzins bor i København indtager flere gange teten i Mount Menander. De har et krævende og afsøgende udtryk, hvor avantgarde jazzen stråler som ledestjerne over et fintvævet net af jazz, world, rock og pop. De sidste elementer er mere sporadisk forekommende end de første. De har et stærkt kollektivt udtryk.

Den amerikanske antropolog Anna Tsing’s bog The mushroom at the end of The World har inspireret Ocean Fanfare til deres andet album Nature First. Bogen handler om den eftertragtede Matsutake svamp, der kun gror i skove, hvor mennesket har gjort en indsats for at den kan gro. Albummet er en hyldest til biodiversitet og den første i en serie på tre albums. Tomasz Dabrowski på trompet og Sven Dam Meinild på altsax står i spidsen og har skrevet musikken på et veltempereret freejazz album, spækket med musikalsk biodiversitet.

Den danske guitarist Kristoffer Vejslev bor i Holland, hvor han leder kvartetten Vulture Forest, der er et internationalt sammenrend med medlemmer fra Slovenien, Sydafrika og Sverige. Det er flydende og filmisk jazz, der her på album nr. 2 har fået et dryp af noget bittersødt - nærmest melankolsk over sig. Det er kollektivistisk jazz, hvor det samlede udtryk gør indtryk. Vejslev har godt fat i musikken og musikerne.

Goran Kajfes er hovedmanden i det vilde svenske band Tropiques, der i en underlig syret kop te, fremkalder ånder og syner. Det er heftig omgang, hvor Kajfes vidtfavnende og nysgerrige tilgang til jazzens mere kulørte sider, er en fornøjelse at lytte til. Det er hypnojazz, som pladeselskabet kalder det.

mandag, februar 25, 2019

Papa Rocketship: Inner Space Expedition (Papa Rocketship) digital

Emil Savery sendte en besked til mig om, at jeg skulle lytte til hans seneste udgivelse med Papa Rocketship på Youtube. Det gik lidt langsomt for mig. Jeg har det fint nok det digitale univers, men et youtube-link er lidt fesent. Jeg fik så tilsendt hele albummet i et langt nummer på 65 minutter. Igen rimeligt bøvlet. Men bøvl og musik er ofte en god kombination. Hvem har sagt at det skal være let at være jazzblogger? 

Nu har jeg begivet mig ud på Emil Saverys indre rumekspedition flere gange - og det er så fed en oplevelse, at jeg bliver nødt til, at dele den med dig.

Det er for det første en gevaldigt syret omgang. De 65 minutter er delt op i 10 dele. Her indtager den amerikanske trommeslager Victor Jones en central rolle. Både på trommer og med sin karakteristiske voice-over. Emil Savery spiller både på Hammond, trompet og synth. Mads Egetoft tager sig af saxofonen, mens det er den svenske bassist Olle Häggberg der er sidste gennemgående musiker. Herudover medvirker diverse gæster undervejs på guitar, vokal etc. Blandt de mere prominente gæster er Uffe Savery og Morten Friis.

Halvvejs inde i seancen kommer The Cosmic Song, der også findes på Spotify. Her synger Sunniva Brynnel på et nummer der er båret af klubrytmer. Det er stort skifte efter indledningen, der ellers har været ganske spacet. Bla. kan man genfinde noget der kan minde om progrock. Emil Savery hænger sig dog ikke i et eller andet retrotrip. Han befinder sig i en tid, hvor man kan tillade sig mere end det tilladelige. Efter albummets poppede indslag skifter han over i en orgelrocket afdeling, Blankozoid Attack, der sovses godt ind i effekter og herligt freespacet Mads Egetoft på saxofonen.

I den sidste del af albummet kommer vi ind i en syrefreejazzfunket zone. Her bevæger Papa Rocketship sig fra det helt løse og ustrukturerede på The Funk System henover den freefunkede Planet Funk til den forrygende deepbass partyfunker Turn it around. Det er iøvrigt også i denne del, at vi støder på trompetisten Jonas Due, med nogle lækre soloindsatser. Albummet lukker ned med Homecoming, der er skrevet af guitaristen Benjamin Hedengren. En god afslutning på 65 fuldgode minutter i selskab med Emil Saveys Papa Rocketship.

torsdag, april 13, 2017

M(H)ysteria: Family Drug (Jvtlandt)

Hammond, bas og trommer. Så er tankerne kørt i stilling til en bestemt forestilling om hvordan det skal lyde. Den forestilling skydes i sænk af M(H)ysteria, der sender funky grooves og souljazz ud til fordel for syrede stemninger. Trioen M(H)ysteria ledes af italieneren Giovanni Di Domenico, der bor i Belgien. Han har et omfattende CV som pianist og komponist, der bl.a. indbefatter samarbejde med Jim O’Rourke, Arve Henriksen, Akira Sakata og Chris Corsano. Han er sammen med belgierne Laurens Smet på bas og Jakob Warmenbol på trommer.

Musikken er dyster. De beskriver med musikken de mange spændinger der er i dagligdagslivet, med stress og forestillinger om forfærdelige ting der sker omkring os. Trioen har et flydende fremadrettet drive, hvor der aldrig er ro. Åbningsnummeret Road Rage tager os med på en apokalyptisk motorvejstur. Titelnummeret Family Drug sender os ind i en monumentalt lammende overdosis. Den kommer snigende med smerte og afmagt. Family Drug er til lytteren der ikke bange for at få hældt syre i Hammond orgelet. Spændende og uhyggeligt.

tirsdag, november 15, 2016

Narcosatanicos: Body Cults (Bad Afro Records) LP

Der er gået to år siden de udsendte debutalbummet, som jeg skrev begejstret om her på bloggen. I mellemtiden er der kommet en liveplade med dem. Nu er de atter klar med et fuldlængde studiealbum. Narcosatanicos er tilbage og jeg er ikke skuffet. Det er tungt og syret. Det er udknaldet og larmende. Guitarmuren der omkranser bandet, er ikke en mur der er skabt for at holde folk ude. Det er er en mur frembragt af tre guitarer, der holder sammen på bandet. Rislende og  massivt. Simpelt og punket. 

Forsangeren Victor Kim brøler i det kemiske mørke. Det er dystert og skræmmende, som han skriger sjælen ud på pladens afslutningsnummer Bliss. Pladens åbingsnummer Vulvic Church skuffer heller ikke i den henseende. Det er koncentreret og effektivt. Bandet bevæger sig gerne på kanten af eksperimenterne. Det bliver aldrig lige ud af landevejen. Nummeret Vile lyder i udgangspunktet som noget Iggy & The Stooges kunne have lavet. Hvis det ikke var for den folkinspirerede violin der kommer ridende forbi. 

Personligt er jeg allermest fornøjet ved tilstedeværelsen af Zeki Jindyls saxofon. Det er lige præcis derfor Narcosatanicos er så originale. Det er er både hvinende avantgardistisk, udblæst og rocket. Der er overvejende fart på de fleste numre. Jeg skal alligevel fremhæve pladens højdepunkt. Det knusende stonernummer Matamoros sprøjter saxofon med rumklang, buldrende basbund og lydlige eksperimenter lige ind i vore kroppe, der muligvis tager permanent skade. Who cares? Det var fedt mens det stod på.

mandag, oktober 03, 2016

Debre Damo Dining Orchestra (DDDO)

De udsendte singlen Yesega Wat starten af 2015. En rendyrket ethiojazz sag, hvor inspirationen fra Mulatu Astatke var meget tydelig. Når de så laver et helt album er tanken nærliggende. Er de endnu en gang gået i ethiojazz sporet? Det er de ikke. De har på den anden side bevaret kontakten til ethiojazzen. 

Åbningsnummeret Ubahn in Addis er ikke bare i titlen betegnende for bandets udvikling. De placerer deres ben i krautrock og ethiojazz med det nummer. Beatet er ubetinget rocket og lettere skramlende. Saxofonerne har stadig kontakt til ethiojazzen. Hen over resten af pladen hældes der psych og andre multifarvede 70’er inspirerede rocktoner i musikken.

Debre Damo Dining Orchestra’s vej fra ethiojazen mod det mere rockinspirerede er klædeligt. Det er ganske enkelt mere originalt. Søren Skov og Rasmus Karkov på saxofonerne, Simon Visti Tangs plekterbas, Peder Mertner Vind på keyboard, der gerne søger mod orgel og trommeslagerne Kasper Saaby og Asbjørn Nørgaard har lavet en afvekslende og spændende plade. 

Subterranean 3 befinder sig på underbevidsthedens tærskel til en sumpet fest. Den får hovedet til at snurre uden brug af psykoaktive stoffer. Pladens sidste nummer Düsseldorf Dawn er et ode til neonlyshavets forsvinden. Syre og ethiojazz smelter smukt sammen og nye stærke nuancer opstår i et orange-lilla skær.

tirsdag, juni 21, 2016

Hedvig Mollestad Trio: Evil in Oslo (Rune Grammofon) >> Hedvig Mollestad Trio: Black Stabat Mater (Rune Grammfon)

Det er da alligevel godt gået, at pikrocken anno 2016 skal præsenteres af lyshåret norsk kvinde, der hedder Hedvig. Savner du en omgang molestreret betonrock, der træder ud af asken fra Black Sabbath's Tony Iommi og Led Zeppelin's Jimmy Page nedbrændte guitarer, så skal du bare lytte til Hedvig Mollestad Trio. Den norske trio med Mollestad på guitar, Ellen Brekken på bas og Ivar Loe Bjørnstad på trommer har eksisteret i fire år. De er aktuelle med to albums på samme tid.

Den første er et dobbelt livealbum Evil in Oslo, hvor vi over fire pladesider møder det onde. Så ondt er det nu heller ikke. Det er rifftung rock, der tager udgangspunkt i 70'ernes læderklædte og til tider syrede univers. Numrene er hentet fra de tre første studiealbums. Her er der tid og rum til de kilometerlange soloer, hvor viril virtuositet hænger sammen med et tungt rockgroove. Det er meget tæt på at ende som en pastiche over læderrocken. 

Hedvig Mollestad er af et andet køn og en anden generation end Page og Iommi. Hun har arbejdet sammen med så forskellige folk som Jon Eberson og Jarle Bernhoft. Der er dog ingen direkte paralleller til de to i Mollestads musik. Der sniger sig i stedet nogle freejazz elementer ind undervejs på det andet album Black Stabat Mater, der straks falder meget mere i min syrejazzede smag. Hun tager sig nogle friheder fra riffsene. Det bliver meget mere spændende og interessant. Albummet placerer sig ind i samme ånd som andre norske bands, som Elephant9, Grand General, Bushman’s Revenge og Scorch Trio. 

tirsdag, oktober 07, 2014

Narcosatanicos: Narcosatanicos (Mastermindrec.) LP

Bare fordi der er saxofon med, behøver det ikke at være jazz. Det er bare alt for sjældent at saxofonen mere end gæsteoptræder ovre i rocken. Så når det danske rockband Narcosatanicos har en saxofonist med i bandet, bliver de ikke til jazz. Men er man jazzlytter med hang til de mere ekstreme områder af jazzen med en duft af punk, rock, free og avantgarde, så er der i den grad noget tiltrækkende over Narcosatanicos. Det aarhusianske band blander metal, krautrock, punk og psykedelisk rock i en giftig cocktail med saxofonen i en central rolle. Selv om der hele tre guitarister i bandet, så er det primært saxofonisten Zeki Jindyl der tager sig af soloerne. Han svæver ovenover bandets massive mur af guitarer. 

Med fare for mentalt henfald og obstruerende tanker sætter Narcosatanicos musikken på spidsen. Det er brutalt på den smukke måde. Stemningen er en døsig og rødglødende blanding, hvor sangtitler som Voodoo Jesus, Truckstop Prostitute og Halluzinationsrausch fortæller at det er yderområdet af normaliteten af Narcosatanicos har det godt. Bandet spiller det gamle Suicide-nummer Ghost Rider - som Sods (Sort Sol) introducerede for de danske lyttere for i 1979 på albummet Minutes to go. Narcosatanicos’ version kan næsten måle sig med den og er en anderledes hyldest til det ellers supersimple elektronummer. Jeg vil ikke tøve med at anbefale albummet til marginaliserede rocklyttere - og afmarcherede jazzlyttere. Åbningsnummeret på side 2, Filth er i øvrigt et swingsyrejazzet nummer med pornostøn og smadrede flasker. Helt fantastisk!