Den norske guitarist Svein Rikard Mathisen har opholdt sig i en periode i København. Det er der kommet albummet Copenhagen Diaries ud af. Her er han i selskab med svenskerne Paul Hinz (bas), William Larsson (piano) og danskeren Andreas Fryland (trommer). Det er jazz med utilsløret inspiration fra nutidig amerikansk jazz. Andreas Fryland sidder helt fremme på trommestolen. Han er en god årsag til, at stemningen går i den heftige retning.
Mathisen vil gerne blande små komplicerede finurligheder med melodiske forløb. Her er samarbejdet mellem Larson og Mathisen rigtigt godt. Der er ingen tvivl om at det er fedt for musikerne at spille. Det giver udfordringer og det kan høres at de trives med udfordringerne. Jeg kunne som lytter godt have ønsket mig lidt flere numre som Who broke the bat og Vanity, hvor jeg som lytter også når at trække vejret. På den sidstnævnte medvirker Aske Drasbæk i øvrigt på altsaxofon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar