I pressematerialet bruges der et citat fra en anmeldelse i The Guardian, hvor Portico Quartet betegnes som et band der placerer sig i samme territorium som Radiohead, Cinematic Orchestra og Efterklang. Musikken er en blanding af electronica, jazz og indie. Udtrykket er minimalistisk. Fra et jazzsynspunkt er det saxofonisten Jack Wylie der gør Portico Quartet interessante. På et nummer som A Luminous Beam giver Wylie's sfæriske sopransax nummeret den kant, som der ikke er for meget af på albummet Art in the Age of Automation.
Når man laver minimalistisk musik er det rasende vigtigt at der er masser af potens og mening i de toner der gentages konstant. Det er bl.a. derfor at de minimalistiske godfathers Philip Glass og Steve Reich bliver ved med at være interessante. Her bevæger Portico Quartet sig på en knivsæg. Det er under alle omstændigheder godt at de har forladt vokalen, som de havde med på det forrige album. De er tilbage ved udgangspunktet og det klæder dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar