Når jeg hører denne plade, hvilket jeg efterhånden har gjort mange gange, så sidder jeg tilbage med en fornemmelse af en plade der kunne være lavet i 80'erne. På trods af de umiskendeligt mange elementer fra 70'ernes jazzrock og ikke mindst progressive rock, lyder pladen som en 70'er inspireret plade fra 80'erne. Hvorfor overhovedet gå op i det? Pladen er ikke fra 80'erne eller 70'erne. Den er fra 2017 og lavet af guitaristen mm. Robin Taylor.
Lyden af saxofonen og trommerne er ikke uden skyld i 80'er referencen. Dykker man ned i pladen opdager man også at pladen er et stort og levende koralrev med mange former og farver. Der er så mange fine detaljer og finesser. Robin Taylor får med sine store, komplekse, småsymfoniske arrangementer kun plads til fire numre på pladen. I løbet af de fire numre får han til gengæld fortalt så meget at der nok til et omfattende og afvekslende album.
Robin Taylor har via sit projekt Taylor’s Universe valgt, at genindspille og rearrangere nogle gamle numre. Taylor får hjælp fra guitaristen John Sund, multisaxofonisten Jakob Mygind, Minimoog betvingeren Thomas TV Ulstrup og de to trommeslagere Rasmus Grosell (overvejende i den venstre side) og Klaus Thrane (overvejende i den højre side). Desuden medvirker Louise Nipper og Jytte Lindberg på vokal.
Åbningsnummeret Mean Attack er som titlen beskriver en tung og voldsom sag. Den efterfølgende Definitely Greek (He said) er meget anderledes og noget mere nedtonet, end det som jeg forbinder Robin Taylor med. Her er både akustiske guitarer og strygersynth. Den afsluttende Dark Side of Alec er pladens bedste nummer. Her bringer han det hele i spil. Han kaster det op i luften og holder det svævende i det næsten kvarter lange nummer. Her er både kilometerlange soli og nogle kollektive indsatser der stråler.
Robintaylorsuniverse.bandcamp.com
Robintaylorsuniverse.bandcamp.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar